Sunday, June 27, 2010

Jordansk fodboldpioner indtager landet


En ung kvinde fra Jordan, som har skrevet kontrakt med Fortuna Hjørring, er den første arabiske kvinde, der spiller professionel fodbold i Europa
Stephanie Al-Naber jonglerer med bolden hos Fortuna Hjørring - som den første professionelle kvindelige spiller i Europa. Foto: Sigrid Nygaard
Stephanie Al-Naber er en 22-årig fodboldspiller fra Jordan. Hun var blandt de første kvindelige spillere, da klubben Shabab Al-Urdon (Jordans Ungdom) åbnede for kvindefodbold i 2005. I august sidste år var hun på turné i Europa og spillede sig til en professionel kontrakt med den danske klub Fortuna Hjørring. Dermed blev hun den første kvindelige spiller fra Mellemøsten i Europa, hvilket har gjort hende til en stjerne i hjemlandet:
»Jeg er den første kvindelige fodboldspiller fra Jordan, som har fået mulighed for at spille professionelt i udlandet, så da jeg skrev kontrakt, var det en stor ting i mit hjemland,« fortæller hun.
Stephanie Al-Naber begyndte i den danske klub efter kampene for det jordanske landshold i Officers Club Championship i begyndelsen af 2009, hvor Jordan opnåede en andenplads. Hendes modersmål er arabisk, men hun taler flydende engelsk og studerer ved Aalborg Universitet.
Fortuna Hjørring har sørget for, at Stephanie Al-Naber kan færdiggøre sine handelsstudier under opholdet i Danmark. Hendes akademiske aspirationer går hånd i hånd med træning og kampe for klubben fra Hjørring, så hun regner med at afslutte sin bachelorgrad til sommer.

Fodboldfamilie

Hun begyndte sin professionelle karriere i en ung alder, og hendes kærlighed til bolden begyndte, da hun var barn. Hun har driblet med en fodbold, siden hun trådte sine første skridt, og voksede op i et sportsinteresseret miljø:
»Jeg spillede altid fodbold med min familie derhjemme, og så spillede jeg på skoleholdet. Da jeg var 10 år, så træneren, at jeg havde talent. Senere spillede jeg to sæsoner i en mindre klub, inden jeg i 2005 spillede min første kamp for Shabab Al-Urdon. I 2006 spillede jeg min første kamp for landsholdet,« siger hun.
Hendes far, Mazen, er en stor fan af Shabab Al-Urdun og har opmuntret sine børn til at spille fodbold. Resultatet er, at tre af hans børn spiller for et andet hold i Jordan. Hun kommer fra en familie af inkarnerede fodboldelskere. Hendes yngre bror Yousef spiller også på landsholdet, ligesom hendes lillesøster Natasha:
»Selvom min mor ikke er sportsinteresseret, støtter hun os alligevel,« siger hun.
Under West Asia Cup sidste år mødte Stephanie en australsk spiller, som havde været i Danmark:
»Hun spurgte mig, om jeg ville være interesseret i at komme til Danmark for at spille. Det var altid min drøm at spille i Europa.«
Stephanie Al-Naber har fået et tilbud fra en tysk klub om at spille for dem, når hendes kontrakt med Fortuna Hjørring udløber ved udgangen af juni:
»Min plan er først at bestå min eksamen ved universitetet i Aalborg. Jeg ved ikke, hvad jeg så gør bagefter. Jeg er ikke sikker på, at jeg tager imod tilbuddet fra Tyskland, for jeg er nødt til at tænke på min uddannelse.«
Jeg spurgte hende, hvordan de danske spillere reagerer på en arabisk pige, der spiller fodbold i Danmark:
»De har været meget overraskede, og derfor føler jeg et stort ansvar. Jeg skal være rollemodel for alle spillere fra Mellemøsten og udnytte denne mulighed så godt som muligt.«

Lærer en masse

»I mit hjemland er der stadig nogen, der kritiserer mig, fordi jeg som kvinde spiller fodbold. Men jeg er ligeglad, for min familie og det jordanske fodboldforbund støtter mig. Jeg blev lykønsket af den jordanske prins Ali bin al Hussein, da jeg skrev kontrakt med Fortuna Hjørring, og de jordanske aviser skrev om det. De følger stadig med i, hvordan jeg klarer mig i Danmark.«
Selvom klimaet og kulturen er helt anderledes, virker hun glad for at spille i Hjørring: »Jeg lærer en masse af at spille her i Danmark, hvor niveauet er meget højere. Jeg har arbejdet hårdt, og derfor har klubben sagt, at de gerne vil beholde mig, og at de tror på mit talent,« siger Stephanie Al- Naber og tilføjer glad og stolt: »Det er fantastisk måde at bruge sin fritid.«

No comments:

Post a Comment