Saudi-Arabiens olieministerium styrer landets klimadelegation

Siden klimatopmødets åbning har den saudiske delegation insisteret på, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte - et synspunkt, der har mødt skarp kritik fra miljøorganisationer: 'Problemet er, at delegationen ledes af repræsentanter fra olieministeriet, ikke af miljøeksperter'

• 
  

Saudier i en sandstorm i hovedstaden, Riyadh. Saudi-Arabien har gennem længere tid gjort sig til fortaler for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. For klimaet har jo forandret sig længe før der var mennesker, lyder argumentet. Foto: AFP PHOTO/STR

Af: Hana al-Khamri

Det kom som en overraskelse for mange, da Saudi-Arabiens klimaforhandlingschef Mohammad al-Sabban som den første officielle delegat ved COP15 for to uger siden udtalte, at den såkaldte Climategate-sag, hvor e-mailkorrespondance fra FN’s klimapanel blev hacket, bør få følger for topmødet.
»Det fremgår af enkelthederne i denne skandale, at der ikke er spor af forbindelse mellem menneskelige aktiviteter og klimaforandringer,« udtalte han til BBC News.
»Klimaet har forandret sig i årtusinder, men af naturlige årsager, ikke menneskepåvirkede.«
Den saudiarabiske forkastelse af al menneskelig påvirkning af klimaændringer er imidlertid en for længst etableret position, som hænger sammen med det faktum, at Saudi-Arabien er verdens største olieproducent. For bedre at begribe de saudiske argumenter imod menneskeskabte klimaændringer har Information kontaktet Dr. Ali Ashki, professor i økologi på Abdul Aziz-universitetet i Jeddah og talsmand for det saudiske synspunkt:
»Den globale opvarmning begyndte før al menneskelig påvirkning. Jeg nægter derfor at holde alle mennesker ansvarlige for disse forandringer. Bidraget fra menneskelige aktiviteter såsom afbrænding af benzin og kul er forsvindende lille sammenlignet med de forandringer, som frembringes af naturlige udviklinger. Selv om vi reducerede drivhusgasemissionerne, ville vi alligevel ikke kunne hindre klimaforandringerne i at ske.«
Dette synspunkt har mødt alvorlig kritik fra flere mellemøstlige miljøgrupper, der beskylder Saudi-Arabien og andre arabiske lande for at ville sabotere klimatopmødet.
»Nogle gange er de arabiske delegationers positioner ved internationale miljøkonferencer skammelige og uacceptable. Denne obstruktionsstrategi kan ikke længere tolereres - den skader Jordens fremtid,« siger den libanesiske miljøekspert Najib Saab fra organisationen Arab Forum for Environment and Development, som i sidste måned var vært for en konference om klimaforandringer for de arabiske lande - ingen officielle repræsentanter fra Saudi-Arabien deltog, ej heller fra Bahrain og Kuwait.
»De øvrige lande modsætter sig ikke en aftale om at nedbringe emissioner, sådan som Saudi-Arabien gør det, og udviklingslandene støtter ikke den saudiske position. Men Saudi-Arabien har stor politisk indflydelse og er i stand til præge opinionen i mange lande,« siger Wael Hmaidan, administrerende direktør for den libanesiske miljøorganisation Indy Act. Han nævner Sudan, som har formandsskabet for G77-gruppen, som et eksempel på et land, der kan være påvirket af Saudi-Arabien og retter derpå sin kritik imod sammensætningen af den saudiske delegation til COP15.
»Problemet er, at der i spidsen for den saudiske delegation står en gruppe medarbejdere fra det nationale saudiske olieselskab Aramco (Arabian American Oil Company), og at repræsentanter fra Olieministeriet er de ledende forhandlere, ikke de miljøeksperter, som havde været bedre egnede til at tjene ikke blot planetens, men også Saudi-Arabiens interesser.«

Et påskud

Ali Ashki siger, at han udmærket forstår, hvorfor olieindustrien finder det nødvendigt at forsvare sig selv på COP15. »Der foregår en politisering af spørgsmålet om klimaforandringer, der bliver påskud for nogle lande, navnlig i Europa og Amerika, til at pålægge OPEC-landene en afgift. Saudi-Arabien har ret til at nægte at reducere emissioner og til at kræve kompensation, da det er en videnskabelig kendingsgerning, at klimaforandringer vil ske uanset hvad, også selv om der skulle ske reduktioner i kul-tveilteudslippet.«
Najib Saab understreger, at det er væsentligt for resten af verden at forstå, hvorfor saudiaraberne fremfører disse holdninger: »Oliestaterne har en ret til at forsvare sig selv, da disse lande jo blot tilfredsstiller en efterspørgsel efter olie. Af den grund er det også urimeligt at pålægge dem eneansvaret. Hovedproblemet er, at de industrialiserede lande bør opøve en større selvbeherskelse, som kan reducere deres behov for olie. Dette vil føre til direkte reduktionsemissioner. Ydermere er det nødvendigt at støtte de olieproducerende lande med henblik på at gøre deres produktionsmetoder mere miljøvenlige.«
Den saudiarabiske regering har fremsat krav om kompensation, hvis det skulle komme til en global nedgang i olieforbruget. Dette krav kritiseres af Wael Hmaidan, som påpeger det faktum, at de olieproducerende lande allerede har høstet enorme fordele på salg af olie.
»Jeg kan ikke se nogen økonomiske grunde til en sådan kompensation, da olie er den egentlige årsag til klimaforandringerne i første instans,« >siger han og fortsætter: »Da saudiaraberne rejste kravet om kompensation og nægtede at anerkende, at menneskelige aktiviteter forårsager klimaforandringer, var det ikke den saudiarabiske økonomi, der lå bag. Det har politiske grunde. De ønsker ikke at miste den politiske magt, som verdens afhængighed af olie giver.«
»Enkelte olieproducerende lande har konsekvent været imod at forpligte sig på reduktion af deres CO2-emissioner af frygt for at miste indtægter, men ved dette møde er de arabiske stater, herunder Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, gået med til at nedbringe deres emissioner med 40 procent før 2020,« siger Najib Saab og tilføjer, at nogle arabiske lande har accepteret, at klimaforandringer skyldes menneskelige aktiviteter - en opfattelse, de førhen afviste.

Tænk grønt

Najib Saab pointerer, at den bedste måde at hjælpe olielandene på vil være at udvikle en grønnere teknologi. Han siger: »Vores organisation har foreslået, at OPEC’s medlemslande afsætter snesevis af milliarder dollars fra deres olieafgiftsbudget til at finde frem til renere metoder for brug af konventionel energi. Dette sker nu i Kina og USA i forhold til kul. Eftersom efterspørgslen efter energi er så høj i verden og behovet for olie så stort, vil dette være en fremragende vej frem, som OPEC-landene vil kunne forpligte sig på ved København-konferencen.«
»At boykotte de olieproducerende lande løser intet, men Saudi-Arabien må forstå, at de har meget mere at miste end bare olie, hvis vi ikke får løst det problem, klimaforandringerne stiller os overfor. Vores vandforsyning vil tørre ud, og som vi alle ved, kan olie ikke drikkes,« >siger Wael Hmaidan fra Lebanese IndyAct.
»Og trods alt er olie også en endelig ressource, som til sidste vil tørre ud.«
Oversat af Niels Ivar Larsen

Snårig väg till makten för kvinnor

Många hinder och prövningar väntar kvinnor som strävar efter ledarposter. Jemen är inget undantag. En grupp kvinnor i huvudstaden Sanaa har därför, enligt tidningen Yemen Observer, tagit initiativ till en kampanj. Målet är en miljon underskrifter till stöd för att kvinnor utses att kandidera i parlamentsvalet 2011.

