Flere og flere muslimske kvinder interesserer sig for og
dyrker sport. Sportsbegivenheder skaber udfordringer for muslimske
kvinder, og i FIFA og Den Internationale Olympiske Komité har man længe diskuteret, om piger med tørklæde, kan deltage i sportsstævner:
»De skal lade dem deltage under de muslimske påklædningsregler, fordi sport er forbundet med uddannelse og myndiggørelse,« siger Lina al-Meena fra Saudi-Arabien, anfører på landets første kvindelige basketballhold, Jeddah United.
Sammen med sin mand oprettede de i 2006 Jeddah United Sports Company (JU). Et af JU’s vigtigste mål er at fremme kvindeidræt i det saudiske kongerige, hvilket har skabt en del debat.
For et par måneder siden udelukkede fodboldens verdensorganisation, FIFA, de iranske fodboldpiger fra OL for unge i Singapore, fordi de bærer hovedtørklæder. Og det er ikke det eneste eksempel. Sura al-Shawk, en ung schweizisk muslim fra Luzern, som spiller basketball, har fået at vide, at hun ikke må bære hovedtørklæde under kampene.
Dette problem blev tydeligt for første gang i februar 2007, da en 11-årig muslimsk pige blev udelukket fra en fodboldturnering i den canadiske delstat Quebec, fordi hun nægtede at fjerne sit hovedtørklæde. Fodboldforbundet i Quebec forsvarede beslutningen med henvisning til regler, som forbyder spillere at bære tøj og smykker, der kan forårsage skader.
FIFA’s afgørelse er tilsyneladende baseret på en paragraf i fodboldens internationale regelsæt, hvori det hedder, at det obligatoriske udstyr »ikke må indeholde politiske, religiøse eller personlige budskaber«.
»For mange år siden måtte kvinder slet ikke deltage i OL. Det var kun for mænd, så vi må ikke miste håbet. Vi bliver ved, indtil kvinderne får lov til at bære tørklæde og dyrke sport.«
Kvinder i Libanon lever under friere forhold end kvinder i andre arabiske lande. Rola Assi siger, at kvinderne i hendes land deltager i næsten alle sportsgrene. Kvinder fra Saudi-Arabien har derimod ikke lov til at deltage i OL eller andre store sportsbegivenheder. Kvindeidræt er også forbudt på offentlige skoler der.
»Derfor har IOC længe sagt, at de vil udelukke Saudi-Arabien fra OL, så længe saudiske kvinder ikke må deltage. Men der er endnu ikke sket noget,« siger Lina al-Meena og tilføjer: »Vores udfordring i Saudi-Arabien går ikke ud på, at få kvinderne med til OL, men at få indført idrætstimer på de offentlige pigeskoler,« forklarer Lina al-Meena.
Iranske kvinder har siden begyndelsen af 90’erne haft lov til at deltage i internationale sportsstævner som f.eks. OL. Men på grund af reglerne for klædedragt har deres deltagelse været begrænset til skydekonkurrencer. For at give kvinderne mulighed for at deltage i sportsgrene, hvor dele af kroppen er blottet, blev Den Islamiske Kvindeidrætsorganisation oprettet i 1991 med støtte fra bl.a. IOC. Organisationen afvikler sportsstævner for muslimske kvinder, hvor mandlige deltagere såvel som organisatorer og tilskuere er bandlyst.
Disse stævner blev til på initiativ af Fa’ezeh Hashemi, datter af ekspræsident Akbar Rafsanjani, en kontroversiel forkæmper for kvindeidræt. De muslimske kvindelege fandt sted for første gang i Teheran i 1993, hvor deltagerne marcherede ind på stadion iført hijab til den officielle åbningsceremoni, som også blev overværet af mandlige tilskuere. Derefter konkurrerede kvinderne i de forskellige sportsgrene i almindeligt sportstøj. Alle konkurrencerne fandt sted i bygninger med adgang forbudt for mænd, så deltagerne kunne tage deres hijab af.
Sima Limoochi, som er bordtennisspiller og medlem af IOC’s udvalg for kvinde-idræt, siger:
»Det er forståeligt, at IOC ikke kan tillade kvinder, der følger muslimske påklædningsregler om at tildække sig helt. Derfor bør vi finde en anden løsning. Det er meget vigtigt at tilskynde muslimske kvinder til at dyrke sport. IOC skal vide, at de ikke kan ændre vores islamiske tankegang, så derfor er det bedre at diskutere tingene for at finde en passende løsning,« siger Limoochi, som er Irans medlem af det internationale bordtennisforbund.
»Der var en gruppe i samfundet, som var imod mit basketballhold,« siger Lina al-Meena. »Der er ingen religiøse argumenter for, at vi ikke kan dyrke sport. Det er et kulturelt spørgsmål, men nogen af dem bruger religion som deres egen ideologi.«
Kønsopdelingen giver mange piger og kvinder mulighed for at dyrke sport. Det anses imidlertid af mange for at være ‘ufeminint’, selvom det foregår uden mandlige tilskuere. Ifølge saudiske aviser var det således yderst kontroversielt, da landets kvinder fik mulighed for at spille fodbold.
»Det muslimske bønne-ritual er faktisk en række gymnastiske øvelser«, siger Lina for at bevise, at idræt allerede er en del af muslimers åndelige liv: »Under de fem daglige bønner laver vi sidebøjninger, lægger håndfladerne på knæene og ryggen parallelt med jorden, mens vi ser på fødderne. Vi rejser os fra en sammenbøjet til en opretstående stilling med armene langs siden. Er det ikke fysiske øvelser?« spørger Lina al-Meena.
