'Mange muslimer er virkelig bange for den danske kultur'

Der er mange misforståelser om islam i omløb, mener Saliha Marie Fattah, en dansk konvertit bosat i Vollsmose. Hun langer ud efter bydelens imamer, som hun mener har alt for stor magt over alle. Hun opfordrer sine muslimske medsøstre til at være mere nysgerrige og aktive - som irakiske kvinde var det under Saddam

Saliha Marie Fettah betegner sig selv som en moderne muslim. Hun er 43 år og konverterede til islam for næsten 30 år siden, da hun blev gift med en irakisk mand. Hun boede otte år i Irak under Saddam Hussein og var overrasket over, hvor moderne og aktive de irakiske kvinder var i samfundet og på arbejdsmarkedet. I modsætning til mange arabiske kvinder i Europa. FOTO: SIGRID NYGAARD

Af: Hana Al-Khamri

Jeg ved, at kvinden over for mig er født og opvokset i Danmark. Alligevel kan jeg ikke undgå at komme i tvivl, om det virkelig er den kvinde, jeg har aftalt at mødes med. Hun taler arabisk med perfekt irakisk accent.
Men jo, kvinden er Saliha Marie Fettah, en dansk muslimsk kvinde, som underviser i arabisk på Syddansk Universitet, og som taler mit sprog flydende og fejlfrit.
Saliha Marie Fettah betegner sig selv som en moderne muslim.
Hun er 43 år og konverterede til islam for næsten 30 år siden, og hun bærer hovedtørklæde.
Det er imidlertid ikke blandt andre konvertitter, hun har sine nærmeste venner.
»Jeg har ikke noget nært forhold til andre danske konvertitter,« siger Saliha Marie.
»De fleste sider bare derhjemme, hvor de har travlt med at lave mad, tage sig af børn eller se fjernsyn. Det er ikke den slags liv, jeg har lyst til at føre.«

Mit livs øjenåbner

Saliha Marie Fettah cykler hver dag til universitetet, hvor hun har haft arbejde de seneste seks år. Hun er vidt berejst og har været i næsten alle arabiske lande. Og så er hun forfatter til lærebøger i arabisk på flere niveauer.
»Nogle af de danske konvertitter, jeg har som kursister, anser mig for at være en dårlig repræsentant for islam. De siger, at jeg ikke følger islams rette vej, og derfor ikke er nogen god muslim. Men efter min mening er en dansk kvinde, som beslutter sig for at blive hjemme, en eskapist, der flygter fra det moderne samfund. Det er en letkøbt genvej til at slippe for at påtage sig en rolle i samfundet,« siger hun.
Saliha Marie Fettah mener, at der er mange misforståelser om islam i omløb, både blandt nyomvendte muslimer og i indvandrermiljøerne i Vollsmose. Da hun blev gift første gang, var det med en mand fra Irak. Han bad hende om at blive hjemme og sammen med ham flyttede hun til Irak.
»Det var mit livs øjenåbner,« siger hun.
»Jeg tilbragte otte år i Irak med at lære det arabiske sprog. I Irak så jeg irakiske kvinder, som arbejdede som ingeniører og som læger. De var virkelig stærke kvinder under Saddams styre, og jeg lærte meget af dem. Jeg husker, at jeg blev overrasket over, at arabiske kvinder i Irak kunne leve sådan et aktivt liv, mens muslimske kvinder i Danmark bare blev derhjemme,« siger hun.
Salihas ægteskab med irakeren holdt i to år, så blev de skilt. Og Saliha besluttede derefter at genoptage sin uddannelse i Mellemøstlige Studier på universitet i Danmark.
Når de kvindelige danske konvertitter foretrækker en tilværelse som husmor, skyldes det ofte indflydelse fra deres mand, som frygter, at hustruen vil gå fra eller vende tilbage til sin gamle livsstil, mener Saliha Marie Fettah.

