Danske er vi kun på papiret

Eleverne på Humlehaveskolen i Vollsmose føler sig fanget mellem deres forældres kultur og det danske samfunds krav og normer. 'Vores forældre vil altid bestemme for os, og derfor er der mange unge drenge, som bliver trodsige og ulydige,' siger en af de unge

Det er vanskeligt, men det lykkes til sidst Informations journalist i Vollsmose at få tid alene med pigerne fra Humlehaveskolen - det blev til en samtale om nationalitet. Her er det fra venstre Eman, Hafsa og Asia. Foto: sigrid nygaard

Af: Hana Al-Kamri

På vej ned ad gangen på Humlehaveskolen i Vollsmose møder jeg en pige på højst otte år. Hun har hovedtørklæde på. Det er første gang i mit liv, jeg har set så lille en pige bære tørklæde. End ikke i Saudi-Arabien, hvor jeg er vokset op, har jeg set noget sådant. En lærer fortæller mig, at pigens forældre gør alt, hvad de kan, for at beskytte deres børn mod påvirkninger fra det danske samfund.
På Humlehaveskolen har omkring 90 procent af eleverne indvandrerbaggrund. Og pigen med tørklædet er et meget godt eksempel på den kamp, der konstant foregår på skolen og i elevernes hoveder. De drenge og piger, jeg møder på skolen, beretter samstemmende om, hvor kompliceret og forvirrende det er for dem både at skulle leve op til de forventninger, normer og krav, deres familier stiller, og samtidig honorere det danske samfunds krav om, at de lader sig integrere og får en uddannelse.
Skolens inspektør, Olav Nielsen, er en velkendt skikkelse i Vollsmose. Ud over jobbet som skoleinspektør arbejder han også med unge fængselsindsatte - flere af dem har tidligere været elever på skolen.
»Børnene fra mange af vores indvandrerfamilier kommer fra barske forhold. Nogle har set deres fædre blive dræbt for øjnene af dem. Andre har forældre, der har været udsat for tortur eller er traumatiseret af krigsoplevelser,« fortæller han.
På væggen bag ham hænger et palæstinensisk flag og billeder af hans tidligere elever. Og så er der et fuglebur med en papegøje på kontoret. Olav peger på den med fingeren og siger:
»Papegøjen der tilhører en af mine elever. Han afsoner en fængselsstraf, og jeg lovede ham at tage mig af hans fugl, indtil han kommer ud igen.«
Olav forklarer, at elevernes baggrund gør dem sårbare:
»Mødrene har sjældent nogen uddannelse, da de er blevet giftet bort i en ung alder. De fleste af de familier, som bor her i Vollsmose, har lidt en eller anden form for skade; fysisk, psykisk og mentalt. Vi har endda nogle unge mennesker og store børn, som er flygtet alene eller sammen med deres søskende til Danmark.«

Protest

Olav tager mig med ind i en 9. klasse. Den tæller 18 elever, ikke én eneste af dem har etnisk dansk baggrund.
De kan alle fortælle lignende historier om, hvordan de endte i Danmark. Langt de fleste kom hertil som ganske små.
Jeg spørger, hvorfor så mange af de store drenge bliver ballademagere.
»Jeg tror, de laver kriminalitet og problemer, fordi de her drenge har en vanskelig situation i deres familier,« siger Khaled og tilføjer, at han føler, han kun gør, hvad hans familie ønsker af ham.
Han stemme er trist. Khaleds lærer påpeger, at Khaled da har gode forældre, som interesserer sig for deres søns fremtid.
Amojgar, der kommer fra irakisk Kurdistan, rækker fingeren op, og siger:
»Nogle har mistet deres fædre i krig. Andre kommer fra skilsmissefamilier. De laver så meget ballade for at bevise, at de har styrke og kan handle, om det så skal foregå på gaden.«
Men Khaled afbryder ham og siger, at han tror, at de teenagedrenge, som laver ballade, først og fremmest reagerer imod strenge familier, som hele tiden giver dem besked på hvad de må og skal, hvem de ikke må hænge ud med osv.
»Der bliver hele tiden sagt nej. De vil altid bestemme for os, og derfor er der mange unge drenge, som bliver trodsige og ulydige. Som en form for protest imod deres familier,« siger han.
Khaleds familie vil ikke have, at han har danske venner. Hvorfor ved han ikke.
»De lytter ikke til mig. De vil bare have mig til at gøre, hvad de selv mener er bedst for mig.«

Tavse piger

Flere af drengene i 9. klassen har hiphop-tøj på. Bukserne hænger så lavt, at man kan se deres undertøj, og når de går hen ad gangen, kaster de hele tiden håndtegn til hinanden. Jeg spørger dem, hvad de kunne tænke sig at blive i fremtiden.
Fem drenge siger straks: »Det ved jeg ikke«, mens tre svarer, at de vil være forretningsmænd eller advokater. Khaled siger, at han vil gå på universitetet, for så kan han virkeliggøre sine forældres drøm.
Jeg hæfter mig ved, at det er drengene, som besvarer de fleste af mine spørgsmål. Pigerne markerer sjældent, men jeg vil gerne vide, hvad de mener. Selv da jeg stiller et spørgsmål direkte henvendt til pigerne, er der ingen, der svarer. Olav Nielsen, skoleinspektøren, foreslår, at drengene forlader klassen.
Da jeg er alene med pigerne, spørger jeg, hvorfor de ikke ville sige noget i drengenes påhør.
»Vi er generte, og nogle gange får vi kommentarer fra drengene, hvis de ikke kan lide vores meninger, og det bryder vi os ikke om,« siger Asia, en somalisk pige med lilla slør om hovedet. Seks af pigerne er tilslørede, tre er ikke.

Luder eller ej?

Jeg spørger, om deres familier behandler dem anderledes end deres brødre, men før nogen af dem får chance for at svare, bryder Olav ind. Han fortæller, at hans datter, som er jævnaldrende med pigerne i 9. klasse, en dag spurgte ham, om hun måtte sove sammen med sin kæreste. Nogle af pigerne smiler, andre ser overraskede og ilde til mode ud, som om de ikke billiger, at Olav har givet sin datter lov til at gå i seng med hendes kæreste.
»Det er dansk kultur. Forældre må sige deres ærlige mening, men vi skal respektere vores børns individuelle valg, og jeg skal respektere min datters,« siger han til klassens piger.
»Måske vil jeres forældre nu sige til jer, at min datter er en luder, og at jeg er en dårlig far, men det er sådan, vi respekterer vores børn og opdrager dem som lige i lovens øjne.«
Så forlader Olav klasselokalet og lader mig være alene tilbage med pigerne.
»Jeg vil aldrig kunne finde på at sige, at Olavs datter er en luder. Men danskere er fra en anden kultur end vores,« svarer Asia, da jeg spørger, hvad de mener om Olavs historie. »Det er rigtigt, at drenge behandles anderledes i vores familier, men hvis piger fik samme frihed som drengene, kunne de komme få problemer, f.eks. hvis de blev gravide. Vi har meget at miste, det har drengene ikke,« tilføjer hun.
Men Najah, der er palæstinenser, siger, at »drengenes problemer kommer af, at de har så meget større frihed end vi.«
Hafsa, en somalisk pige, er uenig.
»Det er, fordi familiens kontrol går drengene på nerverne, at de laver alt det ballade.«
Hafsa præsenterer sig:
»Jeg er fra Danmark,« men skifter så mening og retter: »Nej, det var forkert. Jeg er fra Somalia.«
Hendes veninder giver sig til at grine, især da hun igen understreger, at hun ikke er dansk.
Pigerne i klassen kommer fra Palæstina, Irak, Iran, Tyrkiet og Somalia.
»Danske er vi kun på papiret,« siger Hafsa. »Ikke i virkeligheden.«

Serie: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere. Hun beretter om sit møde med bydelen i denne serie.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’

Yemens Nero har sat sit land i brand

Mens de unge aktivister fastholder fredelige aktionsformer, klynger en desperat præsident sig til magten og lægger sig ud med magtfulde stammeledere. Han er klar til at spille sit sidste kort: at kaste landet ud i en borgerkrig

Yemens demokratibevægelse håbede slagord og vedholdende demonstrationer kunne få præsidenten til at træde tilbage. Nu taler våbnene. Foto: AMMAR AWAD/Scanpix

Af: Hana al-Kamri

30. maj 2011 | Om denne artikel

Som ved et historiens lune er maj den måned, hvor yemenitterne oplever de største og mest barske omvæltninger i deres lands nyere historie. Yemens genforening fandt sted i maj 1990, og i maj 1994 var der en intens, men kortvarig borgerkrig mellem de væbnede styrker fra Yemens Arabiske Republik i Nord og Folkets demokratiske Republik Yemen i syd de to lande var på papiret blevet sammenlagt fire år før, men deres hære var aldrig blevet integreret.
Nu kan en ny borgerkrig være under udvikling. På al-Jazeera kunne man i sidste uge høre en ung mand fra Forandringspladsen centrum for de seneste fire måneders revolte berette om voldsomme sammenstød mellem den yemenitiske præsident, Ali Abdullah Salehs, sikkerhedsstyrker og medlemmer af en af de store stammer, som har sluttet sig til oppositionskræfterne.
Manden forsikrede, at de unge fortsat vil gennemføre en fredelig revolution og ikke lade sig narre til at blive part i en voldseskalation.
I marts svor Yemens unge og oppositionspartier, at de ville tage permanent opstilling ud for præsidentpaladset for at tvinge Saleh til at gå af, men for at undgå vold og forblive en fredelig bevægelse ville de afstå fra at storme det.
I sidste uge var det så i stedet Saleh, der lod sine hyrede voldsmænd gå til angreb på den magtfulde stammeleder sheik Sadeq al-Ahmars hus. Sheiken har stor indflydelse på Yemens store Hashid-stamme, der på hans initiativ har bakket op om demonstranternes krav om et magtskifte og demokratiske valg.
Med denne handling har Saleh definitivt begået politisk selvmord. Ikke blot har han formået at få hele det internationale samfund imod sig, han har også anstiftet en potentiel stammekrig i Yemen.