Det första parlamentsvalet i landet hölls efter Jemens självständighetsdag den 22 maj 1990. Ingen kvinna valdes in. 1997 blev två kvinnor invalda, en av dem omvaldes 2003.
Arbetsgruppen ”Kvinnor i valet 2011” har lanserades på flera håll i landet och undersöker vilka strategier som kan få framstående kvinnor att vilja ställa upp och vad som kan få väljare att rösta in kvinnor.
Khadeeja Andullah al-Khatri, i det styrande partiet General People’s Congress verkställande utskott, säger att kvinnor innehar femton procent av posterna i partiet.
Stiftelsen för kulturell utveckling, The Cultural development program foundation, har sedan 2007 arbetat på att bilda en brett sammansatt påtryckargrupp vars uppgift är att säkra parlamentsplatser för kvinnor i valet 2011, antingen genom en lagändring som kvoterar platser för kvinnor eller genom att partierna tvingas sätta upp kvinnor på sina vallistor.
Ett råd bestående av kvinnliga advokater och aktivister bildades i maj 2009 för att juridiskt arbeta för kvinnor i parlamentet och stödja dem som kandiderar.
En orsak till den låga kvinnorepresentationen i politiken är att partierna har få kvinnliga medlemmar och ännu färre tänkbara kandidater, skriver The Yemen Parliament Watch Project.
Förutom politiska, ekonomiska och sociala problem, finns en stark tradition mot kvinnor i politiken. Dessutom är analfabetismen särskilt utbredd bland kvinnor.
En kvinna som vill kandidera och ge sig in i politiken måste inte bara ta sig igenom den nästan totala manliga dominansen i det politiska ledarskapet, utan också få sin familjs, sina släktingars och sina grannars välsignelse. Det gör det betydligt svårare för en kvinna än för en man att komma in i de inre cirklarna.
Efter varje val anklagar de politiska partierna varandra för att förbise och marginalisera kvinnor, men i verkligheten är de alla tveksamma eller direkt motvilliga till att låta kvinnor kandidera.

Riskabelt att skriva om splittrad kungafamilj

En professor i juridik som undervisar vid universitetet i Riyad har gripits av de saudiska myndigheterna. Orsaken är en artikel han skrev i förra månaden, säger människorättsgruppen Monitor of human rights in Saudi till Sydsvenskan.

Mohammad al-Abdulkareem, 40, lade ut sin artikel på Facebook. I den skriver han att motsättningar inom den kungliga familjen kan orsaka stora problem för stabiliteten i landet. Artikeln citerades flitigt och blev genast ett diskussionsämne på arabiska sajter.
I söndags fick professorn besök av fyra män i sitt hem i Riyad. De hade inget domstolsbeslut, men tog honom ändå med sig.
The Omma Magazine skrev på sin hemsida att Mohammad al-Abdulkareem, som också är tidskriftens redaktör, visste vad som väntade. Flera gånger dagarna innan han greps av polisen, hade han hämtats in för förhör.
– Vi arbetar nu på en skrivelse till inrikesministeriet där vi begär att få träffa Mohammad al-Abdulkareem, att han garanteras en rättvis rättegång och att vi får ta del av anklagelserna mot honom. Men just nu vet vi inte ens var han finns. säger hans advokat Waleed Abu Alkhair.
– Ingen av Saudis tolv nyhetstidningar har rapporterat om gripandet. Inga myndigheter har kommenterat saken utom en talesman för inrikesministeriet, som för brittiska BBC har förnekat all kännedom om att professorn skulle ha gripits.
– För tre år sedan infördes en ny bestämmelse som innebär att den som använder datorer i brottslig verksamhet kan dömas till tio år i fängelse och miljonböter, säger Waleed Abu Alkhair.
al-Abdulkareems artikel, som hade rubriken ”På spaning efter det saudiska folkets öde”, publicerades samtidigt som kung Abdullah, 86, reste till USA för att genomgå två ryggoperationer.
Hans vikarie och bror, kronprins Sultan, 82, sägs lida av cancer. Även nummer tre i tronföljden, prins Nayef, 76, har problem med hälsan.
Det kan när kung Abdullah dör leda till stridigheter inom familjen som får det oljerika kungadömet att krackelera, skriver professor al-Abdulkareem:
”Vad händer om den kungliga familjen kollapsar i interna motsättningar eller på grund av yttre faktorer. Ska nationens och folkets öde avgöras av om den kungliga familjen består eller försvinner? … En del av medlemmarna missbrukar sin position och tjänar enbart sina egna intressen genom girighet, manipulation och mutor.”
Saudiarabiens grundare Abdul-Aziz hade 43 söner. Efter hans död gick makten till den äldste som lämnade den vidare till sin bror, men de flesta i den generationen är i 80-årsåldern, och de yngsta runt 65. Det är motsättningarna i familjen och dess eventuella konsekvenser, som tas upp i artikeln.
Vad som väntar professor al-Abdulkareem själv är, enligt hans advokat, troligen en rättegång där han anklagas för att ha förolämpat den kungliga familjen.
– Eftersom Saudiarabien inte har en strafflag är det omöjligt att veta vilket straff han får, säger Waleed Abu Alkhair.

Migranter fastnar vid gränsen mot Saudiarabien

Saudiarabiska myndigheter har skickat ännu en migrant från Afrika till Haradh, gränsstaden mellan Jemen och Saudiarabien, uppger NabaNews i Jemen.

Förhållandena för människor som sitter fast där förvärras, skriver tidningen och hänvisar till International Organisation for Migration, OIM.
Just nu kommer 76 nya migranter varje dag. Dessutom har 17 000 jemenitiska familjer flytt till staden för att undkomma striderna mellan den shiitiska Huthi-gerillan och regeringsvänliga stammar som rasar i gränstrakterna.
"Saudiska myndigheter har skärpt gränskontrollerna. Migranterna strandar i Haradh efter den mycket långa resan runt Afrikas horn, samtidigt som situationen längs gränsen förvärras", säger Emily Page från FN-organets UNHCR till NabaNews.
Två av tre migranter som tar sig till Saudiarabien avvisas och hamnar i Haradh utan pengar, mat och vatten, i stort sett utan andra ägodelar än de kläder de har på sig.
Många afrikaner ser Jemen som ett transitland, en genomfart, på vägen mot målet: Saudiarabien. De flesta som fastnar vid gränsen eller skickas ut från Saudiarabien har startat sin resa i Somalia, Etiopien eller Sudan. Många av dem lider av malaria, tuberkulos, tyfus eller undernäring. I sina försök att överleva äter de vad som helst, säger IOM.
Översättning: Karen Söderberg

Barn ska hjälpa barn i krig

Hana Al-Khamri är journalist från Jemen som arbetat i Saudi­arabien. Det senaste halvåret har hon varit på danska dagstidningen Information. Den närmaste veckan förser Hana Al-Khamri Sydsvenskans läsare med den hetaste nyheten för dagen i hennes hemland.

Jemens parlament är i dag och tre dagar framåt värd för Barnens parlament. Barn mellan tretton och femton år ska tillsammans med FN-organet Unicef och lokala organisationer diskutera och försöka finna lösningar på barnens situation i den väpnade konflikt som pågår i Jemen.
Barnparlamentet kan kalla in representanter och experter från olika ministerier, som försvar, hälsa och nationell säkerhet, och fråga ut dem om vad de gör för att förbättra barnens situation, rapporterar tidningen Algomhuria.
Unicef är med för att uppmärksamma politiker och tjänstemän på hur tillvaron är för barn som tvingats på flykt, och hur man på andra håll kunnat hjälpa barn i flyktingläger.
Ledamöterna i Barnens parlament har utsetts av sina skolor runt om i Jemen.
Ett av deras förslag är att man upprättar särskilda domstolar för barn som är indragna i väpnade konflikter, där utgångspunkten är att barn är offer för krig, inte kriminella barn. De vill också att man forskar om hur krig påverkar barn och gör en handlingsplan för hur barn kan få hjälp.
Den senaste rapporten från den lokala barnrättsorganisationen Seyaj säger att sedan i augusti har 87 barn dödats i konflikten i Nordjemen. Och både de nordjemenitiska shiitiska rebellerna och de regeringstrogna milisstyrkorna anklagas för att använda sig av barnsoldater.
Vart femte barn i Jemen har, enligt rapporten, sett någon bli skadad och sju procent har sett en människa dödas.
Konflikten mellan rebel­lerna och regeringsstyrkorna har pågått i sex år. I södra Jemen har en allvarlig situation förvärrats den senaste tiden och slår nu hårt mot barnens hälsa, utbildning och behov av skydd.

