Et
af de billeder, som ikke bliver vist på Verdenskulturmuseet i Göteborg.
Museet har nu ændret holdning og vil gerne udstille kunstneren, men
Wallin har fået nok og vil nu finde et andet sted til sine billeder. Foto: Elisabeth Ohlson Wallin
Historien om udstillingen begynder tilbage i 2007, hvor fotokunstneren og museet lavede en aftale om den kommende udstilling.
Siden fik museet en ny ledelse, og den nye ledelse rådførte sig med tre religiøse ledere og besluttede sig i forlængelse heraf for at gøre udstillingen mindre og at vise billederne i en helt anden sammenhæng, end den fotografen havde planlagt. Den beslutning fik fotokunstneren til at opsige sin kontrakt med Verdenskulturmuseet. Det skete ifølge Wallin, fordi museet ikke har ønsket at vise hendes udstilling i sin oprindelige form af frygt for, at den skulle støde nogle menneskers religiøse følelser. I særlig grad var museet bange for, at billederne ville fremkalde stærke reaktioner fra muslimer.
Trods kovendingen er det imidlertid slet ikke sikkert, at Verdenskulturmuseet overhovedet kommer til at vise ‘Jerusalem’-udstillingen, for de har efter offentliggørelsen af den nye beslutning end ikke kontaktet fotografen og spurgt hende, om hun nu vil være med.
Og meget tyder på, at museet nu slet ikke får lov at vise udstillingen. Konfronteret med den nye oplysning siger Elisabeth Ohlson Wallin til Information, at »hun ikke længere kan stole på museet. De havde en underlig holdning til mine billeder, og de lyttede til religiøse lederes ønske om at stoppe udstillingen.«
Desuden har hun fra andre museer fået flere tilbud om at vise udstillingen.
Alle tre religioner
I udstillingen kombineres kunstfotografier fra Jerusalem med tekststeder fra de tre monoteistiske verdensreligioner, der alle betragter Jerusalem som en hellig by. I nutidige omgivelser skal billederne illustrere bestemte passager fra jødedommens Torah, kristendommens Bibel og Islams Koran.Idéen fra Wallins side var ikke »at spille på den islamofobi, som er på fremmarch i Sverige - det er bekymrende, og jeg er meget optaget af det spørgsmål, såvel som jeg er af homofobi og anden diskrimination. Nej, hvad jeg ville vise var, at islam ikke står alene med sin fordømmende holdning til homoseksuelle. Den deles også af jødedom og kristendom.«
Wallin har hele tiden insisteret på, at udstillingen kun kan vises solo. For hende var hensigten fra første færd at vise, hvordan de tre store monoteistiske verdensreligioner ser på homoseksualitet.
»For mig var det en pointe, at disse tre religioner har det samme had til sex,« siger hun. Da Elisabeth Wallin i 2007 tilbød museet sine billeder, blev de accepteret med begejstring.
»Dengang havde museet en brav direktør i Margaret Allen. Hende havde jeg haft et godt samarbejde med, og hun ville gerne have min udstilling,« siger Wallin.
Hun fortæller videre, at da hun var i Jerusalem ved påsketid for at tage de aftalte portrætter, fik museet ny direktør. Nu var man på museet »bekymret for de billeder, jeg havde tilbudt, skønt de slet ikke havde set dem endnu. Man var bange for, at billederne ville blive anset for provokerende og fremkalde stærke reaktioner fra muslimer,« som hun formulerer det.
Vaklende ledelse
Journalist Malin Clausson, som har dækket historie for Göteborgs-Posten, siger, at historien har vakt opsigt og debat i svenske medier, navnlig fordi den involverer en kunstner, der anses for højt anerkendt.»Debatten her i Göteborg har meget gået på, at museet er bange for noget, som vil blive opfattet som en politisk manifestation. Mit eget synspunkt er, at vi har at gøre med en svag og vaklende museumsledelse, der ikke ved, hvad den gør.«
Den påstand er blevet bekræftet af den seneste kovending. Museet i Göteborg skyr konflikter og tiltrækker dermed gentagne gange nye.
Som Karin Olsson, kulturredaktør på Expressen, udtrykker det, så er »museet lige så bange for først at krænke religiøse følelser, som man er blevet efter al ståhejen med Ohlsson Wallin.«
Karin Olsson fortsætter: »Hvorfor lærte museet ikke af hændelsen med Louzla Darabis værk ‘Scéne d’amour?’« Den franske kunstner med muslimsk baggrund lavede et billede, der viser et samleje og vers fra Koranen. Det blev efter trusler fra muslimske grupper i 2005 fjernet af museet. Hændelsen vakte stor diskussion og blev set som en accept af en indskrænkelse af ytringsfriheden.
Ny ledelse
Problemet for museet opstod ifølge Ohlsson Wallin oprindeligt, da den nye ledelse i kulturrelativismens hellige navn for tre religiøse ledere valgte at forevise en række af hendes billeder og lade deres reaktioner bestemme selve udstillingen:»Jeg syntes, det et godt initiativ, da de åbenbart ønskede at forberede sig på de spørgsmål og reaktioner, som billederne kunne vække. Museet mødtes altså med en rabbiner, en præst og en repræsentant for en muslimsk ungdomsorganisation. De tre ledere mødte op hver for sig på tre forskellige dage, men jeg var ikke med til et eneste af møderne. Jeg blev også vred, da det gik op for mig, at museet ikke havde inviteret nogen homoseksuelle personer med - og for øvrigt heller ingen kvinder. Alle parter jo må høres i en sådan sag,« siger Wallin.
Efter mødet med de religiøse ledere foreslog museet derefter, at udstillingen kun kunne vises, hvis den indgik i en større udstilling, hvor repræsentanter for de tre verdensreligioner kunne forsvare sig imod anklager for homofobi. »Det sagde jeg nej til, for min udstilling er udtænkt til specifikt at beskæftige sig med det ømtålelige problem, at de tre religioner fordømmer homoseksualitet. Det ville kun fungere på en separat udstilling,« understreger Wallin.
»Det var tydeligt, at museet var blevet påvirket af, hvad de religiøse ledere havde sagt til dem,« siger Wallin. »Først på det tidspunkt opstod der overhovedet en konflikt.«
Nu har Verdenskulturmuseet så skiftet kurs igen. Spørgsmålet er, om de ikke taber udstillingen på gulvet.
Fakta: Wallin
Elisabeth Ohlson Wallin (f. 1961) er en
af Sveriges mest kendte fotokunstnere. Hun bor i Stockholm med sine to
børn. Hendes udstillinger har ofte beskæftiget sig med seksualitet og
religiøs undertrykkelse. Blandt hendes andre udstillinger er ’Via
Dolorosa’ (2004) om hiv/aids-situationen i Sydafrika, ’Livet med tiden’
(2006) om at blive gammel og ’In Hate We Trust’ (2007) om religiøst
tilskyndet had og hadforbrydelser mod homoseksuelle.
No comments:
Post a Comment