Nej tak til nådig sortie

Sidste lørdag underskrev lederne af den etablerede opposition ellers en pagt forhandlet i stand ved mægling fra Golfstaterne. Den indebar bl.a., at præsidenten skulle tage sin afgang efter 33 års styre inden for en måned. Han fik med andre ord foræret muligheden for en nådig sortie, der indebar immunitet imod strafforfølgelse.
De underskrev pagten med den forståelse, at præsident Salehs underskrift ville følge kort efter, men for tredje gang på to uger vægrede han sig i sidste øjeblik.
Først kaldte han manøvren for »en kupoperation«, så krævede han, at oppositionspartierne skulle underskrive pagten på ny ved en officiel underskriftsceremoni, som skulle finde sted i hans palads. Da oppositionen nægtede at føje ham i denne nye udflugt, udtalte han i en tv-tale til nationen: »Hvis oppositionskoalitionen ikke kommer til besindelse og virkelig ønsker at nedkalde en borgerkrig over dette land, vil den blive holdt ansvarlig for det blod, der allerede er blevet udgydt og for det, som vil blive udgydt over de kommende dage.«
Begivenhederne siden da har udviklet sig med sneboldeffekt og truer med at slå et sort hul i Yemens fremtid: Saleh ser nu ud til at være opsat på selv at virkeliggøre det borgerkrigsscenarie, han fremmanede i tv-talen. Den var tydeligvis tænkt som startskuddet til de daglige voldsepisoder, der har hærget landet i den sidste uges tid.
På samme måde som kejser Nero ifølge legenden stak ild på oldtidens Rom, har Yemens Nero nu sat hovedstaden Sana’a i brand, overbevist om, at hans bedste chance for at fastholde magten ligger i at udløse kaos og vold.

Kampe tager til

At forhandlingsvejen er spærret, viste sig i sidste uge helt konkret ved, at Saleh lod sine tilhængere danne fysiske blokader foran flere ambassader fra Golfstaterne og vestlige lande herunder de lande, det stod bag mæglingsinitiativet fra Golflandenes Samarbejdsråd.
De blev tvunget til at evakuere deres diplomater i helikoptere og har nu reelt opgivet deres bestræbelser på at mægle en politisk løsning på plads.
Kampene mellem stammefolk og Saleh-loyale militærstyrker brød ud sidste mandag og fortsatte den følgende dag. Det har været vanskeligt at fastslå deres omfang, men det lykkedes mig dog at komme igennem til min gode veninde Suad, der bor i Sana’a.
»Hanaaa!,« råbte hun i telefonen og talte meget hurtigt, som om nogen jagtede hende.
»Åh min kære, vi kan høre lyden af skud helt tæt ved vores hus. Der er voldsomme kampe. Vi kan høre maskinpistoler og mortérild overalt. Der løber beskidt vand gennem Sana’as gader. Vi har hverken adgang til rent vand eller elektricitet, vi kan heller ikke følge nyhederne. Vi aner ikke, hvad der sker. Strømafbrydelsen har varet i fire dage … « Så gik hendes mobil død. Hun sympatiserer med aktivisterne, men har tidligere fortalt mig, at hendes familie ikke ville tillade hende at deltage i protesterne på Forandringspladsen.
Ifølge øjenvidner blev mindst ti mennesker dræbt under kampene ved al-Ahmars hus, og dødstallet i Sana’a for hele sidste uge løb op i 124.
I løbet af denne weekend bredte urolighederne sig til andre dele af Yemen: Søndag skød Saleh-loyale sikkerhedsstyrker og dræbte mindst 20 antiregeringsdemonstranter i byen Taiz. BBC rapporterede, at sikkerhedsstyrkerne herefter indsatte bulldozere for at fjerne alle spor af den fire måneder lange protestaktion på byens frihedsplads. Samtidig forlød det, at al-Qaeda-partisaner havde overtaget kontrollen med byen Zinjibar og dræbt fire regeringssoldater.

Personligt opgør

Man må forstå, at konflikten mellem præsidenten og sheik Sadeq al-Ahmar, overhovedet for Hashid-stammen, i højere grad er en personlig end en politisk konflikt. Den må forstås på baggrund af det økonomiske sammenbrud, som fik den velhavende al-Ahmar, der har store forretningsinteresser i Yemen, til at tabe tålmodigheden med præsidenten og tage parti for demonstranterne.
Sadeq al-Ahmar, den ældste af 10 brødre i den ledende familie i Yemens Hashid-stammeforbund, fulgte dermed eksemplet fra sin magtfulde yngre bror Hamid al-Ahmar en mangemillionær og fremtrædende oppositionsleder. Deres støtte til demokratiaktivisterne er mere end verbal. De sponserer bevægelsen og betalte bl.a. for, at der blev opstillet telte på Forandringspladsen og leveret mad og drikke til demonstranterne.

Grib ind nu

Det er vanskeligt at være neutral iagttager, når ens fædreland falder fra hinanden. Et Yemen, der var klar til at favne demokratisk revolution, er blevet svigtet. Verdenssamfundet har afstået fra at tage de skridt, der kunne have sat en stopper for det nuværende regime og afværget den voldseskalation og det blodbad, vi ser nu.
Sandt nok producerer Yemen ikke meget olie. Ej heller ligger vi ved Middelhavets bredder, hvorfor en borgerkrig ikke umiddelbart vil resultere i nye strømme af illegale flygtninge mod Europas kyster.
Ali Saleh brugte længe kontraterrorisme-kortet, men det hjalp ham ikke meget, for fredelige protester uden fortilfælde fortsatte i et land, der har klodens højeste udbredelse af skydevåben per indbygger. Nu har han spillet sit sidste kort for at holde sig ved magten: at trække hele landet ned i en borgerkrig for at bevise for verden, at det eneste alternativ til ham er krig. I denne situation er der grund til at appellere til EU og USA om at markere en stærkere holdning over for Yemen. Det er nationens skæbne som sammenhængende land, der står på spil.
De seneste rygter tyder på, at Ahmar-stammefolk er på vej til Sana’a for at kæmpe på sheik al-Ahmars side imod Salehs regering. Sheikens militser skal allerede have overtaget flere regeringsbygninger. I Yemen har vi aldrig rigtig haft et militær som en separat institution. Hvad vi har er stammefraktioner i uniform, og et militært opgør imellem dem, kan føre til strømme af blod. I det kaos, som søges sluppet løs, bliver taberne de almindelige yemenitter mennesker som min veninde Suad.
Der er brug for, at oppositionskræfterne både de etablerede partier og de unge aktivister danner et overgangsråd, der kan lede Yemen, på samme måde som vi har set det ske i Libyen. Det internationale samfund må træde ind på scenen nu, hvis kaos skal afværges. Det vil også være i dets egen interesse. For et Yemen i borgerkrig vil give ideelle trivselsbetingelser for, at globale islamistiske terrornetværk kan operere i større frihed herfra.
Hana al-Khamri er yemenitisk journalist og videreuddanner sig pt. i Danmark. Hun er tidligere praktikant på dagbladet Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Yemens gejstlige truer USA med jihad

I morgen afholdes anti-terrorkonference i London med fokus på Yemen, hvor en stor gruppe gejstlige forrige uge truede USA med 'hellig krig' i en erklæring, der siden er blevet spredt på fundamentalistiske militante hjemmesider

Formanden for USA's forsvarsudvalg, Carl Levin, har opfordret til angreb på al-Qaeda-mål i Yemen. Det fik forrige uge 158 ledende yemenitiske gejstlige, heriblandt den indflydelsesrige Zindani (i midten), til at true USA med hellig krig. Foto: Khaled Abdullah/Scanpix

Af: Hana Al-Khamri

Hvis Amerika indsætter tropper mod al-Qaedas tilstedeværelse i Yemen, »betyder det hellig krig«.
Sådan advarede en gruppe højtstående yemenitiske gejstlige fra en moské i Sanaa 14. januar i en erklæring, der har fået betydelig international medieopmærksomhed.
Ikke mindst er advarslen siden blevet citeret på mange af de mest radikale islamistiske hjemmesider fra al-Qaedas til al-Mujahideens.
Læserreaktionerne på samme websider har været begejstrede, men andre religiøse ledere i det fattige Golf-land afviser imidlertid at bakke op om erklæringen.

Frygter nyt Afghanistan

Ikke desto mindre afspejler budskabet en udbredt frygt for udenlandsk intervention, pointerer Dr. Sheik Ali Alahdal, professor i islamisk kultur ved Sanaas universitet - han er selv en af dem, der har nægtet at skrive under på jihad-advarslen.
Han siger til Information:
»Erklæringen og den pressekonference, hvor den blev fremsat, viser, hvor stærk frygten er for et amerikansk militærindgreb, og hvor bange mange er for, at dette land skal udvikle sig til et nyt Afghanistan eller Irak.«
Yemens islamiske gejstlige har traditionelt en stor indflydelse på landets politiske liv og folkestemninger.
Mange af de gejstlige, som deltog i pressekonferencen, arbejder da også sammen med regeringen, som f.eks. Abdul Majeed al-Zindani, der er en af Yemens mest indflydelsesrige religiøse autoriteter og mistænkt af USA for at have forbindelser til al-Qaeda.
Al-Zindani er et ledende medlem af Yemens al-Islah-parti, grundlægger af og rektor for Sanaas Iman-universitet.
Regeringen er nødt til at holde sig på nogenlunde god fod med Al-Zindani og andre radikale islamistiske ledere, hvis den vil holde sig ved magten, siger Dr. Sheik Ali Alahdal:
»Religiøse ledere og klanledere spiller en stor politisk rolle og har ofte et afgørende ord. Det må regeringen forholde sig til, hvis den vil modvirke øgede stammemodsætninger.«
I erklæringen lyder det:
»Hvis nogen udenlandsk nation insisterer på aggression og på at invadere militært eller intervenere i vores lands sikkerhed, er alle muslimske sønner bundet af pligten til at udkæmpe jihad og slå aggressorerne tilbage.«

Amerikansk trussel

De yemenitiske gejstliges fatwa kommer, efter at formanden for det amerikanske senats forsvarsudvalg, Carl Levin, indtrængende opfordrede Washington til at slå til mod al-Qaeda-mål i Yemen, hvad enten med fjernstyrede droner, med luftangreb eller ved dækoperationer.
Tawakal Kerman, en politisk analytiker fra Yemen, forklarer, at den gejstlige frygt hænger sammen med den internationale konference om Yemen, som i morgen skal holdes i London med deltagere fra USA og europæiske lande, og som de frygter, skal bane vej for, at udenlandske magter kan intervenere i det arabiske land.
De yemenitiske gejstlige fordømte også »drab på uskyldige« >- en henvisning til de to amerikanske støttede luftangreb mod al-Qaeda-mål i december.
USA afviser fortsat, at det skulle have planer om at sende soldater til Yemen. Men den amerikanske efterretningstjenestes voksende hjælp og støtte til Yemens regering og militær hævdes at have øget tilslutningen til al-Qaedas aflægger i Yemen - en gruppe, der påtog sig ansvaret for den, akkurat forpurrede, terroraktion, da den nigerianske statsborger, Umar Farouk Mutallab juledag forsøgte at sprænge et amerikansk passagerfly i luften.