Magtfulde imamer

Hun peger også på manglende uddannelse som forklaring og endelig mener hun, at de religiøse ledere i Vollsmose blander sig for meget i, hvordan muslimske familier skal leve deres liv.
»De religiøse ledere udgør de mest magtfulde personer i det sociale hierarki i Vollsmose. Deres magt bygger på, at de er områdets ældste og mest respekterede ledere,« fortæller hun.
Saliha er stærkt kritisk over for den måde moskeernes prædikanter griber ind i deres menigheds medlemmers personlige anliggender. Hun fortæller, at imamerne forsøger at mægle i alt fra bandekonflikter, skilsmissesager og til familiestridigheder. De anbefaler også ægteskab i en tidlig alder.
»Mine studerende lytter ikke til mig. De lytter hellere til de muslimske gejstlige,« konstaterer Saliha og fortsætter:
»Mange af disse præster har ikke nogen videregående uddannelse, og mange af dem taler ikke ret godt dansk, men mine studerende stoler mere på dem end på mig og spørger hellere dem til råds.«

Arabiske familiers svøbe

Uddannelse er den bedste metode til at stække de religiøse autoriteters indflydelse, pointerer Saliha.
»Vi må indstille os på, at ikke alle og enhver kan blive præst i en moské. Vi skal kræve, at de uddannelsesmæssige kvalifikationer er i orden - på samme måde som for præster i den kristne folkekirke. Derfor mener jeg, at der bør oprettes en studieretning i islamisk teologi, som skal tage sig af at uddanne de muslimske gejstlige, som skal arbejde i moskeerne,« siger hun.
Saliha siger, at det største problem i det muslimske miljø i Vollsmose er frygten for det ukendte.
»Mennesker har altid været bange for ting, de ikke forstår,« siger hun.
»Mange er virkelig bange for den danske kultur og for det danske samfund. Derfor lægger familierne et stort pres på deres børn. Konsekvensen bliver, at børnene befinder sig i en umulig balancegang mellem to kulturer, det betyder i sidste ende, at deres integration i samfundet mislykkes,« tilføjer hun.
»Kommunen har afgjort begået fejl, men vi skal ikke acceptere altid at blive presset ud i en offerrolle. Men det er, hvad det arabiske miljø gør - altid vil man se sig selv som offer i stedet for selv at gøre noget for at ændre på sin situation,« siger hun.
»De fleste fanger i danske fængsler har arabisk baggrund. Hvad er grunden til det? Hvorfor hører vi ikke om tilsvarende problemer fra andre etniske minoriteter, hvorfor er det altid araberne,« spørger hun og tilføjer:
»Familierne bærer en stor del af ansvaret for deres børns vildfarelser.«
Saliha understreger flere gange under interviewet, hvor væsentligt det er at integrere sig.
»Har du set nogle bøger i de arabiske hjem, du har besøgt i Vollsmose,« spørger hun mig.
»Der findes ingen andre bøger end de religiøse og Koranen, og dem læser de ikke engang. De ligger bare på reolen. At udvise en sådan mangel på nysgerrighed er ikke nogen klog måde at integrere sig i et samfund på.«

Fakta: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odensebydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender.
Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’. Dette er den sidste artikel i serien.

'Jeg kunne aldrig finde på at tvinge min datter til at bære tørklæde'

Det er en enorm udfordring for indvandrermødrene i Vollsmose at opdrage deres børn i en kultur, der er så anderledes end den, de selv kommer fra, beretter Informations Hana Al-Khamri i sin første reportage fra Odense-bydelen Vollsmose

• 
  

Samia Mansour kom til Danmark fra Libanon for 20 år siden. Hun synes, det har været en særlig udfordring at opdrage sine fire drenge i Danmark, hvor kulturen er radikalt anderledes end i hendes hjemland. Foto: Sigrid Nygaard

Af: Hana al-Khamri

Hjemme hos Samia Mansour kører tv’et, da jeg træder ind i hendes lejlighed i Egeparken i Vollsmose. Det er stillet ind på den arabiske nyhedskanal Al-Jazeera.
»Her har de fleste arabiske familier arabiske tv-kanaler i deres hjem,« >fortæller Samia Mansour.
Den ca. 50-årige kvinde er aktiv i lokalmiljøet i Vollsmose, mor til fire drenge og en pige, og så har hun fem børnebørn. Samia Mansour kom til Danmark fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon.
»Der er gode og dårlige ting at sige om den danske kultur - det kan jeg sige efter nu at have været her i 20 år. Danskerne savner i deres kultur de stærke bånd mellem familiemedlemmer, som vi har,« siger hun. >
Så banker det på døren, og Samia Mansour skynder sig at få sit tørklæde på hovedet, inden hun går ud og åbner. Samia Mansour bar ikke tørklæde, da hun kom til Danmark, og hendes datter har nu valgt tørklædet fra.
»Jeg kunne aldrig finde på at tvinge hende,« >siger Samia Mansour, da hun er kommet tilbage.
»Det er hendes egen beslutning, og det er hendes far helt enig i.«