'Mange muslimer er virkelig bange for den danske kultur'

Der er mange misforståelser om islam i omløb, mener Saliha Marie Fattah, en dansk konvertit bosat i Vollsmose. Hun langer ud efter bydelens imamer, som hun mener har alt for stor magt over alle. Hun opfordrer sine muslimske medsøstre til at være mere nysgerrige og aktive - som irakiske kvinde var det under Saddam

Saliha Marie Fettah betegner sig selv som en moderne muslim. Hun er 43 år og konverterede til islam for næsten 30 år siden, da hun blev gift med en irakisk mand. Hun boede otte år i Irak under Saddam Hussein og var overrasket over, hvor moderne og aktive de irakiske kvinder var i samfundet og på arbejdsmarkedet. I modsætning til mange arabiske kvinder i Europa. FOTO: SIGRID NYGAARD

Af: Hana Al-Khamri

Jeg ved, at kvinden over for mig er født og opvokset i Danmark. Alligevel kan jeg ikke undgå at komme i tvivl, om det virkelig er den kvinde, jeg har aftalt at mødes med. Hun taler arabisk med perfekt irakisk accent.
Men jo, kvinden er Saliha Marie Fettah, en dansk muslimsk kvinde, som underviser i arabisk på Syddansk Universitet, og som taler mit sprog flydende og fejlfrit.
Saliha Marie Fettah betegner sig selv som en moderne muslim.
Hun er 43 år og konverterede til islam for næsten 30 år siden, og hun bærer hovedtørklæde.
Det er imidlertid ikke blandt andre konvertitter, hun har sine nærmeste venner.
»Jeg har ikke noget nært forhold til andre danske konvertitter,« siger Saliha Marie.
»De fleste sider bare derhjemme, hvor de har travlt med at lave mad, tage sig af børn eller se fjernsyn. Det er ikke den slags liv, jeg har lyst til at føre.«

Mit livs øjenåbner

Saliha Marie Fettah cykler hver dag til universitetet, hvor hun har haft arbejde de seneste seks år. Hun er vidt berejst og har været i næsten alle arabiske lande. Og så er hun forfatter til lærebøger i arabisk på flere niveauer.
»Nogle af de danske konvertitter, jeg har som kursister, anser mig for at være en dårlig repræsentant for islam. De siger, at jeg ikke følger islams rette vej, og derfor ikke er nogen god muslim. Men efter min mening er en dansk kvinde, som beslutter sig for at blive hjemme, en eskapist, der flygter fra det moderne samfund. Det er en letkøbt genvej til at slippe for at påtage sig en rolle i samfundet,« siger hun.
Saliha Marie Fettah mener, at der er mange misforståelser om islam i omløb, både blandt nyomvendte muslimer og i indvandrermiljøerne i Vollsmose. Da hun blev gift første gang, var det med en mand fra Irak. Han bad hende om at blive hjemme og sammen med ham flyttede hun til Irak.
»Det var mit livs øjenåbner,« siger hun.
»Jeg tilbragte otte år i Irak med at lære det arabiske sprog. I Irak så jeg irakiske kvinder, som arbejdede som ingeniører og som læger. De var virkelig stærke kvinder under Saddams styre, og jeg lærte meget af dem. Jeg husker, at jeg blev overrasket over, at arabiske kvinder i Irak kunne leve sådan et aktivt liv, mens muslimske kvinder i Danmark bare blev derhjemme,« siger hun.
Salihas ægteskab med irakeren holdt i to år, så blev de skilt. Og Saliha besluttede derefter at genoptage sin uddannelse i Mellemøstlige Studier på universitet i Danmark.
Når de kvindelige danske konvertitter foretrækker en tilværelse som husmor, skyldes det ofte indflydelse fra deres mand, som frygter, at hustruen vil gå fra eller vende tilbage til sin gamle livsstil, mener Saliha Marie Fettah.

Magtfulde imamer

Hun peger også på manglende uddannelse som forklaring og endelig mener hun, at de religiøse ledere i Vollsmose blander sig for meget i, hvordan muslimske familier skal leve deres liv.
»De religiøse ledere udgør de mest magtfulde personer i det sociale hierarki i Vollsmose. Deres magt bygger på, at de er områdets ældste og mest respekterede ledere,« fortæller hun.
Saliha er stærkt kritisk over for den måde moskeernes prædikanter griber ind i deres menigheds medlemmers personlige anliggender. Hun fortæller, at imamerne forsøger at mægle i alt fra bandekonflikter, skilsmissesager og til familiestridigheder. De anbefaler også ægteskab i en tidlig alder.
»Mine studerende lytter ikke til mig. De lytter hellere til de muslimske gejstlige,« konstaterer Saliha og fortsætter:
»Mange af disse præster har ikke nogen videregående uddannelse, og mange af dem taler ikke ret godt dansk, men mine studerende stoler mere på dem end på mig og spørger hellere dem til råds.«

Arabiske familiers svøbe

Uddannelse er den bedste metode til at stække de religiøse autoriteters indflydelse, pointerer Saliha.
»Vi må indstille os på, at ikke alle og enhver kan blive præst i en moské. Vi skal kræve, at de uddannelsesmæssige kvalifikationer er i orden - på samme måde som for præster i den kristne folkekirke. Derfor mener jeg, at der bør oprettes en studieretning i islamisk teologi, som skal tage sig af at uddanne de muslimske gejstlige, som skal arbejde i moskeerne,« siger hun.
Saliha siger, at det største problem i det muslimske miljø i Vollsmose er frygten for det ukendte.
»Mennesker har altid været bange for ting, de ikke forstår,« siger hun.
»Mange er virkelig bange for den danske kultur og for det danske samfund. Derfor lægger familierne et stort pres på deres børn. Konsekvensen bliver, at børnene befinder sig i en umulig balancegang mellem to kulturer, det betyder i sidste ende, at deres integration i samfundet mislykkes,« tilføjer hun.
»Kommunen har afgjort begået fejl, men vi skal ikke acceptere altid at blive presset ud i en offerrolle. Men det er, hvad det arabiske miljø gør - altid vil man se sig selv som offer i stedet for selv at gøre noget for at ændre på sin situation,« siger hun.
»De fleste fanger i danske fængsler har arabisk baggrund. Hvad er grunden til det? Hvorfor hører vi ikke om tilsvarende problemer fra andre etniske minoriteter, hvorfor er det altid araberne,« spørger hun og tilføjer:
»Familierne bærer en stor del af ansvaret for deres børns vildfarelser.«
Saliha understreger flere gange under interviewet, hvor væsentligt det er at integrere sig.
»Har du set nogle bøger i de arabiske hjem, du har besøgt i Vollsmose,« spørger hun mig.
»Der findes ingen andre bøger end de religiøse og Koranen, og dem læser de ikke engang. De ligger bare på reolen. At udvise en sådan mangel på nysgerrighed er ikke nogen klog måde at integrere sig i et samfund på.«

Fakta: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odensebydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender.
Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’. Dette er den sidste artikel i serien.

'Jeg kunne aldrig finde på at tvinge min datter til at bære tørklæde'

Det er en enorm udfordring for indvandrermødrene i Vollsmose at opdrage deres børn i en kultur, der er så anderledes end den, de selv kommer fra, beretter Informations Hana Al-Khamri i sin første reportage fra Odense-bydelen Vollsmose

• 
  

Samia Mansour kom til Danmark fra Libanon for 20 år siden. Hun synes, det har været en særlig udfordring at opdrage sine fire drenge i Danmark, hvor kulturen er radikalt anderledes end i hendes hjemland. Foto: Sigrid Nygaard

Af: Hana al-Khamri

Hjemme hos Samia Mansour kører tv’et, da jeg træder ind i hendes lejlighed i Egeparken i Vollsmose. Det er stillet ind på den arabiske nyhedskanal Al-Jazeera.
»Her har de fleste arabiske familier arabiske tv-kanaler i deres hjem,« >fortæller Samia Mansour.
Den ca. 50-årige kvinde er aktiv i lokalmiljøet i Vollsmose, mor til fire drenge og en pige, og så har hun fem børnebørn. Samia Mansour kom til Danmark fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon.
»Der er gode og dårlige ting at sige om den danske kultur - det kan jeg sige efter nu at have været her i 20 år. Danskerne savner i deres kultur de stærke bånd mellem familiemedlemmer, som vi har,« siger hun. >
Så banker det på døren, og Samia Mansour skynder sig at få sit tørklæde på hovedet, inden hun går ud og åbner. Samia Mansour bar ikke tørklæde, da hun kom til Danmark, og hendes datter har nu valgt tørklædet fra.
»Jeg kunne aldrig finde på at tvinge hende,« >siger Samia Mansour, da hun er kommet tilbage.
»Det er hendes egen beslutning, og det er hendes far helt enig i.«