USA ikke velkomne

Dr. Alahdal støtter afsendelsen af et eksplicit budskab til USA om ikke at udvide sit efterretningssamarbejde med Yemen til at omfatte indsættelse af landstyrker - »det vil svare til en militær besættelse,« advarer han.
Han nægter dog at bakke op om de gejstliges jihad- manifest med den begrundelse, at sådanne henvendelser bør komme fra Yemens regering og ikke fra en kreds af gejstlige.
»Nogle vil helt sikkert udnytte denne erklæring, det vil f.eks. al-Qaeda i Yemen,« >siger han over telefonen fra sit kontor i Sanaa.
Såvel Alahdal som Kerman vurderer dog, at det store flertal af yemenitterne er enige med de islamiske gejstlige i, at amerikanske tropper ikke er velkomne i landet.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Saudi-Arabiens olieministerium styrer landets klimadelegation

Siden klimatopmødets åbning har den saudiske delegation insisteret på, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte - et synspunkt, der har mødt skarp kritik fra miljøorganisationer: 'Problemet er, at delegationen ledes af repræsentanter fra olieministeriet, ikke af miljøeksperter'

• 
  

Saudier i en sandstorm i hovedstaden, Riyadh. Saudi-Arabien har gennem længere tid gjort sig til fortaler for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. For klimaet har jo forandret sig længe før der var mennesker, lyder argumentet. Foto: AFP PHOTO/STR

Af: Hana al-Khamri

Det kom som en overraskelse for mange, da Saudi-Arabiens klimaforhandlingschef Mohammad al-Sabban som den første officielle delegat ved COP15 for to uger siden udtalte, at den såkaldte Climategate-sag, hvor e-mailkorrespondance fra FN’s klimapanel blev hacket, bør få følger for topmødet.
»Det fremgår af enkelthederne i denne skandale, at der ikke er spor af forbindelse mellem menneskelige aktiviteter og klimaforandringer,« udtalte han til BBC News.
»Klimaet har forandret sig i årtusinder, men af naturlige årsager, ikke menneskepåvirkede.«
Den saudiarabiske forkastelse af al menneskelig påvirkning af klimaændringer er imidlertid en for længst etableret position, som hænger sammen med det faktum, at Saudi-Arabien er verdens største olieproducent. For bedre at begribe de saudiske argumenter imod menneskeskabte klimaændringer har Information kontaktet Dr. Ali Ashki, professor i økologi på Abdul Aziz-universitetet i Jeddah og talsmand for det saudiske synspunkt:
»Den globale opvarmning begyndte før al menneskelig påvirkning. Jeg nægter derfor at holde alle mennesker ansvarlige for disse forandringer. Bidraget fra menneskelige aktiviteter såsom afbrænding af benzin og kul er forsvindende lille sammenlignet med de forandringer, som frembringes af naturlige udviklinger. Selv om vi reducerede drivhusgasemissionerne, ville vi alligevel ikke kunne hindre klimaforandringerne i at ske.«
Dette synspunkt har mødt alvorlig kritik fra flere mellemøstlige miljøgrupper, der beskylder Saudi-Arabien og andre arabiske lande for at ville sabotere klimatopmødet.
»Nogle gange er de arabiske delegationers positioner ved internationale miljøkonferencer skammelige og uacceptable. Denne obstruktionsstrategi kan ikke længere tolereres - den skader Jordens fremtid,« siger den libanesiske miljøekspert Najib Saab fra organisationen Arab Forum for Environment and Development, som i sidste måned var vært for en konference om klimaforandringer for de arabiske lande - ingen officielle repræsentanter fra Saudi-Arabien deltog, ej heller fra Bahrain og Kuwait.
»De øvrige lande modsætter sig ikke en aftale om at nedbringe emissioner, sådan som Saudi-Arabien gør det, og udviklingslandene støtter ikke den saudiske position. Men Saudi-Arabien har stor politisk indflydelse og er i stand til præge opinionen i mange lande,« siger Wael Hmaidan, administrerende direktør for den libanesiske miljøorganisation Indy Act. Han nævner Sudan, som har formandsskabet for G77-gruppen, som et eksempel på et land, der kan være påvirket af Saudi-Arabien og retter derpå sin kritik imod sammensætningen af den saudiske delegation til COP15.
»Problemet er, at der i spidsen for den saudiske delegation står en gruppe medarbejdere fra det nationale saudiske olieselskab Aramco (Arabian American Oil Company), og at repræsentanter fra Olieministeriet er de ledende forhandlere, ikke de miljøeksperter, som havde været bedre egnede til at tjene ikke blot planetens, men også Saudi-Arabiens interesser.«

Et påskud

Ali Ashki siger, at han udmærket forstår, hvorfor olieindustrien finder det nødvendigt at forsvare sig selv på COP15. »Der foregår en politisering af spørgsmålet om klimaforandringer, der bliver påskud for nogle lande, navnlig i Europa og Amerika, til at pålægge OPEC-landene en afgift. Saudi-Arabien har ret til at nægte at reducere emissioner og til at kræve kompensation, da det er en videnskabelig kendingsgerning, at klimaforandringer vil ske uanset hvad, også selv om der skulle ske reduktioner i kul-tveilteudslippet.«
Najib Saab understreger, at det er væsentligt for resten af verden at forstå, hvorfor saudiaraberne fremfører disse holdninger: »Oliestaterne har en ret til at forsvare sig selv, da disse lande jo blot tilfredsstiller en efterspørgsel efter olie. Af den grund er det også urimeligt at pålægge dem eneansvaret. Hovedproblemet er, at de industrialiserede lande bør opøve en større selvbeherskelse, som kan reducere deres behov for olie. Dette vil føre til direkte reduktionsemissioner. Ydermere er det nødvendigt at støtte de olieproducerende lande med henblik på at gøre deres produktionsmetoder mere miljøvenlige.«
Den saudiarabiske regering har fremsat krav om kompensation, hvis det skulle komme til en global nedgang i olieforbruget. Dette krav kritiseres af Wael Hmaidan, som påpeger det faktum, at de olieproducerende lande allerede har høstet enorme fordele på salg af olie.
»Jeg kan ikke se nogen økonomiske grunde til en sådan kompensation, da olie er den egentlige årsag til klimaforandringerne i første instans,« >siger han og fortsætter: »Da saudiaraberne rejste kravet om kompensation og nægtede at anerkende, at menneskelige aktiviteter forårsager klimaforandringer, var det ikke den saudiarabiske økonomi, der lå bag. Det har politiske grunde. De ønsker ikke at miste den politiske magt, som verdens afhængighed af olie giver.«
»Enkelte olieproducerende lande har konsekvent været imod at forpligte sig på reduktion af deres CO2-emissioner af frygt for at miste indtægter, men ved dette møde er de arabiske stater, herunder Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, gået med til at nedbringe deres emissioner med 40 procent før 2020,« siger Najib Saab og tilføjer, at nogle arabiske lande har accepteret, at klimaforandringer skyldes menneskelige aktiviteter - en opfattelse, de førhen afviste.

Tænk grønt

Najib Saab pointerer, at den bedste måde at hjælpe olielandene på vil være at udvikle en grønnere teknologi. Han siger: »Vores organisation har foreslået, at OPEC’s medlemslande afsætter snesevis af milliarder dollars fra deres olieafgiftsbudget til at finde frem til renere metoder for brug af konventionel energi. Dette sker nu i Kina og USA i forhold til kul. Eftersom efterspørgslen efter energi er så høj i verden og behovet for olie så stort, vil dette være en fremragende vej frem, som OPEC-landene vil kunne forpligte sig på ved København-konferencen.«
»At boykotte de olieproducerende lande løser intet, men Saudi-Arabien må forstå, at de har meget mere at miste end bare olie, hvis vi ikke får løst det problem, klimaforandringerne stiller os overfor. Vores vandforsyning vil tørre ud, og som vi alle ved, kan olie ikke drikkes,« >siger Wael Hmaidan fra Lebanese IndyAct.
»Og trods alt er olie også en endelig ressource, som til sidste vil tørre ud.«
Oversat af Niels Ivar Larsen

'Mange muslimer er virkelig bange for den danske kultur'

Der er mange misforståelser om islam i omløb, mener Saliha Marie Fattah, en dansk konvertit bosat i Vollsmose. Hun langer ud efter bydelens imamer, som hun mener har alt for stor magt over alle. Hun opfordrer sine muslimske medsøstre til at være mere nysgerrige og aktive - som irakiske kvinde var det under Saddam

Saliha Marie Fettah betegner sig selv som en moderne muslim. Hun er 43 år og konverterede til islam for næsten 30 år siden, da hun blev gift med en irakisk mand. Hun boede otte år i Irak under Saddam Hussein og var overrasket over, hvor moderne og aktive de irakiske kvinder var i samfundet og på arbejdsmarkedet. I modsætning til mange arabiske kvinder i Europa. FOTO: SIGRID NYGAARD

Af: Hana Al-Khamri

Jeg ved, at kvinden over for mig er født og opvokset i Danmark. Alligevel kan jeg ikke undgå at komme i tvivl, om det virkelig er den kvinde, jeg har aftalt at mødes med. Hun taler arabisk med perfekt irakisk accent.
Men jo, kvinden er Saliha Marie Fettah, en dansk muslimsk kvinde, som underviser i arabisk på Syddansk Universitet, og som taler mit sprog flydende og fejlfrit.
Saliha Marie Fettah betegner sig selv som en moderne muslim.
Hun er 43 år og konverterede til islam for næsten 30 år siden, og hun bærer hovedtørklæde.
Det er imidlertid ikke blandt andre konvertitter, hun har sine nærmeste venner.
»Jeg har ikke noget nært forhold til andre danske konvertitter,« siger Saliha Marie.
»De fleste sider bare derhjemme, hvor de har travlt med at lave mad, tage sig af børn eller se fjernsyn. Det er ikke den slags liv, jeg har lyst til at føre.«

Mit livs øjenåbner

Saliha Marie Fettah cykler hver dag til universitetet, hvor hun har haft arbejde de seneste seks år. Hun er vidt berejst og har været i næsten alle arabiske lande. Og så er hun forfatter til lærebøger i arabisk på flere niveauer.
»Nogle af de danske konvertitter, jeg har som kursister, anser mig for at være en dårlig repræsentant for islam. De siger, at jeg ikke følger islams rette vej, og derfor ikke er nogen god muslim. Men efter min mening er en dansk kvinde, som beslutter sig for at blive hjemme, en eskapist, der flygter fra det moderne samfund. Det er en letkøbt genvej til at slippe for at påtage sig en rolle i samfundet,« siger hun.
Saliha Marie Fettah mener, at der er mange misforståelser om islam i omløb, både blandt nyomvendte muslimer og i indvandrermiljøerne i Vollsmose. Da hun blev gift første gang, var det med en mand fra Irak. Han bad hende om at blive hjemme og sammen med ham flyttede hun til Irak.
»Det var mit livs øjenåbner,« siger hun.
»Jeg tilbragte otte år i Irak med at lære det arabiske sprog. I Irak så jeg irakiske kvinder, som arbejdede som ingeniører og som læger. De var virkelig stærke kvinder under Saddams styre, og jeg lærte meget af dem. Jeg husker, at jeg blev overrasket over, at arabiske kvinder i Irak kunne leve sådan et aktivt liv, mens muslimske kvinder i Danmark bare blev derhjemme,« siger hun.
Salihas ægteskab med irakeren holdt i to år, så blev de skilt. Og Saliha besluttede derefter at genoptage sin uddannelse i Mellemøstlige Studier på universitet i Danmark.
Når de kvindelige danske konvertitter foretrækker en tilværelse som husmor, skyldes det ofte indflydelse fra deres mand, som frygter, at hustruen vil gå fra eller vende tilbage til sin gamle livsstil, mener Saliha Marie Fettah.