Dansk eller arabisk

At opdrage sine børn i en kultur og i et land som Danmark er en udfordring, når man kommer fra Mellemøsten, mener Samia Mansour. Især hvad angår drengene.
»Jeg brød for en tid forbindelsen til en af mine sønner, da han giftede sig med en dansk pige,« fortæller Samia.
»Det var ikke, fordi hun var dansk, at jeg var imod, at min søn tog hende som hustru. Det var, fordi jeg vidste, de ikke ville passe sammen,« siger hun og tilføjer, at sønnen og den danske pige blev skilt efter et års tid.
Efter Samia Mansours opfattelse har andengenerationsindvandrere ikke nogen klar identitet, for de er hverken danskere eller arabere.
»Der er en høj skilsmisseprocent i arabiske indvandrerfamilier i Danmark,« siger hun og fortæller, at to af hendes egne børn er fraskilte.
»Det er, hvad der sker, når familier presser på for at få deres børn gift, mens de endnu er meget unge, helt ned til 16 år. Så er de slet ikke klar til at stifte familie.«
Rodløsheden får ofte familierne til at ty til det, de kender, mener Samia Mansour.
Hun vurderer således, at der udgår et pres fra mange muslimske familier for at lægge muslimske piger, som ikke tilslører sig, på is. Ofte kommer presset endda fra deres tilslørede medsøstre.
»Det har sociale grunde - det er for, at de skal kunne følge sig trygge i deres nærmiljø,« mener Samia Mansour.
Jamala, en unge kvinde med to børn, der oprindelig stammer fra Libanon, er aktiv i en organisation, som forsøger at hjælpe Vollsmoses indvandrerkvinder til bedre integration. Også hun er opmærksom på de udfordringer, som de unge med indvandrerbaggrund står overfor.
»De arabiske familier i Vollsmose klynger sig til den identitet, de tog med fra deres hjemland. Det ser vi hos de mange kvinder, som vælger at forblive husmødre. Men de er nødt til at forstå, at situationen her i Danmark er en anden,« >siger hun.
»For de unge kan det også være meget svært at blive en del af det danske samfund. Jeg kender for eksempel en ung pige, som har fortalt mig, at de aldrig ser danske tv-kanaler i hendes hjem. Det kan virke mærkeligt, men holdningen er, at alt hvad der kommer i de danske tv-kanaler er løgne og slemme ting,« siger hun.

Den tid, vi lever i

Fathem Abdorhaman Said, mor med somalisk baggrund, nikker genkendende til problemstillingen:
»At opdrage sine børn i Danmark er meget vanskeligt. Økonomisk er vi trygge, men vi er meget bekymrede for, at vores børn skal miste deres religiøse tro i det her samfund,« >fortæller hun.
»Nogle gange føler jeg, at jeg opbygger værdier i mine børn, men at samfundet udenfor gør alt, hvad det kan for at rive det, jeg har opbygget i stykker,« tilføjer hun.
»Det danske samfund er meget anderledes end det, jeg kommer fra. Der er respekten for ældre mennesker større, men her i landet hører man, hvordan børn tiltaler deres lærer ved fornavn. I min hjemkultur ville det være tegn på manglende respekt,« siger Abdorhaman.
Hun er imidlertid opmærksom på, at det ikke nytter noget at tro, hun kan opdrage sine børn, som var det i hendes egen barndoms Somalia.
»Drenge og piger bliver ofre for deres forældres indstilling til familieliv og kønsroller - fordi de søger at kopiere livsformen fra deres gamle hjem og overføre den til deres børns personlighed,« siger hun.
»Men den slags vil aldrig fungere i Danmark. Vi er nødt til at lytte til, hvad profeten Muhammed sagde til sine tilhængere: ‘Opdrag ikke jeres børn, som I selv er blevet opdraget, men gør det efter den tid, som børnene lever i.«

Serie: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere. Hun beretter om sit møde med bydelen i denne serie.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’