Dansk eller arabisk

At opdrage sine børn i en kultur og i et land som Danmark er en udfordring, når man kommer fra Mellemøsten, mener Samia Mansour. Især hvad angår drengene.
»Jeg brød for en tid forbindelsen til en af mine sønner, da han giftede sig med en dansk pige,« fortæller Samia.
»Det var ikke, fordi hun var dansk, at jeg var imod, at min søn tog hende som hustru. Det var, fordi jeg vidste, de ikke ville passe sammen,« siger hun og tilføjer, at sønnen og den danske pige blev skilt efter et års tid.
Efter Samia Mansours opfattelse har andengenerationsindvandrere ikke nogen klar identitet, for de er hverken danskere eller arabere.
»Der er en høj skilsmisseprocent i arabiske indvandrerfamilier i Danmark,« siger hun og fortæller, at to af hendes egne børn er fraskilte.
»Det er, hvad der sker, når familier presser på for at få deres børn gift, mens de endnu er meget unge, helt ned til 16 år. Så er de slet ikke klar til at stifte familie.«
Rodløsheden får ofte familierne til at ty til det, de kender, mener Samia Mansour.
Hun vurderer således, at der udgår et pres fra mange muslimske familier for at lægge muslimske piger, som ikke tilslører sig, på is. Ofte kommer presset endda fra deres tilslørede medsøstre.
»Det har sociale grunde - det er for, at de skal kunne følge sig trygge i deres nærmiljø,« mener Samia Mansour.
Jamala, en unge kvinde med to børn, der oprindelig stammer fra Libanon, er aktiv i en organisation, som forsøger at hjælpe Vollsmoses indvandrerkvinder til bedre integration. Også hun er opmærksom på de udfordringer, som de unge med indvandrerbaggrund står overfor.
»De arabiske familier i Vollsmose klynger sig til den identitet, de tog med fra deres hjemland. Det ser vi hos de mange kvinder, som vælger at forblive husmødre. Men de er nødt til at forstå, at situationen her i Danmark er en anden,« >siger hun.
»For de unge kan det også være meget svært at blive en del af det danske samfund. Jeg kender for eksempel en ung pige, som har fortalt mig, at de aldrig ser danske tv-kanaler i hendes hjem. Det kan virke mærkeligt, men holdningen er, at alt hvad der kommer i de danske tv-kanaler er løgne og slemme ting,« siger hun.

Den tid, vi lever i

Fathem Abdorhaman Said, mor med somalisk baggrund, nikker genkendende til problemstillingen:
»At opdrage sine børn i Danmark er meget vanskeligt. Økonomisk er vi trygge, men vi er meget bekymrede for, at vores børn skal miste deres religiøse tro i det her samfund,« >fortæller hun.
»Nogle gange føler jeg, at jeg opbygger værdier i mine børn, men at samfundet udenfor gør alt, hvad det kan for at rive det, jeg har opbygget i stykker,« tilføjer hun.
»Det danske samfund er meget anderledes end det, jeg kommer fra. Der er respekten for ældre mennesker større, men her i landet hører man, hvordan børn tiltaler deres lærer ved fornavn. I min hjemkultur ville det være tegn på manglende respekt,« siger Abdorhaman.
Hun er imidlertid opmærksom på, at det ikke nytter noget at tro, hun kan opdrage sine børn, som var det i hendes egen barndoms Somalia.
»Drenge og piger bliver ofre for deres forældres indstilling til familieliv og kønsroller - fordi de søger at kopiere livsformen fra deres gamle hjem og overføre den til deres børns personlighed,« siger hun.
»Men den slags vil aldrig fungere i Danmark. Vi er nødt til at lytte til, hvad profeten Muhammed sagde til sine tilhængere: ‘Opdrag ikke jeres børn, som I selv er blevet opdraget, men gør det efter den tid, som børnene lever i.«

Serie: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere. Hun beretter om sit møde med bydelen i denne serie.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’

Kunne 'muslimsk finans' have afværget finanskrisen?

Bankdrift efter sharia-principper spås en lysende fremtid i takt med stigende efterspørgsel på banker i den muslimske verden. De varmeste fortalere mener også, at sharia-finans kunne have forebygget finanskrisen

Af: Hana Al-Khamri

Kun 14 procent af verdens 1,57 milliarder muslimer bruger banker. Hvis banker var så populære blandt muslimer som blandt f.eks. amerikanere, ville der derfor være mere end en milliard flere bankkunder verden over.
Sådanne udregninger har fået alverdens finansvirksomheder til at slikke sig om munden, og storbanker som HSBC, Citigroup og UBS har lanceret særlige afdelinger for ‘islamic finance’ - muslimsk finansvirksomhed. Også i Danmark er en lille gruppe sparekasser i gang med at løbe sharia-banken Amanah i gang - den beskæftiger sig dog kun med boligfinansiering.
Op til finanskrisen i 2008 var sektoren i voldsom vækst, men væksten var i høj grad knyttet til en kæmpe ejendomsboble i bl.a. Dubai, som siden er klappet sammen med et brag. Nu melder bl.a. Financial Times imidlertid om ny vækst: Sidste år steg værdien af verdens muslimske finansielle aktiver med 29 procent. Og denne gang er det ikke kilometer-høje skyskrabere i Dubais ørken, som driver væksten, men ganske almindelig bankdrift. Med udsigt til pæn vækst i de muslimske lande i de kommende år og dermed også udsigt til, at flere muslimer får brug for en bank, kan tendensen meget vel fortsætte.

Krisekur?

Muslimsk bankdrift adskiller sig fra almindelig bankdrift, fordi udlån af penge med renter er forbudt. I stedet indgår banken og kunden aftaler, hvor banken køber noget, som kunden efterfølgende køber tilbage i små bidder til en på forhånd aftalt pris.
»Formålet er at gøre en person eller et firma i stand til at købe ting, de har akut behov for, i overensstemmelse med deres evne til at betale senere,« forklarer Dr. Muhammad Umer Chapra fra Islamic Development Bank i Jeddah, Saudi-Arabien. Han har skrevet en lang række bøger om muslimsk finansvirksomhed og er en varm fortaler for fordelene ved muslimsk bankdrift.
»Islam kræver, at en forretningsdrivende og en pengeudlåner skal dele såvel profit som risiko ligeligt. Derfor er et af de basale principper ‘ingen risiko, ingen gevinst’,« siger han.
Princippet modvirker skabelsen af for megen risiko, og derfor kunne det også have modvirket den voldsomme forøgelse af risikoen i finanssektoren, som gik forud for finanskrisen, mener Mohammad Umer Chapra. Samtidig påpeger han, at det ifølge islam er forbudt at låne penge ud til køb af ting, som ikke er ‘reelle’. Det ville have gjort det umuligt at udlåne penge til køb af den slags derivater og andre finansprodukter, som var med til at forværre finanskrisen.
Den danske islam-ekspert Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Københavns Universitet, påpeger, at der er mange indbyrdes uenige skoler inden for muslimsk bankvæsen, og at man derfor skal være påpasselig med at udråbe principperne bag muslimsk finansvæsen som en totalløsning på finanssektorens problemer.
»Man skulle måske hellere sige, at hr. Chapras version af muslimsk bankvæsen ligger på linje med en del af den betydelige kritik, som er blevet rejst af visse finansielle produkter i kølvandet på finanskrisen,« siger han.

'Tusind og en nat' slap fri af egyptisk censur

Den arabiske litteraturs eventyrlige og klassiske hovedværk læses, elskes og beundres verden over. Men stod det til en gruppe religiøse jurister, måtte det ikke længere udkomme i i den arabiske verdens toneangivende kulturnation - i al fald ikke før alle 'obskøne passager' er strøget

Af: Hana Al-Khamri

Det er den arabiske verdens mest berømte litterære eksportprodukt efter Koranen, men det ville være synd at sige, at det nyder en sammenlignelig stor popularitet blandt islams moralvogtere. Og nu ønsker »en ny inkvisition« - således har kritikere stemplet gruppen - af stærkt religiøse advokater, at Tusind og en nat skal om ikke ligefrem forbydes helt at udkomme i Egypten, så i al fald redigeres med flittig censursaks, for at sikre, at dens »anstødelige og obskøne passager« ikke finder flere læsere.
»Bogen er fuld af laster, synd og skamløse udtryk«, og den »anlægger en sarkastisk holdning over for den guddommelige essens«.
Sådan opsummerede de syv advokater deres anklagepunkter i sidste måned, og siden har sagen mod Tusind og en nat været det store samtaleemne blandt egyptiske intellektuelle.
Sandt at sige føjede advokaterne et yderligere anklagepunkt til, nemlig at udgivelsen af bogen var »spild af offentlige penge«.