Magtfulde imamer

Hun peger også på manglende uddannelse som forklaring og endelig mener hun, at de religiøse ledere i Vollsmose blander sig for meget i, hvordan muslimske familier skal leve deres liv.
»De religiøse ledere udgør de mest magtfulde personer i det sociale hierarki i Vollsmose. Deres magt bygger på, at de er områdets ældste og mest respekterede ledere,« fortæller hun.
Saliha er stærkt kritisk over for den måde moskeernes prædikanter griber ind i deres menigheds medlemmers personlige anliggender. Hun fortæller, at imamerne forsøger at mægle i alt fra bandekonflikter, skilsmissesager og til familiestridigheder. De anbefaler også ægteskab i en tidlig alder.
»Mine studerende lytter ikke til mig. De lytter hellere til de muslimske gejstlige,« konstaterer Saliha og fortsætter:
»Mange af disse præster har ikke nogen videregående uddannelse, og mange af dem taler ikke ret godt dansk, men mine studerende stoler mere på dem end på mig og spørger hellere dem til råds.«

Arabiske familiers svøbe

Uddannelse er den bedste metode til at stække de religiøse autoriteters indflydelse, pointerer Saliha.
»Vi må indstille os på, at ikke alle og enhver kan blive præst i en moské. Vi skal kræve, at de uddannelsesmæssige kvalifikationer er i orden - på samme måde som for præster i den kristne folkekirke. Derfor mener jeg, at der bør oprettes en studieretning i islamisk teologi, som skal tage sig af at uddanne de muslimske gejstlige, som skal arbejde i moskeerne,« siger hun.
Saliha siger, at det største problem i det muslimske miljø i Vollsmose er frygten for det ukendte.
»Mennesker har altid været bange for ting, de ikke forstår,« siger hun.
»Mange er virkelig bange for den danske kultur og for det danske samfund. Derfor lægger familierne et stort pres på deres børn. Konsekvensen bliver, at børnene befinder sig i en umulig balancegang mellem to kulturer, det betyder i sidste ende, at deres integration i samfundet mislykkes,« tilføjer hun.
»Kommunen har afgjort begået fejl, men vi skal ikke acceptere altid at blive presset ud i en offerrolle. Men det er, hvad det arabiske miljø gør - altid vil man se sig selv som offer i stedet for selv at gøre noget for at ændre på sin situation,« siger hun.
»De fleste fanger i danske fængsler har arabisk baggrund. Hvad er grunden til det? Hvorfor hører vi ikke om tilsvarende problemer fra andre etniske minoriteter, hvorfor er det altid araberne,« spørger hun og tilføjer:
»Familierne bærer en stor del af ansvaret for deres børns vildfarelser.«
Saliha understreger flere gange under interviewet, hvor væsentligt det er at integrere sig.
»Har du set nogle bøger i de arabiske hjem, du har besøgt i Vollsmose,« spørger hun mig.
»Der findes ingen andre bøger end de religiøse og Koranen, og dem læser de ikke engang. De ligger bare på reolen. At udvise en sådan mangel på nysgerrighed er ikke nogen klog måde at integrere sig i et samfund på.«

Fakta: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odensebydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender.
Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’. Dette er den sidste artikel i serien.

'Jeg kunne aldrig finde på at tvinge min datter til at bære tørklæde'

Det er en enorm udfordring for indvandrermødrene i Vollsmose at opdrage deres børn i en kultur, der er så anderledes end den, de selv kommer fra, beretter Informations Hana Al-Khamri i sin første reportage fra Odense-bydelen Vollsmose

• 
  

Samia Mansour kom til Danmark fra Libanon for 20 år siden. Hun synes, det har været en særlig udfordring at opdrage sine fire drenge i Danmark, hvor kulturen er radikalt anderledes end i hendes hjemland. Foto: Sigrid Nygaard

Af: Hana al-Khamri

Hjemme hos Samia Mansour kører tv’et, da jeg træder ind i hendes lejlighed i Egeparken i Vollsmose. Det er stillet ind på den arabiske nyhedskanal Al-Jazeera.
»Her har de fleste arabiske familier arabiske tv-kanaler i deres hjem,« >fortæller Samia Mansour.
Den ca. 50-årige kvinde er aktiv i lokalmiljøet i Vollsmose, mor til fire drenge og en pige, og så har hun fem børnebørn. Samia Mansour kom til Danmark fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon.
»Der er gode og dårlige ting at sige om den danske kultur - det kan jeg sige efter nu at have været her i 20 år. Danskerne savner i deres kultur de stærke bånd mellem familiemedlemmer, som vi har,« siger hun. >
Så banker det på døren, og Samia Mansour skynder sig at få sit tørklæde på hovedet, inden hun går ud og åbner. Samia Mansour bar ikke tørklæde, da hun kom til Danmark, og hendes datter har nu valgt tørklædet fra.
»Jeg kunne aldrig finde på at tvinge hende,« >siger Samia Mansour, da hun er kommet tilbage.
»Det er hendes egen beslutning, og det er hendes far helt enig i.«

Dansk eller arabisk

At opdrage sine børn i en kultur og i et land som Danmark er en udfordring, når man kommer fra Mellemøsten, mener Samia Mansour. Især hvad angår drengene.
»Jeg brød for en tid forbindelsen til en af mine sønner, da han giftede sig med en dansk pige,« fortæller Samia.
»Det var ikke, fordi hun var dansk, at jeg var imod, at min søn tog hende som hustru. Det var, fordi jeg vidste, de ikke ville passe sammen,« siger hun og tilføjer, at sønnen og den danske pige blev skilt efter et års tid.
Efter Samia Mansours opfattelse har andengenerationsindvandrere ikke nogen klar identitet, for de er hverken danskere eller arabere.
»Der er en høj skilsmisseprocent i arabiske indvandrerfamilier i Danmark,« siger hun og fortæller, at to af hendes egne børn er fraskilte.
»Det er, hvad der sker, når familier presser på for at få deres børn gift, mens de endnu er meget unge, helt ned til 16 år. Så er de slet ikke klar til at stifte familie.«
Rodløsheden får ofte familierne til at ty til det, de kender, mener Samia Mansour.
Hun vurderer således, at der udgår et pres fra mange muslimske familier for at lægge muslimske piger, som ikke tilslører sig, på is. Ofte kommer presset endda fra deres tilslørede medsøstre.
»Det har sociale grunde - det er for, at de skal kunne følge sig trygge i deres nærmiljø,« mener Samia Mansour.
Jamala, en unge kvinde med to børn, der oprindelig stammer fra Libanon, er aktiv i en organisation, som forsøger at hjælpe Vollsmoses indvandrerkvinder til bedre integration. Også hun er opmærksom på de udfordringer, som de unge med indvandrerbaggrund står overfor.
»De arabiske familier i Vollsmose klynger sig til den identitet, de tog med fra deres hjemland. Det ser vi hos de mange kvinder, som vælger at forblive husmødre. Men de er nødt til at forstå, at situationen her i Danmark er en anden,« >siger hun.
»For de unge kan det også være meget svært at blive en del af det danske samfund. Jeg kender for eksempel en ung pige, som har fortalt mig, at de aldrig ser danske tv-kanaler i hendes hjem. Det kan virke mærkeligt, men holdningen er, at alt hvad der kommer i de danske tv-kanaler er løgne og slemme ting,« siger hun.

Den tid, vi lever i

Fathem Abdorhaman Said, mor med somalisk baggrund, nikker genkendende til problemstillingen:
»At opdrage sine børn i Danmark er meget vanskeligt. Økonomisk er vi trygge, men vi er meget bekymrede for, at vores børn skal miste deres religiøse tro i det her samfund,« >fortæller hun.
»Nogle gange føler jeg, at jeg opbygger værdier i mine børn, men at samfundet udenfor gør alt, hvad det kan for at rive det, jeg har opbygget i stykker,« tilføjer hun.
»Det danske samfund er meget anderledes end det, jeg kommer fra. Der er respekten for ældre mennesker større, men her i landet hører man, hvordan børn tiltaler deres lærer ved fornavn. I min hjemkultur ville det være tegn på manglende respekt,« siger Abdorhaman.
Hun er imidlertid opmærksom på, at det ikke nytter noget at tro, hun kan opdrage sine børn, som var det i hendes egen barndoms Somalia.
»Drenge og piger bliver ofre for deres forældres indstilling til familieliv og kønsroller - fordi de søger at kopiere livsformen fra deres gamle hjem og overføre den til deres børns personlighed,« siger hun.
»Men den slags vil aldrig fungere i Danmark. Vi er nødt til at lytte til, hvad profeten Muhammed sagde til sine tilhængere: ‘Opdrag ikke jeres børn, som I selv er blevet opdraget, men gør det efter den tid, som børnene lever i.«

Serie: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere. Hun beretter om sit møde med bydelen i denne serie.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’

Kunne 'muslimsk finans' have afværget finanskrisen?

Bankdrift efter sharia-principper spås en lysende fremtid i takt med stigende efterspørgsel på banker i den muslimske verden. De varmeste fortalere mener også, at sharia-finans kunne have forebygget finanskrisen

Af: Hana Al-Khamri

Kun 14 procent af verdens 1,57 milliarder muslimer bruger banker. Hvis banker var så populære blandt muslimer som blandt f.eks. amerikanere, ville der derfor være mere end en milliard flere bankkunder verden over.
Sådanne udregninger har fået alverdens finansvirksomheder til at slikke sig om munden, og storbanker som HSBC, Citigroup og UBS har lanceret særlige afdelinger for ‘islamic finance’ - muslimsk finansvirksomhed. Også i Danmark er en lille gruppe sparekasser i gang med at løbe sharia-banken Amanah i gang - den beskæftiger sig dog kun med boligfinansiering.
Op til finanskrisen i 2008 var sektoren i voldsom vækst, men væksten var i høj grad knyttet til en kæmpe ejendomsboble i bl.a. Dubai, som siden er klappet sammen med et brag. Nu melder bl.a. Financial Times imidlertid om ny vækst: Sidste år steg værdien af verdens muslimske finansielle aktiver med 29 procent. Og denne gang er det ikke kilometer-høje skyskrabere i Dubais ørken, som driver væksten, men ganske almindelig bankdrift. Med udsigt til pæn vækst i de muslimske lande i de kommende år og dermed også udsigt til, at flere muslimer får brug for en bank, kan tendensen meget vel fortsætte.