»De skal lade dem deltage under de muslimske påklædningsregler, fordi sport er forbundet med uddannelse og myndiggørelse,« siger Lina al-Meena fra Saudi-Arabien, anfører på landets første kvindelige basketballhold, Jeddah United.
Sammen med sin mand oprettede de i 2006 Jeddah United Sports Company (JU). Et af JU’s vigtigste mål er at fremme kvindeidræt i det saudiske kongerige, hvilket har skabt en del debat.
For et par måneder siden udelukkede fodboldens verdensorganisation, FIFA, de iranske fodboldpiger fra OL for unge i Singapore, fordi de bærer hovedtørklæder. Og det er ikke det eneste eksempel. Sura al-Shawk, en ung schweizisk muslim fra Luzern, som spiller basketball, har fået at vide, at hun ikke må bære hovedtørklæde under kampene.
Dette problem blev tydeligt for første gang i februar 2007, da en 11-årig muslimsk pige blev udelukket fra en fodboldturnering i den canadiske delstat Quebec, fordi hun nægtede at fjerne sit hovedtørklæde. Fodboldforbundet i Quebec forsvarede beslutningen med henvisning til regler, som forbyder spillere at bære tøj og smykker, der kan forårsage skader.
FIFA’s afgørelse er tilsyneladende baseret på en paragraf i fodboldens internationale regelsæt, hvori det hedder, at det obligatoriske udstyr »ikke må indeholde politiske, religiøse eller personlige budskaber«.
Lukkede stævner
Rola Assi, det eneste bestyrelsesmedlem i Libanons olympiske komité, siger:»For mange år siden måtte kvinder slet ikke deltage i OL. Det var kun for mænd, så vi må ikke miste håbet. Vi bliver ved, indtil kvinderne får lov til at bære tørklæde og dyrke sport.«
Kvinder i Libanon lever under friere forhold end kvinder i andre arabiske lande. Rola Assi siger, at kvinderne i hendes land deltager i næsten alle sportsgrene. Kvinder fra Saudi-Arabien har derimod ikke lov til at deltage i OL eller andre store sportsbegivenheder. Kvindeidræt er også forbudt på offentlige skoler der.
»Derfor har IOC længe sagt, at de vil udelukke Saudi-Arabien fra OL, så længe saudiske kvinder ikke må deltage. Men der er endnu ikke sket noget,« siger Lina al-Meena og tilføjer: »Vores udfordring i Saudi-Arabien går ikke ud på, at få kvinderne med til OL, men at få indført idrætstimer på de offentlige pigeskoler,« forklarer Lina al-Meena.
Iranske kvinder har siden begyndelsen af 90’erne haft lov til at deltage i internationale sportsstævner som f.eks. OL. Men på grund af reglerne for klædedragt har deres deltagelse været begrænset til skydekonkurrencer. For at give kvinderne mulighed for at deltage i sportsgrene, hvor dele af kroppen er blottet, blev Den Islamiske Kvindeidrætsorganisation oprettet i 1991 med støtte fra bl.a. IOC. Organisationen afvikler sportsstævner for muslimske kvinder, hvor mandlige deltagere såvel som organisatorer og tilskuere er bandlyst.
Disse stævner blev til på initiativ af Fa’ezeh Hashemi, datter af ekspræsident Akbar Rafsanjani, en kontroversiel forkæmper for kvindeidræt. De muslimske kvindelege fandt sted for første gang i Teheran i 1993, hvor deltagerne marcherede ind på stadion iført hijab til den officielle åbningsceremoni, som også blev overværet af mandlige tilskuere. Derefter konkurrerede kvinderne i de forskellige sportsgrene i almindeligt sportstøj. Alle konkurrencerne fandt sted i bygninger med adgang forbudt for mænd, så deltagerne kunne tage deres hijab af.
Sima Limoochi, som er bordtennisspiller og medlem af IOC’s udvalg for kvinde-idræt, siger:
»Det er forståeligt, at IOC ikke kan tillade kvinder, der følger muslimske påklædningsregler om at tildække sig helt. Derfor bør vi finde en anden løsning. Det er meget vigtigt at tilskynde muslimske kvinder til at dyrke sport. IOC skal vide, at de ikke kan ændre vores islamiske tankegang, så derfor er det bedre at diskutere tingene for at finde en passende løsning,« siger Limoochi, som er Irans medlem af det internationale bordtennisforbund.
Kulturelt spørgsmål
Muslimer mener, at profeten Muhamed anbefalede en sund livsstil, og at muslimer derfor bør dyrke sportsgrene som løb, ridning, svømning og bueskydning. Nogle muslimske sociologer, som tager udgangspunkt i muslimske kilder mener, at idræt på grund af de sundhedsmæssige fordele burde være obligatorisk for kvinder.»Der var en gruppe i samfundet, som var imod mit basketballhold,« siger Lina al-Meena. »Der er ingen religiøse argumenter for, at vi ikke kan dyrke sport. Det er et kulturelt spørgsmål, men nogen af dem bruger religion som deres egen ideologi.«
Kønsopdelingen giver mange piger og kvinder mulighed for at dyrke sport. Det anses imidlertid af mange for at være ‘ufeminint’, selvom det foregår uden mandlige tilskuere. Ifølge saudiske aviser var det således yderst kontroversielt, da landets kvinder fik mulighed for at spille fodbold.
»Det muslimske bønne-ritual er faktisk en række gymnastiske øvelser«, siger Lina for at bevise, at idræt allerede er en del af muslimers åndelige liv: »Under de fem daglige bønner laver vi sidebøjninger, lægger håndfladerne på knæene og ryggen parallelt med jorden, mens vi ser på fødderne. Vi rejser os fra en sammenbøjet til en opretstående stilling med armene langs siden. Er det ikke fysiske øvelser?« spørger Lina al-Meena.
No comments:
Post a Comment