Udsolgt på to døgn

Skydeskiven for de religiøse retslærdes vrede var Gamal al-Ghitany, en berømt romanforfatter og redaktør af Egyptens mest velanskrevne litteraturtidsskrift og tillige forlægger for den nyeste version af antologien over 1.000 år gamle arabiske folkeeventyr, som er udgivet i en ny klassikerserie, som er blevet finansieret med statslige sponsormidler.
Det gjorde ikke deres vrede mindre, at første oplag blev revet væk af begærlige læsere og var udsolgt på mindre end to døgn. Tidligere på måneden tog en domstol så stilling til censurbegæringen.
»Tusind og en nat er en uvurderlig del af den arabiske kulturarv og vil altid være en hjørnesten i den mellemøstlige litteratur,« siger Sabri Elaskhari til Information over telefonen.
Som advokat skulle han have forsvaret den litterære perle i retten, men så vidt kom det aldrig. For den egyptiske rigsadvokat endte med at afvise sagen og alle tiltaler imod bogen med henvisning til, at der ikke ses at foreligge noget kriminelt forhold.
»Der var tale om et angreb på ytringsfriheden fra kredse, der vil misbruge islam til at stække den. Det er glædeligt, at rigsadvokaten har sat dem på porten,« >siger Elaskhari.
Tusind og en nat blev altså indtil videre frikendt trods bogens sine steder ganske saftige og eksplicitte erotiske passager - »Den rette holdning er ikke at forbyde bøger, pointerer Elaskhari.
»Kan man ikke lide at læse den slags, kan man jo bare lade være med at tage bogen med hjem«.
Man skal dog ikke vente, at de religiøse advokater indstiller deres censuriver.
»Dette var anden gang på 25 år, at Tusind og en nat blev forsøgt forbudt. Men denne gang har rigsadvokaten understreget bogens store kulturelle betydning,« siger den egyptiske advokat.

Ikke enestående tilfælde

Flere egyptiske forfattere gik da også sammen om en modkampagne for værkets fortsatte lovlighed. På egyptisk tv udtalte en talsmand for denne, at advokaterne »opførte sig som Taleban«, idet han henviste til den fundamentalistiske bevægelses dynamitsprængning af to gigantiske Buddha-skulpturer ved Bamiyan i 2001.
Ej heller er dette første gang, at bøger er søgt forbudt i Egypten. Sagen minder om flere andre tilsvarende. Nogle egyptiske forfattere taler om en hel bølge censur og advarer imod øget kulturel undertrykkelse og inkvisitionsstilstande.
En andet nylig sag omhandlede forfatteren Yousef Ziedans roman Azazil, som vandt den arabiske Booker-pris i 2009. Her mente religiøse kredse, koptiske kristne og muslimer i forening, at bogen var forhånende over for kristendommen og blasfemisk, fordi Jesus ikke skildres som Guds søn.
Ganske mange bøger finder ingen nåde for de egyptiske censurmyndigheder, de fleste af disse er dog bøger på andre sprog end arabisk.
Senest er engelsksprogede udgaver af den brasilianske forfatter, Paulo Colhoes bestsellerromaner Veronika beslutter sig for at dø og Elleve minutter kommet på forbudslisten.
Artikel 178 i den egyptiske straffelov forbyder offentliggørelse af materiale, som skønnes at være »anstødelig over for den offentlige anstændighed«.
Overtrædelser af denne bestemmelse kan medføre fængselsstraf på op til to år.
Igennem de seneste to årtier har Egypten oplevet en stigende indblanding fra religiøse kræfter og institutioner i hvad der kan offentliggøres inden for kunst og underholdning - en udvikling, som den egyptiske stat selv har promoveret, da Statsrådet i 1999 gav Al-Azhar-universitet, den islamiske verdens mest prominente læreanstalt, og Det Islamiske Forskningscenter ret til at undersøge og udtale sig om alle former for audiovisuelle og trykte værker, som indeholder referencer til religion.

Rødt kort til spillere med hovedtørklæde

Mens muslimske kvinder interesserer sig mere og mere for sport, er de som regel udelukket fra at deltage på grund af pålædningsregler. Kvinderne kæmper på to fronter for deres sport

Af: Hana Al-Khamri

Flere og flere muslimske kvinder interesserer sig for og dyrker sport. Sportsbegivenheder skaber udfordringer for muslimske kvinder, og i FIFA og Den Internationale Olympiske Komité har man længe diskuteret, om piger med tørklæde, kan deltage i sportsstævner:
»De skal lade dem deltage under de muslimske påklædningsregler, fordi sport er forbundet med uddannelse og myndiggørelse,« siger Lina al-Meena fra Saudi-Arabien, anfører på landets første kvindelige basketballhold, Jeddah United.
Sammen med sin mand oprettede de i 2006 Jeddah United Sports Company (JU). Et af JU’s vigtigste mål er at fremme kvindeidræt i det saudiske kongerige, hvilket har skabt en del debat.
For et par måneder siden udelukkede fodboldens verdensorganisation, FIFA, de iranske fodboldpiger fra OL for unge i Singapore, fordi de bærer hovedtørklæder. Og det er ikke det eneste eksempel. Sura al-Shawk, en ung schweizisk muslim fra Luzern, som spiller basketball, har fået at vide, at hun ikke må bære hovedtørklæde under kampene.
Dette problem blev tydeligt for første gang i februar 2007, da en 11-årig muslimsk pige blev udelukket fra en fodboldturnering i den canadiske delstat Quebec, fordi hun nægtede at fjerne sit hovedtørklæde. Fodboldforbundet i Quebec forsvarede beslutningen med henvisning til regler, som forbyder spillere at bære tøj og smykker, der kan forårsage skader.
FIFA’s afgørelse er tilsyneladende baseret på en paragraf i fodboldens internationale regelsæt, hvori det hedder, at det obligatoriske udstyr »ikke må indeholde politiske, religiøse eller personlige budskaber«.

Lukkede stævner

Rola Assi, det eneste bestyrelsesmedlem i Libanons olympiske komité, siger:
»For mange år siden måtte kvinder slet ikke deltage i OL. Det var kun for mænd, så vi må ikke miste håbet. Vi bliver ved, indtil kvinderne får lov til at bære tørklæde og dyrke sport.«
Kvinder i Libanon lever under friere forhold end kvinder i andre arabiske lande. Rola Assi siger, at kvinderne i hendes land deltager i næsten alle sportsgrene. Kvinder fra Saudi-Arabien har derimod ikke lov til at deltage i OL eller andre store sportsbegivenheder. Kvindeidræt er også forbudt på offentlige skoler der.
»Derfor har IOC længe sagt, at de vil udelukke Saudi-Arabien fra OL, så længe saudiske kvinder ikke må deltage. Men der er endnu ikke sket noget,« siger Lina al-Meena og tilføjer: »Vores udfordring i Saudi-Arabien går ikke ud på, at få kvinderne med til OL, men at få indført idrætstimer på de offentlige pigeskoler,« forklarer Lina al-Meena.
Iranske kvinder har siden begyndelsen af 90’erne haft lov til at deltage i internationale sportsstævner som f.eks. OL. Men på grund af reglerne for klædedragt har deres deltagelse været begrænset til skydekonkurrencer. For at give kvinderne mulighed for at deltage i sportsgrene, hvor dele af kroppen er blottet, blev Den Islamiske Kvindeidrætsorganisation oprettet i 1991 med støtte fra bl.a. IOC. Organisationen afvikler sportsstævner for muslimske kvinder, hvor mandlige deltagere såvel som organisatorer og tilskuere er bandlyst.
Disse stævner blev til på initiativ af Fa’ezeh Hashemi, datter af ekspræsident Akbar Rafsanjani, en kontroversiel forkæmper for kvindeidræt. De muslimske kvindelege fandt sted for første gang i Teheran i 1993, hvor deltagerne marcherede ind på stadion iført hijab til den officielle åbningsceremoni, som også blev overværet af mandlige tilskuere. Derefter konkurrerede kvinderne i de forskellige sportsgrene i almindeligt sportstøj. Alle konkurrencerne fandt sted i bygninger med adgang forbudt for mænd, så deltagerne kunne tage deres hijab af.
Sima Limoochi, som er bordtennisspiller og medlem af IOC’s udvalg for kvinde-idræt, siger:
»Det er forståeligt, at IOC ikke kan tillade kvinder, der følger muslimske påklædningsregler om at tildække sig helt. Derfor bør vi finde en anden løsning. Det er meget vigtigt at tilskynde muslimske kvinder til at dyrke sport. IOC skal vide, at de ikke kan ændre vores islamiske tankegang, så derfor er det bedre at diskutere tingene for at finde en passende løsning,« siger Limoochi, som er Irans medlem af det internationale bordtennisforbund.