Krisekur?

Muslimsk bankdrift adskiller sig fra almindelig bankdrift, fordi udlån af penge med renter er forbudt. I stedet indgår banken og kunden aftaler, hvor banken køber noget, som kunden efterfølgende køber tilbage i små bidder til en på forhånd aftalt pris.
»Formålet er at gøre en person eller et firma i stand til at købe ting, de har akut behov for, i overensstemmelse med deres evne til at betale senere,« forklarer Dr. Muhammad Umer Chapra fra Islamic Development Bank i Jeddah, Saudi-Arabien. Han har skrevet en lang række bøger om muslimsk finansvirksomhed og er en varm fortaler for fordelene ved muslimsk bankdrift.
»Islam kræver, at en forretningsdrivende og en pengeudlåner skal dele såvel profit som risiko ligeligt. Derfor er et af de basale principper ‘ingen risiko, ingen gevinst’,« siger han.
Princippet modvirker skabelsen af for megen risiko, og derfor kunne det også have modvirket den voldsomme forøgelse af risikoen i finanssektoren, som gik forud for finanskrisen, mener Mohammad Umer Chapra. Samtidig påpeger han, at det ifølge islam er forbudt at låne penge ud til køb af ting, som ikke er ‘reelle’. Det ville have gjort det umuligt at udlåne penge til køb af den slags derivater og andre finansprodukter, som var med til at forværre finanskrisen.
Den danske islam-ekspert Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Københavns Universitet, påpeger, at der er mange indbyrdes uenige skoler inden for muslimsk bankvæsen, og at man derfor skal være påpasselig med at udråbe principperne bag muslimsk finansvæsen som en totalløsning på finanssektorens problemer.
»Man skulle måske hellere sige, at hr. Chapras version af muslimsk bankvæsen ligger på linje med en del af den betydelige kritik, som er blevet rejst af visse finansielle produkter i kølvandet på finanskrisen,« siger han.

'Tusind og en nat' slap fri af egyptisk censur

Den arabiske litteraturs eventyrlige og klassiske hovedværk læses, elskes og beundres verden over. Men stod det til en gruppe religiøse jurister, måtte det ikke længere udkomme i i den arabiske verdens toneangivende kulturnation - i al fald ikke før alle 'obskøne passager' er strøget

Af: Hana Al-Khamri

Det er den arabiske verdens mest berømte litterære eksportprodukt efter Koranen, men det ville være synd at sige, at det nyder en sammenlignelig stor popularitet blandt islams moralvogtere. Og nu ønsker »en ny inkvisition« - således har kritikere stemplet gruppen - af stærkt religiøse advokater, at Tusind og en nat skal om ikke ligefrem forbydes helt at udkomme i Egypten, så i al fald redigeres med flittig censursaks, for at sikre, at dens »anstødelige og obskøne passager« ikke finder flere læsere.
»Bogen er fuld af laster, synd og skamløse udtryk«, og den »anlægger en sarkastisk holdning over for den guddommelige essens«.
Sådan opsummerede de syv advokater deres anklagepunkter i sidste måned, og siden har sagen mod Tusind og en nat været det store samtaleemne blandt egyptiske intellektuelle.
Sandt at sige føjede advokaterne et yderligere anklagepunkt til, nemlig at udgivelsen af bogen var »spild af offentlige penge«.

Udsolgt på to døgn

Skydeskiven for de religiøse retslærdes vrede var Gamal al-Ghitany, en berømt romanforfatter og redaktør af Egyptens mest velanskrevne litteraturtidsskrift og tillige forlægger for den nyeste version af antologien over 1.000 år gamle arabiske folkeeventyr, som er udgivet i en ny klassikerserie, som er blevet finansieret med statslige sponsormidler.
Det gjorde ikke deres vrede mindre, at første oplag blev revet væk af begærlige læsere og var udsolgt på mindre end to døgn. Tidligere på måneden tog en domstol så stilling til censurbegæringen.
»Tusind og en nat er en uvurderlig del af den arabiske kulturarv og vil altid være en hjørnesten i den mellemøstlige litteratur,« siger Sabri Elaskhari til Information over telefonen.
Som advokat skulle han have forsvaret den litterære perle i retten, men så vidt kom det aldrig. For den egyptiske rigsadvokat endte med at afvise sagen og alle tiltaler imod bogen med henvisning til, at der ikke ses at foreligge noget kriminelt forhold.
»Der var tale om et angreb på ytringsfriheden fra kredse, der vil misbruge islam til at stække den. Det er glædeligt, at rigsadvokaten har sat dem på porten,« >siger Elaskhari.
Tusind og en nat blev altså indtil videre frikendt trods bogens sine steder ganske saftige og eksplicitte erotiske passager - »Den rette holdning er ikke at forbyde bøger, pointerer Elaskhari.
»Kan man ikke lide at læse den slags, kan man jo bare lade være med at tage bogen med hjem«.
Man skal dog ikke vente, at de religiøse advokater indstiller deres censuriver.
»Dette var anden gang på 25 år, at Tusind og en nat blev forsøgt forbudt. Men denne gang har rigsadvokaten understreget bogens store kulturelle betydning,« siger den egyptiske advokat.

Ikke enestående tilfælde

Flere egyptiske forfattere gik da også sammen om en modkampagne for værkets fortsatte lovlighed. På egyptisk tv udtalte en talsmand for denne, at advokaterne »opførte sig som Taleban«, idet han henviste til den fundamentalistiske bevægelses dynamitsprængning af to gigantiske Buddha-skulpturer ved Bamiyan i 2001.
Ej heller er dette første gang, at bøger er søgt forbudt i Egypten. Sagen minder om flere andre tilsvarende. Nogle egyptiske forfattere taler om en hel bølge censur og advarer imod øget kulturel undertrykkelse og inkvisitionsstilstande.
En andet nylig sag omhandlede forfatteren Yousef Ziedans roman Azazil, som vandt den arabiske Booker-pris i 2009. Her mente religiøse kredse, koptiske kristne og muslimer i forening, at bogen var forhånende over for kristendommen og blasfemisk, fordi Jesus ikke skildres som Guds søn.
Ganske mange bøger finder ingen nåde for de egyptiske censurmyndigheder, de fleste af disse er dog bøger på andre sprog end arabisk.
Senest er engelsksprogede udgaver af den brasilianske forfatter, Paulo Colhoes bestsellerromaner Veronika beslutter sig for at dø og Elleve minutter kommet på forbudslisten.
Artikel 178 i den egyptiske straffelov forbyder offentliggørelse af materiale, som skønnes at være »anstødelig over for den offentlige anstændighed«.
Overtrædelser af denne bestemmelse kan medføre fængselsstraf på op til to år.
Igennem de seneste to årtier har Egypten oplevet en stigende indblanding fra religiøse kræfter og institutioner i hvad der kan offentliggøres inden for kunst og underholdning - en udvikling, som den egyptiske stat selv har promoveret, da Statsrådet i 1999 gav Al-Azhar-universitet, den islamiske verdens mest prominente læreanstalt, og Det Islamiske Forskningscenter ret til at undersøge og udtale sig om alle former for audiovisuelle og trykte værker, som indeholder referencer til religion.

Rødt kort til spillere med hovedtørklæde

Mens muslimske kvinder interesserer sig mere og mere for sport, er de som regel udelukket fra at deltage på grund af pålædningsregler. Kvinderne kæmper på to fronter for deres sport

Af: Hana Al-Khamri

Flere og flere muslimske kvinder interesserer sig for og dyrker sport. Sportsbegivenheder skaber udfordringer for muslimske kvinder, og i FIFA og Den Internationale Olympiske Komité har man længe diskuteret, om piger med tørklæde, kan deltage i sportsstævner:
»De skal lade dem deltage under de muslimske påklædningsregler, fordi sport er forbundet med uddannelse og myndiggørelse,« siger Lina al-Meena fra Saudi-Arabien, anfører på landets første kvindelige basketballhold, Jeddah United.
Sammen med sin mand oprettede de i 2006 Jeddah United Sports Company (JU). Et af JU’s vigtigste mål er at fremme kvindeidræt i det saudiske kongerige, hvilket har skabt en del debat.
For et par måneder siden udelukkede fodboldens verdensorganisation, FIFA, de iranske fodboldpiger fra OL for unge i Singapore, fordi de bærer hovedtørklæder. Og det er ikke det eneste eksempel. Sura al-Shawk, en ung schweizisk muslim fra Luzern, som spiller basketball, har fået at vide, at hun ikke må bære hovedtørklæde under kampene.
Dette problem blev tydeligt for første gang i februar 2007, da en 11-årig muslimsk pige blev udelukket fra en fodboldturnering i den canadiske delstat Quebec, fordi hun nægtede at fjerne sit hovedtørklæde. Fodboldforbundet i Quebec forsvarede beslutningen med henvisning til regler, som forbyder spillere at bære tøj og smykker, der kan forårsage skader.
FIFA’s afgørelse er tilsyneladende baseret på en paragraf i fodboldens internationale regelsæt, hvori det hedder, at det obligatoriske udstyr »ikke må indeholde politiske, religiøse eller personlige budskaber«.

Lukkede stævner

Rola Assi, det eneste bestyrelsesmedlem i Libanons olympiske komité, siger:
»For mange år siden måtte kvinder slet ikke deltage i OL. Det var kun for mænd, så vi må ikke miste håbet. Vi bliver ved, indtil kvinderne får lov til at bære tørklæde og dyrke sport.«
Kvinder i Libanon lever under friere forhold end kvinder i andre arabiske lande. Rola Assi siger, at kvinderne i hendes land deltager i næsten alle sportsgrene. Kvinder fra Saudi-Arabien har derimod ikke lov til at deltage i OL eller andre store sportsbegivenheder. Kvindeidræt er også forbudt på offentlige skoler der.
»Derfor har IOC længe sagt, at de vil udelukke Saudi-Arabien fra OL, så længe saudiske kvinder ikke må deltage. Men der er endnu ikke sket noget,« siger Lina al-Meena og tilføjer: »Vores udfordring i Saudi-Arabien går ikke ud på, at få kvinderne med til OL, men at få indført idrætstimer på de offentlige pigeskoler,« forklarer Lina al-Meena.
Iranske kvinder har siden begyndelsen af 90’erne haft lov til at deltage i internationale sportsstævner som f.eks. OL. Men på grund af reglerne for klædedragt har deres deltagelse været begrænset til skydekonkurrencer. For at give kvinderne mulighed for at deltage i sportsgrene, hvor dele af kroppen er blottet, blev Den Islamiske Kvindeidrætsorganisation oprettet i 1991 med støtte fra bl.a. IOC. Organisationen afvikler sportsstævner for muslimske kvinder, hvor mandlige deltagere såvel som organisatorer og tilskuere er bandlyst.
Disse stævner blev til på initiativ af Fa’ezeh Hashemi, datter af ekspræsident Akbar Rafsanjani, en kontroversiel forkæmper for kvindeidræt. De muslimske kvindelege fandt sted for første gang i Teheran i 1993, hvor deltagerne marcherede ind på stadion iført hijab til den officielle åbningsceremoni, som også blev overværet af mandlige tilskuere. Derefter konkurrerede kvinderne i de forskellige sportsgrene i almindeligt sportstøj. Alle konkurrencerne fandt sted i bygninger med adgang forbudt for mænd, så deltagerne kunne tage deres hijab af.
Sima Limoochi, som er bordtennisspiller og medlem af IOC’s udvalg for kvinde-idræt, siger:
»Det er forståeligt, at IOC ikke kan tillade kvinder, der følger muslimske påklædningsregler om at tildække sig helt. Derfor bør vi finde en anden løsning. Det er meget vigtigt at tilskynde muslimske kvinder til at dyrke sport. IOC skal vide, at de ikke kan ændre vores islamiske tankegang, så derfor er det bedre at diskutere tingene for at finde en passende løsning,« siger Limoochi, som er Irans medlem af det internationale bordtennisforbund.