Kulturelt spørgsmål

Muslimer mener, at profeten Muhamed anbefalede en sund livsstil, og at muslimer derfor bør dyrke sportsgrene som løb, ridning, svømning og bueskydning. Nogle muslimske sociologer, som tager udgangspunkt i muslimske kilder mener, at idræt på grund af de sundhedsmæssige fordele burde være obligatorisk for kvinder.
»Der var en gruppe i samfundet, som var imod mit basketballhold,« siger Lina al-Meena. »Der er ingen religiøse argumenter for, at vi ikke kan dyrke sport. Det er et kulturelt spørgsmål, men nogen af dem bruger religion som deres egen ideologi.«
Kønsopdelingen giver mange piger og kvinder mulighed for at dyrke sport. Det anses imidlertid af mange for at være ‘ufeminint’, selvom det foregår uden mandlige tilskuere. Ifølge saudiske aviser var det således yderst kontroversielt, da landets kvinder fik mulighed for at spille fodbold.
»Det muslimske bønne-ritual er faktisk en række gymnastiske øvelser«, siger Lina for at bevise, at idræt allerede er en del af muslimers åndelige liv: »Under de fem daglige bønner laver vi sidebøjninger, lægger håndfladerne på knæene og ryggen parallelt med jorden, mens vi ser på fødderne. Vi rejser os fra en sammenbøjet til en opretstående stilling med armene langs siden. Er det ikke fysiske øvelser?« spørger Lina al-Meena.

Jordansk fodboldpioner indtager landet

En ung kvinde fra Jordan, som har skrevet kontrakt med Fortuna Hjørring, er den første arabiske kvinde, der spiller professionel fodbold i Europa

• Rødt kort til spillere med hovedtørklæde

Stephanie Al-Naber jonglerer med bolden hos Fortuna Hjørring - som den første professionelle kvindelige spiller i Europa. Foto: Sigrid Nygaard

Af: Hana Al-Khamri

 

  

Stephanie Al-Naber er en 22-årig fodboldspiller fra Jordan. Hun var blandt de første kvindelige spillere, da klubben Shabab Al-Urdon (Jordans Ungdom) åbnede for kvindefodbold i 2005. I august sidste år var hun på turné i Europa og spillede sig til en professionel kontrakt med den danske klub Fortuna Hjørring. Dermed blev hun den første kvindelige spiller fra Mellemøsten i Europa, hvilket har gjort hende til en stjerne i hjemlandet:
»Jeg er den første kvindelige fodboldspiller fra Jordan, som har fået mulighed for at spille professionelt i udlandet, så da jeg skrev kontrakt, var det en stor ting i mit hjemland,« fortæller hun.
Stephanie Al-Naber begyndte i den danske klub efter kampene for det jordanske landshold i Officers Club Championship i begyndelsen af 2009, hvor Jordan opnåede en andenplads. Hendes modersmål er arabisk, men hun taler flydende engelsk og studerer ved Aalborg Universitet.
Fortuna Hjørring har sørget for, at Stephanie Al-Naber kan færdiggøre sine handelsstudier under opholdet i Danmark. Hendes akademiske aspirationer går hånd i hånd med træning og kampe for klubben fra Hjørring, så hun regner med at afslutte sin bachelorgrad til sommer.

Fodboldfamilie

Hun begyndte sin professionelle karriere i en ung alder, og hendes kærlighed til bolden begyndte, da hun var barn. Hun har driblet med en fodbold, siden hun trådte sine første skridt, og voksede op i et sportsinteresseret miljø:
»Jeg spillede altid fodbold med min familie derhjemme, og så spillede jeg på skoleholdet. Da jeg var 10 år, så træneren, at jeg havde talent. Senere spillede jeg to sæsoner i en mindre klub, inden jeg i 2005 spillede min første kamp for Shabab Al-Urdon. I 2006 spillede jeg min første kamp for landsholdet,« siger hun.
Hendes far, Mazen, er en stor fan af Shabab Al-Urdun og har opmuntret sine børn til at spille fodbold. Resultatet er, at tre af hans børn spiller for et andet hold i Jordan. Hun kommer fra en familie af inkarnerede fodboldelskere. Hendes yngre bror Yousef spiller også på landsholdet, ligesom hendes lillesøster Natasha:
»Selvom min mor ikke er sportsinteresseret, støtter hun os alligevel,« siger hun.
Under West Asia Cup sidste år mødte Stephanie en australsk spiller, som havde været i Danmark:
»Hun spurgte mig, om jeg ville være interesseret i at komme til Danmark for at spille. Det var altid min drøm at spille i Europa.«
Stephanie Al-Naber har fået et tilbud fra en tysk klub om at spille for dem, når hendes kontrakt med Fortuna Hjørring udløber ved udgangen af juni:
»Min plan er først at bestå min eksamen ved universitetet i Aalborg. Jeg ved ikke, hvad jeg så gør bagefter. Jeg er ikke sikker på, at jeg tager imod tilbuddet fra Tyskland, for jeg er nødt til at tænke på min uddannelse.«
Jeg spurgte hende, hvordan de danske spillere reagerer på en arabisk pige, der spiller fodbold i Danmark:
»De har været meget overraskede, og derfor føler jeg et stort ansvar. Jeg skal være rollemodel for alle spillere fra Mellemøsten og udnytte denne mulighed så godt som muligt.«

Lærer en masse

»I mit hjemland er der stadig nogen, der kritiserer mig, fordi jeg som kvinde spiller fodbold. Men jeg er ligeglad, for min familie og det jordanske fodboldforbund støtter mig. Jeg blev lykønsket af den jordanske prins Ali bin al Hussein, da jeg skrev kontrakt med Fortuna Hjørring, og de jordanske aviser skrev om det. De følger stadig med i, hvordan jeg klarer mig i Danmark.«
Selvom klimaet og kulturen er helt anderledes, virker hun glad for at spille i Hjørring: »Jeg lærer en masse af at spille her i Danmark, hvor niveauet er meget højere. Jeg har arbejdet hårdt, og derfor har klubben sagt, at de gerne vil beholde mig, og at de tror på mit talent,« siger Stephanie Al- Naber og tilføjer glad og stolt: »Det er fantastisk måde at bruge sin fritid.«

A daughter of the Sun

PORTRAIT. When Hana Al-Khamri discussed the future with her childhood friends, she listened, with growing irritation, how one by one explained that they do not need to study because they would get married. Finally she stood up and gave a little speech.

- I concluded by saying “I will not get married, and you will know who I am.”

Hana Al-Khamri traded the women’s desk in Saudi Arabia for foreign desk at the Danish magazine Information. For a daughter of a guest worker from Yemen, a career in journalism was almost an impossible choice.

She describes her family as conservative. Her father is a guest worker from Yemen, but the family has lived in Saudi Arabia her whole life. The dream of becoming a journalist was difficult to realize. As a woman, she was not allowed to study journalism. As a child of a guest worker, she was not allowed to study at the university. And the family and society around her wanted her to get married and stay at home.

When she was 19 years old, she called up the newspaper Al-Madina and offered to write on voluntary basis. She was invited to write for the female affairs desk, which consisted of two women who sat in a remote part of the building and wrote about women’s issues. In the two years that she spent there she never met her male colleagues.

- If I had passed by my boss on the street, I would not have known that it was him.

She worked her way up to a paid job and eventually became responsible for the Islamic Women’s page describing the challenges the Muslim women face in Saudi society. There, she started several debates, including a debate on why women cannot work in courts.

- I noticed that I was able to bring new ideas with soft words, that there is no need for violence to change things.

She was offered a course in electoral reporting at the American University in Beirut, but her father refused to let her go. Eventually she was allowed to go on the condition that her brother would come along. She was then 21 years old – he was 14. However, the weeks in Lebanon were an awakening for her.

- It is a country in the Middle East where people have completely different perspectives and opportunities. When I got home I started reading a lot about religion and realized that many problems of the society in Saudi Arabia do not come from the religion but from the traditions.

- When the world tries to limit me, religion is my only freedom.

Next, she discovered a new course at the Al Jazeera Media Center in Qatar, which deals with live coverage and interaction online.

- I realized that if I did not manage to shake off my brother this time, I would be dragging him with me the rest of my life.

She told her dad that it was a women only type of course and that the women would come and fetch her. Only when returned home, did she tell the truth.

- Look, I’m back, nothing happened, I’m not pregnant!

After that she worked for two years in order to get a scholarship for a course in international relations at Krogerup’s school in Denmark. Eventually she managed, with money from the Politiken Foundation and a Danish museum. When it was time to do an internship, Hana Al-Khamri called up the editor of the Information and asked if she could work there twice a week. After some persuasion, she was allowed to work at the foreign desk where she made three big stories: about Saudi Arabia, the Iraqi elections and the Saudi delegation at the climate summit in Copenhagen. As a result, she was allowed to stay for six months.

- I have been told that I was the first journalist from the Middle East to work on a Danish newspaper.

However, her column on life in Denmark generated the most reactions. She received many comments when she criticized Pia Kjaergard’s statement that a woman can not wear the burqa because “we can not have people around us who do not smile back when we smile at them”. Hana Al-Khamri asked what was worse: not getting a smile or not to get an education, which will be the consquence for the women who wear burqa if they are banned.

- The best was all the feedback I received from the readers, many said that my articles were different from the rest, I provided new angles and perspectives.

The positive reception in Denmark has made her think that she should continue in Sweden or Norway, if there is a newspaper that would like to try a similar approach. Her dream is still to get a journalism degreen in Europe, and return to the Middle East.

- We need journalism to change the society, and I feel I must return, for it is getting worse and worse.

During her entire childhood, she was lost in books, which she bought cheap at the market. Her mother found it strange that she did not care about cleaning and cooking, but let her be. At the beginning people were talking a great deal about Hana Al-Khamri, about her career choices, her marital status and travels. It has calmed down a bit, but the family still feels pressured, and sometimes asks if she should get married and stop working.

- My dad, and the whole society must understand that freedom is not that should be given to me, it is born with me, it is a part of me.

Her childhood friends have now read her name in the newspapers. One of them, who now has three children, phoned her and said, “I think you were the only one of us who made the right choice.”

Even her mother, who got married when she was 16 years old, has changed her point of view and now supports her life choices.

- She said “You have been able to do so much that I never got the chance to do. Keep it up, and do not listen to your dad, but do not say that I said it! “

Hana Al-Khamri on Journalism in Denmark and in Saudi Arabia:In Denmark, I learned storytelling: To alternate sources, quotes and facts in order to create a read thread. In Saudi Arabia, it was common to just take the sources after each other. In Saudi Arabia, women cannot study journalism, or work with men. In Saudi Arabia the chief editors are appointed by the Ministry of Information and sit more or less for life. In Saudi Arabia the only way to write controversial stuff is to do it on a blog, while in Denmark, I could write about what I wanted.

Working as a journalist in Denmark and in Saudi Arabia:In Denmark I was for the first time able to talk directly to my editor, go over to the editing, see my pages made out, and participate in editorial meetings. In Saudi Arabia, there is great hostility, especially from older, conservative men, who, among other things, prevented me from entering the press conferences. I was also dependent on men for my transport because I could not drive.

Western Media’s Middle East Watch:
I do not like to generalize, but my understanding is that they have approximately the same angles, and that they follow each other very much. They constantly confirm stereotypes about the Middle East and confirm what the readers already know, but seldom dig deeper. One of the biggest misconceptions is that the veil is something forced on us. It is not religion that oppresses us, it is tradition.

Translated from Swedish by Marina Ferhatovic at Emajmagazine

Read the text in the original language in Medevärlden

Museum giver efter for pres

Først aflyste Verdenskulturmuseet i Göteborg en planlagt kontroversiel udstilling af frygt for at provokere religiøse følelser, nu aflyser de så aflysningen, fordi de er bange for ståhej

• Kulturrelativisme

Et af de billeder, som ikke bliver vist på Verdenskulturmuseet i Göteborg. Museet har nu ændret holdning og vil gerne udstille kunstneren, men Wallin har fået nok og vil nu finde et andet sted til sine billeder. Foto: Elisabeth Ohlson Wallin

Af: Hana Al-Khamri, 

Verdenskulturmuseet i Göteborg giver efter for pres udefra og viser nu alligevel den aflyste udstilling ‘Jerusalem’ med billeder af homoseksuelle i Jerusalem af den anerkendte svenske fotokunstner Elisabeth Olson Wallin som oprindeligt planlagt.

Større billede

Større billede

Større billede

Større billede

Historien om udstillingen begynder tilbage i 2007, hvor fotokunstneren og museet lavede en aftale om den kommende udstilling.
Siden fik museet en ny ledelse, og den nye ledelse rådførte sig med tre religiøse ledere og besluttede sig i forlængelse heraf for at gøre udstillingen mindre og at vise billederne i en helt anden sammenhæng, end den fotografen havde planlagt. Den beslutning fik fotokunstneren til at opsige sin kontrakt med Verdenskulturmuseet. Det skete ifølge Wallin, fordi museet ikke har ønsket at vise hendes udstilling i sin oprindelige form af frygt for, at den skulle støde nogle menneskers religiøse følelser. I særlig grad var museet bange for, at billederne ville fremkalde stærke reaktioner fra muslimer.
Trods kovendingen er det imidlertid slet ikke sikkert, at Verdenskulturmuseet overhovedet kommer til at vise ‘Jerusalem’-udstillingen, for de har efter offentliggørelsen af den nye beslutning end ikke kontaktet fotografen og spurgt hende, om hun nu vil være med.
Og meget tyder på, at museet nu slet ikke får lov at vise udstillingen. Konfronteret med den nye oplysning siger Elisabeth Ohlson Wallin til Information, at »hun ikke længere kan stole på museet. De havde en underlig holdning til mine billeder, og de lyttede til religiøse lederes ønske om at stoppe udstillingen.«
Desuden har hun fra andre museer fået flere tilbud om at vise udstillingen.

Alle tre religioner

I udstillingen kombineres kunstfotografier fra Jerusalem med tekststeder fra de tre monoteistiske verdensreligioner, der alle betragter Jerusalem som en hellig by. I nutidige omgivelser skal billederne illustrere bestemte passager fra jødedommens Torah, kristendommens Bibel og Islams Koran.
Idéen fra Wallins side var ikke »at spille på den islamofobi, som er på fremmarch i Sverige - det er bekymrende, og jeg er meget optaget af det spørgsmål, såvel som jeg er af homofobi og anden diskrimination. Nej, hvad jeg ville vise var, at islam ikke står alene med sin fordømmende holdning til homoseksuelle. Den deles også af jødedom og kristendom.«
Wallin har hele tiden insisteret på, at udstillingen kun kan vises solo. For hende var hensigten fra første færd at vise, hvordan de tre store monoteistiske verdensreligioner ser på homoseksualitet.
»For mig var det en pointe, at disse tre religioner har det samme had til sex,« siger hun. Da Elisabeth Wallin i 2007 tilbød museet sine billeder, blev de accepteret med begejstring.
»Dengang havde museet en brav direktør i Margaret Allen. Hende havde jeg haft et godt samarbejde med, og hun ville gerne have min udstilling,« siger Wallin.
Hun fortæller videre, at da hun var i Jerusalem ved påsketid for at tage de aftalte portrætter, fik museet ny direktør. Nu var man på museet »bekymret for de billeder, jeg havde tilbudt, skønt de slet ikke havde set dem endnu. Man var bange for, at billederne ville blive anset for provokerende og fremkalde stærke reaktioner fra muslimer,« som hun formulerer det.

Vaklende ledelse

Journalist Malin Clausson, som har dækket historie for Göteborgs-Posten, siger, at historien har vakt opsigt og debat i svenske medier, navnlig fordi den involverer en kunstner, der anses for højt anerkendt.
»Debatten her i Göteborg har meget gået på, at museet er bange for noget, som vil blive opfattet som en politisk manifestation. Mit eget synspunkt er, at vi har at gøre med en svag og vaklende museumsledelse, der ikke ved, hvad den gør.«
Den påstand er blevet bekræftet af den seneste kovending. Museet i Göteborg skyr konflikter og tiltrækker dermed gentagne gange nye.
Som Karin Olsson, kulturredaktør på Expressen, udtrykker det, så er »museet lige så bange for først at krænke religiøse følelser, som man er blevet efter al ståhejen med Ohlsson Wallin.«
Karin Olsson fortsætter: »Hvorfor lærte museet ikke af hændelsen med Louzla Darabis værk ‘Scéne d’amour?’« Den franske kunstner med muslimsk baggrund lavede et billede, der viser et samleje og vers fra Koranen. Det blev efter trusler fra muslimske grupper i 2005 fjernet af museet. Hændelsen vakte stor diskussion og blev set som en accept af en indskrænkelse af ytringsfriheden.