Kulturelt spørgsmål

Muslimer mener, at profeten Muhamed anbefalede en sund livsstil, og at muslimer derfor bør dyrke sportsgrene som løb, ridning, svømning og bueskydning. Nogle muslimske sociologer, som tager udgangspunkt i muslimske kilder mener, at idræt på grund af de sundhedsmæssige fordele burde være obligatorisk for kvinder.
»Der var en gruppe i samfundet, som var imod mit basketballhold,« siger Lina al-Meena. »Der er ingen religiøse argumenter for, at vi ikke kan dyrke sport. Det er et kulturelt spørgsmål, men nogen af dem bruger religion som deres egen ideologi.«
Kønsopdelingen giver mange piger og kvinder mulighed for at dyrke sport. Det anses imidlertid af mange for at være ‘ufeminint’, selvom det foregår uden mandlige tilskuere. Ifølge saudiske aviser var det således yderst kontroversielt, da landets kvinder fik mulighed for at spille fodbold.
»Det muslimske bønne-ritual er faktisk en række gymnastiske øvelser«, siger Lina for at bevise, at idræt allerede er en del af muslimers åndelige liv: »Under de fem daglige bønner laver vi sidebøjninger, lægger håndfladerne på knæene og ryggen parallelt med jorden, mens vi ser på fødderne. Vi rejser os fra en sammenbøjet til en opretstående stilling med armene langs siden. Er det ikke fysiske øvelser?« spørger Lina al-Meena.

Jordansk fodboldpioner indtager landet

En ung kvinde fra Jordan, som har skrevet kontrakt med Fortuna Hjørring, er den første arabiske kvinde, der spiller professionel fodbold i Europa

• Rødt kort til spillere med hovedtørklæde

Stephanie Al-Naber jonglerer med bolden hos Fortuna Hjørring - som den første professionelle kvindelige spiller i Europa. Foto: Sigrid Nygaard

Af: Hana Al-Khamri

 

  

Stephanie Al-Naber er en 22-årig fodboldspiller fra Jordan. Hun var blandt de første kvindelige spillere, da klubben Shabab Al-Urdon (Jordans Ungdom) åbnede for kvindefodbold i 2005. I august sidste år var hun på turné i Europa og spillede sig til en professionel kontrakt med den danske klub Fortuna Hjørring. Dermed blev hun den første kvindelige spiller fra Mellemøsten i Europa, hvilket har gjort hende til en stjerne i hjemlandet:
»Jeg er den første kvindelige fodboldspiller fra Jordan, som har fået mulighed for at spille professionelt i udlandet, så da jeg skrev kontrakt, var det en stor ting i mit hjemland,« fortæller hun.
Stephanie Al-Naber begyndte i den danske klub efter kampene for det jordanske landshold i Officers Club Championship i begyndelsen af 2009, hvor Jordan opnåede en andenplads. Hendes modersmål er arabisk, men hun taler flydende engelsk og studerer ved Aalborg Universitet.
Fortuna Hjørring har sørget for, at Stephanie Al-Naber kan færdiggøre sine handelsstudier under opholdet i Danmark. Hendes akademiske aspirationer går hånd i hånd med træning og kampe for klubben fra Hjørring, så hun regner med at afslutte sin bachelorgrad til sommer.

Fodboldfamilie

Hun begyndte sin professionelle karriere i en ung alder, og hendes kærlighed til bolden begyndte, da hun var barn. Hun har driblet med en fodbold, siden hun trådte sine første skridt, og voksede op i et sportsinteresseret miljø:
»Jeg spillede altid fodbold med min familie derhjemme, og så spillede jeg på skoleholdet. Da jeg var 10 år, så træneren, at jeg havde talent. Senere spillede jeg to sæsoner i en mindre klub, inden jeg i 2005 spillede min første kamp for Shabab Al-Urdon. I 2006 spillede jeg min første kamp for landsholdet,« siger hun.
Hendes far, Mazen, er en stor fan af Shabab Al-Urdun og har opmuntret sine børn til at spille fodbold. Resultatet er, at tre af hans børn spiller for et andet hold i Jordan. Hun kommer fra en familie af inkarnerede fodboldelskere. Hendes yngre bror Yousef spiller også på landsholdet, ligesom hendes lillesøster Natasha:
»Selvom min mor ikke er sportsinteresseret, støtter hun os alligevel,« siger hun.
Under West Asia Cup sidste år mødte Stephanie en australsk spiller, som havde været i Danmark:
»Hun spurgte mig, om jeg ville være interesseret i at komme til Danmark for at spille. Det var altid min drøm at spille i Europa.«
Stephanie Al-Naber har fået et tilbud fra en tysk klub om at spille for dem, når hendes kontrakt med Fortuna Hjørring udløber ved udgangen af juni:
»Min plan er først at bestå min eksamen ved universitetet i Aalborg. Jeg ved ikke, hvad jeg så gør bagefter. Jeg er ikke sikker på, at jeg tager imod tilbuddet fra Tyskland, for jeg er nødt til at tænke på min uddannelse.«
Jeg spurgte hende, hvordan de danske spillere reagerer på en arabisk pige, der spiller fodbold i Danmark:
»De har været meget overraskede, og derfor føler jeg et stort ansvar. Jeg skal være rollemodel for alle spillere fra Mellemøsten og udnytte denne mulighed så godt som muligt.«

Lærer en masse

»I mit hjemland er der stadig nogen, der kritiserer mig, fordi jeg som kvinde spiller fodbold. Men jeg er ligeglad, for min familie og det jordanske fodboldforbund støtter mig. Jeg blev lykønsket af den jordanske prins Ali bin al Hussein, da jeg skrev kontrakt med Fortuna Hjørring, og de jordanske aviser skrev om det. De følger stadig med i, hvordan jeg klarer mig i Danmark.«
Selvom klimaet og kulturen er helt anderledes, virker hun glad for at spille i Hjørring: »Jeg lærer en masse af at spille her i Danmark, hvor niveauet er meget højere. Jeg har arbejdet hårdt, og derfor har klubben sagt, at de gerne vil beholde mig, og at de tror på mit talent,« siger Stephanie Al- Naber og tilføjer glad og stolt: »Det er fantastisk måde at bruge sin fritid.«

Museum giver efter for pres

Først aflyste Verdenskulturmuseet i Göteborg en planlagt kontroversiel udstilling af frygt for at provokere religiøse følelser, nu aflyser de så aflysningen, fordi de er bange for ståhej

• Kulturrelativisme

Et af de billeder, som ikke bliver vist på Verdenskulturmuseet i Göteborg. Museet har nu ændret holdning og vil gerne udstille kunstneren, men Wallin har fået nok og vil nu finde et andet sted til sine billeder. Foto: Elisabeth Ohlson Wallin

Af: Hana Al-Khamri, 

Verdenskulturmuseet i Göteborg giver efter for pres udefra og viser nu alligevel den aflyste udstilling ‘Jerusalem’ med billeder af homoseksuelle i Jerusalem af den anerkendte svenske fotokunstner Elisabeth Olson Wallin som oprindeligt planlagt.

Større billede

Større billede

Større billede

Større billede

Historien om udstillingen begynder tilbage i 2007, hvor fotokunstneren og museet lavede en aftale om den kommende udstilling.
Siden fik museet en ny ledelse, og den nye ledelse rådførte sig med tre religiøse ledere og besluttede sig i forlængelse heraf for at gøre udstillingen mindre og at vise billederne i en helt anden sammenhæng, end den fotografen havde planlagt. Den beslutning fik fotokunstneren til at opsige sin kontrakt med Verdenskulturmuseet. Det skete ifølge Wallin, fordi museet ikke har ønsket at vise hendes udstilling i sin oprindelige form af frygt for, at den skulle støde nogle menneskers religiøse følelser. I særlig grad var museet bange for, at billederne ville fremkalde stærke reaktioner fra muslimer.
Trods kovendingen er det imidlertid slet ikke sikkert, at Verdenskulturmuseet overhovedet kommer til at vise ‘Jerusalem’-udstillingen, for de har efter offentliggørelsen af den nye beslutning end ikke kontaktet fotografen og spurgt hende, om hun nu vil være med.
Og meget tyder på, at museet nu slet ikke får lov at vise udstillingen. Konfronteret med den nye oplysning siger Elisabeth Ohlson Wallin til Information, at »hun ikke længere kan stole på museet. De havde en underlig holdning til mine billeder, og de lyttede til religiøse lederes ønske om at stoppe udstillingen.«
Desuden har hun fra andre museer fået flere tilbud om at vise udstillingen.

Alle tre religioner

I udstillingen kombineres kunstfotografier fra Jerusalem med tekststeder fra de tre monoteistiske verdensreligioner, der alle betragter Jerusalem som en hellig by. I nutidige omgivelser skal billederne illustrere bestemte passager fra jødedommens Torah, kristendommens Bibel og Islams Koran.
Idéen fra Wallins side var ikke »at spille på den islamofobi, som er på fremmarch i Sverige - det er bekymrende, og jeg er meget optaget af det spørgsmål, såvel som jeg er af homofobi og anden diskrimination. Nej, hvad jeg ville vise var, at islam ikke står alene med sin fordømmende holdning til homoseksuelle. Den deles også af jødedom og kristendom.«
Wallin har hele tiden insisteret på, at udstillingen kun kan vises solo. For hende var hensigten fra første færd at vise, hvordan de tre store monoteistiske verdensreligioner ser på homoseksualitet.
»For mig var det en pointe, at disse tre religioner har det samme had til sex,« siger hun. Da Elisabeth Wallin i 2007 tilbød museet sine billeder, blev de accepteret med begejstring.
»Dengang havde museet en brav direktør i Margaret Allen. Hende havde jeg haft et godt samarbejde med, og hun ville gerne have min udstilling,« siger Wallin.
Hun fortæller videre, at da hun var i Jerusalem ved påsketid for at tage de aftalte portrætter, fik museet ny direktør. Nu var man på museet »bekymret for de billeder, jeg havde tilbudt, skønt de slet ikke havde set dem endnu. Man var bange for, at billederne ville blive anset for provokerende og fremkalde stærke reaktioner fra muslimer,« som hun formulerer det.

Vaklende ledelse

Journalist Malin Clausson, som har dækket historie for Göteborgs-Posten, siger, at historien har vakt opsigt og debat i svenske medier, navnlig fordi den involverer en kunstner, der anses for højt anerkendt.
»Debatten her i Göteborg har meget gået på, at museet er bange for noget, som vil blive opfattet som en politisk manifestation. Mit eget synspunkt er, at vi har at gøre med en svag og vaklende museumsledelse, der ikke ved, hvad den gør.«
Den påstand er blevet bekræftet af den seneste kovending. Museet i Göteborg skyr konflikter og tiltrækker dermed gentagne gange nye.
Som Karin Olsson, kulturredaktør på Expressen, udtrykker det, så er »museet lige så bange for først at krænke religiøse følelser, som man er blevet efter al ståhejen med Ohlsson Wallin.«
Karin Olsson fortsætter: »Hvorfor lærte museet ikke af hændelsen med Louzla Darabis værk ‘Scéne d’amour?’« Den franske kunstner med muslimsk baggrund lavede et billede, der viser et samleje og vers fra Koranen. Det blev efter trusler fra muslimske grupper i 2005 fjernet af museet. Hændelsen vakte stor diskussion og blev set som en accept af en indskrænkelse af ytringsfriheden.

Ny ledelse

Problemet for museet opstod ifølge Ohlsson Wallin oprindeligt, da den nye ledelse i kulturrelativismens hellige navn for tre religiøse ledere valgte at forevise en række af hendes billeder og lade deres reaktioner bestemme selve udstillingen:
»Jeg syntes, det et godt initiativ, da de åbenbart ønskede at forberede sig på de spørgsmål og reaktioner, som billederne kunne vække. Museet mødtes altså med en rabbiner, en præst og en repræsentant for en muslimsk ungdomsorganisation. De tre ledere mødte op hver for sig på tre forskellige dage, men jeg var ikke med til et eneste af møderne. Jeg blev også vred, da det gik op for mig, at museet ikke havde inviteret nogen homoseksuelle personer med - og for øvrigt heller ingen kvinder. Alle parter jo må høres i en sådan sag,« siger Wallin.
Efter mødet med de religiøse ledere foreslog museet derefter, at udstillingen kun kunne vises, hvis den indgik i en større udstilling, hvor repræsentanter for de tre verdensreligioner kunne forsvare sig imod anklager for homofobi. »Det sagde jeg nej til, for min udstilling er udtænkt til specifikt at beskæftige sig med det ømtålelige problem, at de tre religioner fordømmer homoseksualitet. Det ville kun fungere på en separat udstilling,« understreger Wallin.
»Det var tydeligt, at museet var blevet påvirket af, hvad de religiøse ledere havde sagt til dem,« siger Wallin. »Først på det tidspunkt opstod der overhovedet en konflikt.«
Nu har Verdenskulturmuseet så skiftet kurs igen. Spørgsmålet er, om de ikke taber udstillingen på gulvet.

Fakta: Wallin

Elisabeth Ohlson Wallin (f. 1961) er en af Sveriges mest kendte fotokunstnere. Hun bor i Stockholm med sine to børn. Hendes udstillinger har ofte beskæftiget sig med seksualitet og religiøs undertrykkelse. Blandt hendes andre udstillinger er ’Via Dolorosa’ (2004) om hiv/aids-situationen i Sydafrika, ’Livet med tiden’ (2006) om at blive gammel og ’In Hate We Trust’ (2007) om religiøst tilskyndet had og hadforbrydelser mod homoseksuelle.

'Twitterrevolutionen var en and'

Internettets sociale medier er ikke det værktøj, der kan vælte Irans styre, siger iransk internetekspert og eksiljournalist. Den forestilling er en romantisk vestlig utopi, for dels kan regimet blokere hjemmesider, dels er det kun de færreste iranere, der har netadgang og fornøden teknisk viden til at bruge de nye medier effektivt

• 
  

Twitter havde ikke nogen særlig stor betydning for den iranske opstand, mener Mahmood Enayat, der forsker i nye medier. Foto: Kristine Kiilerich

Af: Hana Al-Khamri

»Forhåbningerne til at internettets sociale medier kan blive det værktøj, der kan vælte Irans styre, er overdrevne. Facebook og Twitter kan ikke fostre revolution eller massemobilisering alene af den grund, at flertallet af iranerne slet ikke har netadgang. Og kun de færreste af dem, der har, er i stand til at omgå myndighedernes blokeringer. Snarere er de slag, som udkæmpes i Irans internetoffentlighed mellem oppositionsaktivister og regimet at sammenligne med en slags elektronisk kattens leg med musen.«
Sådan siger Mahmood Enayat, en iransk ekspert, der forsker i nye medier ved Oxford Internet Institute, og som netop har gæstet Danmark, i et interview med Information.
‘Twitterrevolutionen’ blev de kaldt, de protestdemonstrationer, som skyllede hen over Irans større byer i sommeren 2009 (og stadig blusser op med jævne mellemrum, navnlig på nationale og religiøse mærkedage, red.), som udtryk for folkelig vrede over hvad der blev set som en tilsvindlet valgsejr, der gav præsident Ahmadinejad en ny periode på bekostning af rivalen Mousavi. Demonstrationerne, der på deres højeste kunne samle over en million mennesker, blev knust med stor brutalitet, og samtidig fik de iranske mainstreamjournalister forbud mod at dække begivenhederne

Meningsløs betegnelse

»Twitter er slet ikke det mobiliseringsværktøj, det er blevet gjort til. Twitter blev ikke brugt til at organisere protesterne, så derfor er Twitter-revolutionen en meningsløs betegnelse,« siger Enayat. »Udtrykket blev lanceret af en iransk blogger, der skriver under navnet Andrew Sullivan. Herfra spredte det sig hurtigt til verdens medier,« forklarer han.
Enayat, hvis akademiske forskning fokuserer på de juridiske, politiske, sociale og psykologiske implikationer af internetfiltrering, har navnligt interesseret sig for, hvordan de iranske myndigheder bruger filterteknologien til at blokere for bestemte typer indhold.
Sammen med fem andre eksiliranske journalister er han i denne uge i Danmark for at deltage i et seminar arrangeret af blandt andet Dansk Journalistforbund, International Media Support og Forlæggerforeningen, der skal belyse, hvad der kan gøres for at skabe nye strukturer, der kan styrke og professionalisere de iranske medier - både dem, der opererer indenfor og dem, der opererer uden for Den Islamiske Republik, således at disse kan sættes bedre i stand til at formidle ucensurerede informationer og fremme åben debat.
»De fleste twitteraktivister i Iran efter præsidentvalget skrev på engelsk og ikke på farsi,« siger Enayat. »Det fortæller alt om, hvor lille en minoritet der var tale om.«
»Situationen i Iran i de hektiske uger var præget af de restriktioner, som regimet havde pålagt både iranske og udenlandske medier. Men ved siden af disse medier var der så bloggeraktivisterne, der også benyttede sig af Facebook og YouTube. De fleste af disse skrev på farsi, og hvad der så skete, var at iranere i udlandet, som fulgte med i disse blogs, formidlede oplysninger videre på engelsk på Twitter. Derfor begyndte alle de udenlandske medier at interessere sig så meget for Twitter. CNN havde sågar sin egen Twitter-korrespondent.«
»Facebook spillede således en rolle, selv om regimet efter valget gjorde hvad de kunne for at filtrere og blokere tjenesten. Aktivisterne og deres publikum blev herefter nødt til at bruge konverteringsværktøjer for at få adgang til de spærrede sider. Før valget var Facebook mere åbent, og tjenesten blev hurtigt meget populær i Iran og blandt eksiliranere i udlandet,« siger Enayat og tilføjer: .
»Der er tusindvis af politiske aktivistgrupper blandt de over to millioner eksiliranere i verden, og de bruger de sociale internettjenester flittigt for at mobilisere støtte mod præstestyret, men i selve Iran spiller de en mindre rolle og bliver kun i begrænset omfang brugt til at koordinere aktivisternes aktioner.«

Vestlig forelskelse

»At uploade materiale til YouTube er en teknisk udfordring for de fleste, og hvis man ser på, hvad der faktisk ligger, fremgår det, at der kun er ret få personer, der har lagt videoklip op. Det kræver, at man har udstyret og ikke blot kamera og computer, men også konverteringsværktøjer, og det har kun de færreste. Noget massefænomen er der altså ikke tale om,« pointerer Enayat.
»De vestlige medier forelskede sig i en utopi om internettet som demokrativærktøj, hvor sandheden er, at måske så få som 11 procent af de iranske oppositionsaktivister i selve Iran har adgang til internettets sociale tjenester.«
Ikke desto mindre er det iranske præstestyre meget opmærksom på netmediernes undergravende potentiale, fortæller Enayat.
»Den iranske regering har iværksat et omfattende program, hvor de promoverer regeringsloyale bloggere og investerer store midler i ikke bare at kontrollere internettet, men også skabe sine egne internettjenester. F.eks. forsøger man at udvikle en national e-mailtjeneste for at slippe af med de amerikanske webmailtjenester, som mange iranere bruger.«
»Et problem ved internetaktivisme er desuden sårbarheden. Man blotter sig, efterlader et digitalt spor, og det betyder, at flere er blevet arresteret og retsforfulgt, fordi de har skrevet på Facebook og Twitter.
»Det kræver et stort teknisk knowhow at vide, hvordan man omgår myndighederne og undgår at blive afsløret.«
»De sociale internetmedier kan ikke i sig selv skabe en revolution, selv om medier selvfølgelig altid spiller en rolle for massemobilisering. Under den Islamiske Revolution i 1979 var fotokopimaskiner og kassettebånd de vigtige medier.«

Nice Letter from a Danish Reader

Tillykke

Lene C. Lund, Aalborg
Tillykke til Information med ansættelsen af Hana Al-Khamri. Dejligt at Information nu medvirker til, at vi ; læsere ;får en flig af ; forståelse af ;den islamiske verden. Denne gang med ;’indre øjne’

Fortsat mystik om al-Qaeda- drab i Irak

Irak hævder at have dræbt al-Qaedas øverste ledelse i Irak, men beviserne på, at det virkelig er dem, de irakiske sikkerhedsstyrker har fået ram på, savnes fortsat

• 
  

Fungerende premierminister Nouri Al-Maliki viser et billede, der angiveligt skulle vise en af de dræbte al-Qaeda ledere. Foto: Iraqi PM Office

Af: Hana Al-Khamri

Meddelelsen om irakiske og amerikanske styrkers vellykkede likvidering af al-Qaedas ledelse i Irak blev i går bekræftet af Iraks fungerende premierminister Nouri Al-Maliki. Han oplyste, at Al-Qaedas tre øverste ledere i Irak - Abu Ayyub al-Masri, Abu Omar al-Baghdadi og Ahmed al-Obeidi - var blevet dræbt og fremlagde en række fotos som bevis. Bekræftelsen kom, kort efter en domstol havde givet Al-Maliki medhold i kravet om genoptælling af en del af de afgivne stemmer ved sidste måneds parlamentsvalg.
De to begivenheder ses som tegn på, at al-Maliki ønsker at styrke sin position og ruste sig til kommende magtkampe med rivalen Ayad Allawi, der besejrede Maliki med ganske få stemmer ved valget i marts.
Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, kaldte tirsdag likvideringerne af de tre al-Qaeda-ledere for »et ødelæggende slag mod Al-Qaeda i Irak«. Biden roste i den forbindelse den irakiske ledelse. »Irakerne stod selv bag denne operation, og det var efterretninger fra de irakiske sikkerhedstjenester i forbindelse med pågribelsen af en højtstående al-Qaeda-leder i sidste måned, der skabte gennembruddet,« sagde han.