Ny ledelse

Problemet for museet opstod ifølge Ohlsson Wallin oprindeligt, da den nye ledelse i kulturrelativismens hellige navn for tre religiøse ledere valgte at forevise en række af hendes billeder og lade deres reaktioner bestemme selve udstillingen:
»Jeg syntes, det et godt initiativ, da de åbenbart ønskede at forberede sig på de spørgsmål og reaktioner, som billederne kunne vække. Museet mødtes altså med en rabbiner, en præst og en repræsentant for en muslimsk ungdomsorganisation. De tre ledere mødte op hver for sig på tre forskellige dage, men jeg var ikke med til et eneste af møderne. Jeg blev også vred, da det gik op for mig, at museet ikke havde inviteret nogen homoseksuelle personer med - og for øvrigt heller ingen kvinder. Alle parter jo må høres i en sådan sag,« siger Wallin.
Efter mødet med de religiøse ledere foreslog museet derefter, at udstillingen kun kunne vises, hvis den indgik i en større udstilling, hvor repræsentanter for de tre verdensreligioner kunne forsvare sig imod anklager for homofobi. »Det sagde jeg nej til, for min udstilling er udtænkt til specifikt at beskæftige sig med det ømtålelige problem, at de tre religioner fordømmer homoseksualitet. Det ville kun fungere på en separat udstilling,« understreger Wallin.
»Det var tydeligt, at museet var blevet påvirket af, hvad de religiøse ledere havde sagt til dem,« siger Wallin. »Først på det tidspunkt opstod der overhovedet en konflikt.«
Nu har Verdenskulturmuseet så skiftet kurs igen. Spørgsmålet er, om de ikke taber udstillingen på gulvet.

Fakta: Wallin

Elisabeth Ohlson Wallin (f. 1961) er en af Sveriges mest kendte fotokunstnere. Hun bor i Stockholm med sine to børn. Hendes udstillinger har ofte beskæftiget sig med seksualitet og religiøs undertrykkelse. Blandt hendes andre udstillinger er ’Via Dolorosa’ (2004) om hiv/aids-situationen i Sydafrika, ’Livet med tiden’ (2006) om at blive gammel og ’In Hate We Trust’ (2007) om religiøst tilskyndet had og hadforbrydelser mod homoseksuelle.

'Twitterrevolutionen var en and'

Internettets sociale medier er ikke det værktøj, der kan vælte Irans styre, siger iransk internetekspert og eksiljournalist. Den forestilling er en romantisk vestlig utopi, for dels kan regimet blokere hjemmesider, dels er det kun de færreste iranere, der har netadgang og fornøden teknisk viden til at bruge de nye medier effektivt

• 
  

Twitter havde ikke nogen særlig stor betydning for den iranske opstand, mener Mahmood Enayat, der forsker i nye medier. Foto: Kristine Kiilerich

Af: Hana Al-Khamri

»Forhåbningerne til at internettets sociale medier kan blive det værktøj, der kan vælte Irans styre, er overdrevne. Facebook og Twitter kan ikke fostre revolution eller massemobilisering alene af den grund, at flertallet af iranerne slet ikke har netadgang. Og kun de færreste af dem, der har, er i stand til at omgå myndighedernes blokeringer. Snarere er de slag, som udkæmpes i Irans internetoffentlighed mellem oppositionsaktivister og regimet at sammenligne med en slags elektronisk kattens leg med musen.«
Sådan siger Mahmood Enayat, en iransk ekspert, der forsker i nye medier ved Oxford Internet Institute, og som netop har gæstet Danmark, i et interview med Information.
‘Twitterrevolutionen’ blev de kaldt, de protestdemonstrationer, som skyllede hen over Irans større byer i sommeren 2009 (og stadig blusser op med jævne mellemrum, navnlig på nationale og religiøse mærkedage, red.), som udtryk for folkelig vrede over hvad der blev set som en tilsvindlet valgsejr, der gav præsident Ahmadinejad en ny periode på bekostning af rivalen Mousavi. Demonstrationerne, der på deres højeste kunne samle over en million mennesker, blev knust med stor brutalitet, og samtidig fik de iranske mainstreamjournalister forbud mod at dække begivenhederne

Meningsløs betegnelse

»Twitter er slet ikke det mobiliseringsværktøj, det er blevet gjort til. Twitter blev ikke brugt til at organisere protesterne, så derfor er Twitter-revolutionen en meningsløs betegnelse,« siger Enayat. »Udtrykket blev lanceret af en iransk blogger, der skriver under navnet Andrew Sullivan. Herfra spredte det sig hurtigt til verdens medier,« forklarer han.
Enayat, hvis akademiske forskning fokuserer på de juridiske, politiske, sociale og psykologiske implikationer af internetfiltrering, har navnligt interesseret sig for, hvordan de iranske myndigheder bruger filterteknologien til at blokere for bestemte typer indhold.
Sammen med fem andre eksiliranske journalister er han i denne uge i Danmark for at deltage i et seminar arrangeret af blandt andet Dansk Journalistforbund, International Media Support og Forlæggerforeningen, der skal belyse, hvad der kan gøres for at skabe nye strukturer, der kan styrke og professionalisere de iranske medier - både dem, der opererer indenfor og dem, der opererer uden for Den Islamiske Republik, således at disse kan sættes bedre i stand til at formidle ucensurerede informationer og fremme åben debat.
»De fleste twitteraktivister i Iran efter præsidentvalget skrev på engelsk og ikke på farsi,« siger Enayat. »Det fortæller alt om, hvor lille en minoritet der var tale om.«
»Situationen i Iran i de hektiske uger var præget af de restriktioner, som regimet havde pålagt både iranske og udenlandske medier. Men ved siden af disse medier var der så bloggeraktivisterne, der også benyttede sig af Facebook og YouTube. De fleste af disse skrev på farsi, og hvad der så skete, var at iranere i udlandet, som fulgte med i disse blogs, formidlede oplysninger videre på engelsk på Twitter. Derfor begyndte alle de udenlandske medier at interessere sig så meget for Twitter. CNN havde sågar sin egen Twitter-korrespondent.«
»Facebook spillede således en rolle, selv om regimet efter valget gjorde hvad de kunne for at filtrere og blokere tjenesten. Aktivisterne og deres publikum blev herefter nødt til at bruge konverteringsværktøjer for at få adgang til de spærrede sider. Før valget var Facebook mere åbent, og tjenesten blev hurtigt meget populær i Iran og blandt eksiliranere i udlandet,« siger Enayat og tilføjer: .
»Der er tusindvis af politiske aktivistgrupper blandt de over to millioner eksiliranere i verden, og de bruger de sociale internettjenester flittigt for at mobilisere støtte mod præstestyret, men i selve Iran spiller de en mindre rolle og bliver kun i begrænset omfang brugt til at koordinere aktivisternes aktioner.«

Vestlig forelskelse

»At uploade materiale til YouTube er en teknisk udfordring for de fleste, og hvis man ser på, hvad der faktisk ligger, fremgår det, at der kun er ret få personer, der har lagt videoklip op. Det kræver, at man har udstyret og ikke blot kamera og computer, men også konverteringsværktøjer, og det har kun de færreste. Noget massefænomen er der altså ikke tale om,« pointerer Enayat.
»De vestlige medier forelskede sig i en utopi om internettet som demokrativærktøj, hvor sandheden er, at måske så få som 11 procent af de iranske oppositionsaktivister i selve Iran har adgang til internettets sociale tjenester.«
Ikke desto mindre er det iranske præstestyre meget opmærksom på netmediernes undergravende potentiale, fortæller Enayat.
»Den iranske regering har iværksat et omfattende program, hvor de promoverer regeringsloyale bloggere og investerer store midler i ikke bare at kontrollere internettet, men også skabe sine egne internettjenester. F.eks. forsøger man at udvikle en national e-mailtjeneste for at slippe af med de amerikanske webmailtjenester, som mange iranere bruger.«
»Et problem ved internetaktivisme er desuden sårbarheden. Man blotter sig, efterlader et digitalt spor, og det betyder, at flere er blevet arresteret og retsforfulgt, fordi de har skrevet på Facebook og Twitter.
»Det kræver et stort teknisk knowhow at vide, hvordan man omgår myndighederne og undgår at blive afsløret.«
»De sociale internetmedier kan ikke i sig selv skabe en revolution, selv om medier selvfølgelig altid spiller en rolle for massemobilisering. Under den Islamiske Revolution i 1979 var fotokopimaskiner og kassettebånd de vigtige medier.«