Dræbt for femte gang

Moed Fayad, der er redaktør for det ansete tidsskrift Middle East International, kalder imidlertid likvideringerne for »cowboyjustits«, der har til formål at give omverdenen indtryk af, at USA forlader et land, der kan tage vare på sin egen sikkerhed.
Nouri al-Maliki, oplyste på et pressemøde, at to af de tre al-Qaeda ledere angiveligt blev dræbt ved et raketangreb mod et hus i Tikrit, hvor de holdt sig skjult, mens den tredje, Ahmed al-Obeidi, angiveligt blev dræbt ved en militæroperation i den nordlige Nineveh-provins.
Moed Fayad er imidlertid skeptisk over for de amerikanske og irakiske myndigheders påstand.
»Det er femte gang, at Iraks regering hævder at have dræbt Abu Omar al-Baghdadi - det skete også i 2007, 2008 og 2009«, siger han.
»Men uanset om det er rigtigt denne gang, er sigtet tydeligvis at styrke al-Maliki i magtkampen efter valget og at give legitimitet til den amerikanske tilbagetrækning.«
Fayad påpeger, at ved sådanne operationer plejer en repræsentant for Iraks Forsvarsministerium eller en repræsentant for de irakiske styrker at udtale sig til pressen, men at det ikke er sket i dette tilfælde. »Hvad er det, der gør, at det er en af præsidentkandidaterne, der præsenterer billederne af de dræbte for pressen,« spørger han. Joe Biden sagde i går til flere internationale medier, at aktionen er et bevis på de irakiske sikkerhedsstyrkers voksende styrke og kapacitet. Men det passer ikke, siger Moed Fayad.
»Ifølge mine oplysninger var der tale om en amerikansk operation, og nu forsøger USA at overbevise det internationale samfund om, at den irakiske sikkerhed er forbedret,« siger han.
»Den irakiske regering har hverken kampvogne eller kampfly, og den eneste dræbte i forbindelse med denne operation var en amerikansk soldat. Hvordan kan de så påstå, at det var en irakisk sikkerhedsoperation,« spørger han.

Usikkerhed om identitet

Da Maliki i går fremviste billeder af de to lig for pressen, hævdede han, at de var blevet identificeret ved hjælp af DNA-prøver. Men det overbeviser ikke den irakiske journalist.
»Hvordan kan vi være sikre på, at de to personer virkelig er højtstående Al-Qaeda medlemmer. De havde intet på sig, som beviser dette, siger han. »Da de amerikanske myndigheder i sin tid meddelte, at Saddam Hussein var taget til fange, kunne man bevise det ved hjælp af dna-prøver, som tidligere var taget på et irakisk hospital, og dna-prøver fra hans to sønner, men i denne sag er der ikke noget at sammenligne med.«
Moed Fayads tidsskrift, der udgives i London, mener, at de dræbtes identitet bør bekræftes af al-Qaeda i Irak, før man kan være sikker.
Tirsdag besluttede Iraks Uafhængige Valgkommission i øvrigt, at en del af stemmerne fra parlamentsvalget skal tælles om. Beslutningen kommer efter klager over uregelmæssigheder i forbindelse med valget for seks uger siden. Da der ikke er fundet bevis for omfattende eller systematisk valgsvindel på landsplan, har kommissionen besluttet kun at håndoptælle stemmerne i Bagdad.
Oversat af: Niels Ivar Larsen og Charlotte Aagaard

Saudiarabisk digterstjerne ønskes død i sit hjemland

Med et opsigtsvækkende digt, hvori hun kritiserede islamiske koranlærde på live tv, blev Hissa Hilal nummer tre i en talentkonkurrence for digtere, der bygger på samme principper som 'X-Factor' - nu er hun heltinde for nogle, mens andre diskuterer, hvordan de skal slå hende ihjel

Af: Hana Al-Khamri, Charlotte Aagaard

Saudiske Hissa Hilal trækker på skuldrene af kritikken: 'Mine digte har altid været provo-ke-rende. Det er min måde at udtrykke mig på og igen give arabiske kvinder en stemme, efter at nogen har bragt os til tavshed ved at tage patent på vores kultur og religion. Hun blev nr. tre ud af fem. De fire andre var mænd. Foto: Arablit.com

I sidste uge sluttede endnu en omgang af programmet Poet for millioner produceret i Abu Dahbi - denne gang med medvirken af saudiarabiske Hissa Hilal, en fuldt tilsløret 43-årig mor til fire og digter, som udløste både lovprisninger og vakte vrede med sine digte. I det sidste afsnit af den voldsomt populære tv-dyst endte hun med at vinde tredjepladsen. Det indbragte hende en pengepræmie på tre millioner dirhams (4,5 mio. kr.).
Skønt Hissa Hilal ikke er den første kvindelige deltager i programmet, der har optrådt iført sort niqab, skulle denne deltagelse fra en kvinde i showet blive overordentlig kontroversielt (sidste år optrådte Ida Aljahani, også fra Saudi-Arabien, men uden at vække tilnærmelsesvis samme grad af forargelse).
Da Hilal først havde gjort sin entré på scenen, var hun chokerende frimodig i sine recitationer - ja, hun brugte ligefrem sin poesi til at rette et attentat på islamiske ekstremister og deres fatwaer (kendelser udstedt af religiøse autoriteter, red.).
»Jeg har set ondskaben i øjnene på fatwa-udstedere/ når det, som engang var tilladt, blev forvrænget til forbud,« messede hun bl.a. i et digt, der bar titlen »Fatwaernes kaos«.

26 imamer kræver døden

Det blev hurtigt udlagt som en protest imod sheik Abdulrahman bin Nasser al-Barak, en af de mest ekstreme saudiarabiske gejstlige, som for nylig formulerede en fatwa imod enhver form for samkvem mellem ikke-beslægtede mænd og kvinder i det offentlige liv. Et sådant forbud gælder allerede, men sheiken krævede ydermere, at enhver, som offentligt gør sig til talsmand for at ophæve dette forbud, skal straffes med døden - et krav, som samlede støtte fra 26 andre islamiske retslærde.
Den generelle opfattelse i Saudi-Arabien er, at en kvindes stemme er skamfuld og derfor ikke bør høres i den offentligt sfære, så allerede Hissa Hilas blotte optræden i showet var et dristigt skridt.
Hilals frimodighed har medført adskillige dødstrusler imod hende fra personer, der hævder, at hun undergraver islam. Navnlig de grupper på internettet, som frekventeres af ekstremister, som stempler enhver, der ikke deler deres islamfortolkning til punkt og prikke, som vantro, har skruet op for retorikken. Og på chathjemmesiden Jeg er muslim-Forum, hvor der tidligere har været udsendt videoer optaget af terrorister, har en række medlemmer diskuteret, hvordan de kan myrde Hilal.
Et diskussionspunkt har i den forbindelse været, hvorvidt et drab på hende ville være obligatorisk ud fra begrebet hudud eller ud fra tazir. Hudud omfatter de straffe, som efter islamiske foreskrifter skal tildeles for specifikke forbrydelser som utroskab, tyveri og bagvaskelse, og tazir er straffe, som tilkendes ud fra en herskers eller en dommers skøn. Hvor reality-tv og konkurrenceshows i kontroversielt i den arabiske verden, er den arabiske offentlighed til gengæld begejstret for poesi, der traditionelt anses for at være en væsentlig del af den arabiske kultur.
Programmet Poet for millioner, som sendes fra Abu Dhabis statslige tv, har været særdeles populært, ikke mindst fordi programmet har tiltrukket nogle af de ypperste mestre inden for beduin-dialekt-poesi, kendt som nakbati.
Programmet er bygget op som en konkurrence i digtekunst i stil med talentshows som X-Factor og American Idol. Men i stedet for at synge, skal de deltagende recitere deres digte, hvorefter dommere bedømmer kvaliteten af digtet og fremførelsen.
Også tv-seerne kan evaluere præstationerne ved at sende sms’er ind.
Saudiarabiske kvinder har tidligere fået udgivet poesi og prosa i lokale aviser, men i de fleste tilfælde under falske navne af frygt for, hvad reaktionen ville blive fra et ultrakonservativt samfund.
Hissa Hilal fortæller til internationale medier, at hun har skrevet digte i 15 år og tidligere udgav dem under pseudonymet Remiya.
»Ingen vidste, hvem Remiya var, end ikke min far - han ville blive vred, hvis han vidste, det var mig.«
Men så besluttede hun så til at træde offentligt frem, efter at familien havde givet hende lov - den havde brug for pengepræmien, især fordi hun har et autistisk barn, der kræver dyr særlig pleje.
Langt fra alle saudiarabere støtter fordømmelsen af Hilal. Hun har dog fået sympatierklæringer fra den prominente kvindelige forfatter, Amira Kashgari, som i den liberale avis al-Watan skrev, at hendes recitation var »en milepæl og et kæmpe skridt fremad for saudiarabiske kvinder.«
Betinget opbakning er der også fra Mohamed Salam, programleder for den islamiske tv-kanal, Iqra, der dog siger: »Talentshows kan sagtens have kvindelige medvirkende, så længe disse er tildækkede og uden makeup og ikke reciterer digte om stærke følelsesmæssige emner, f.eks. om kærlighed og elskov. Hissa Hilal digt handlede om seriøse emner, og det er kun nyttigt,« siger han i telefonen fra Saudi-Arabien