Det
er vanskeligt, men det lykkes til sidst Informations journalist i
Vollsmose at få tid alene med pigerne fra Humlehaveskolen - det blev til
en samtale om nationalitet. Her er det fra venstre Eman, Hafsa og Asia.
Foto: sigrid nygaard
Af: Hana Al-Kamri
På vej ned ad gangen på Humlehaveskolen i Vollsmose møder
jeg en pige på højst otte år. Hun har hovedtørklæde på. Det er første
gang i mit liv, jeg har set så lille en pige bære tørklæde. End ikke i
Saudi-Arabien, hvor jeg er vokset op, har jeg set noget sådant. En lærer
fortæller mig, at pigens forældre gør alt, hvad de kan, for at beskytte
deres børn mod påvirkninger fra det danske samfund.
På Humlehaveskolen har omkring 90 procent af eleverne indvandrerbaggrund. Og pigen med tørklædet er et meget godt eksempel på den kamp, der konstant foregår på skolen og i elevernes hoveder. De drenge og piger, jeg møder på skolen, beretter samstemmende om, hvor kompliceret og forvirrende det er for dem både at skulle leve op til de forventninger, normer og krav, deres familier stiller, og samtidig honorere det danske samfunds krav om, at de lader sig integrere og får en uddannelse.
Skolens inspektør, Olav Nielsen, er en velkendt skikkelse i Vollsmose. Ud over jobbet som skoleinspektør arbejder han også med unge fængselsindsatte - flere af dem har tidligere været elever på skolen.
»Børnene fra mange af vores indvandrerfamilier kommer fra barske forhold. Nogle har set deres fædre blive dræbt for øjnene af dem. Andre har forældre, der har været udsat for tortur eller er traumatiseret af krigsoplevelser,« fortæller han.
På væggen bag ham hænger et palæstinensisk flag og billeder af hans tidligere elever. Og så er der et fuglebur med en papegøje på kontoret. Olav peger på den med fingeren og siger:
»Papegøjen der tilhører en af mine elever. Han afsoner en fængselsstraf, og jeg lovede ham at tage mig af hans fugl, indtil han kommer ud igen.«
Olav forklarer, at elevernes baggrund gør dem sårbare:
»Mødrene har sjældent nogen uddannelse, da de er blevet giftet bort i en ung alder. De fleste af de familier, som bor her i Vollsmose, har lidt en eller anden form for skade; fysisk, psykisk og mentalt. Vi har endda nogle unge mennesker og store børn, som er flygtet alene eller sammen med deres søskende til Danmark.«
De kan alle fortælle lignende historier om, hvordan de endte i Danmark. Langt de fleste kom hertil som ganske små.
Jeg spørger, hvorfor så mange af de store drenge bliver ballademagere.
»Jeg tror, de laver kriminalitet og problemer, fordi de her drenge har en vanskelig situation i deres familier,« siger Khaled og tilføjer, at han føler, han kun gør, hvad hans familie ønsker af ham.
Han stemme er trist. Khaleds lærer påpeger, at Khaled da har gode forældre, som interesserer sig for deres søns fremtid.
Amojgar, der kommer fra irakisk Kurdistan, rækker fingeren op, og siger:
»Nogle har mistet deres fædre i krig. Andre kommer fra skilsmissefamilier. De laver så meget ballade for at bevise, at de har styrke og kan handle, om det så skal foregå på gaden.«
Men Khaled afbryder ham og siger, at han tror, at de teenagedrenge, som laver ballade, først og fremmest reagerer imod strenge familier, som hele tiden giver dem besked på hvad de må og skal, hvem de ikke må hænge ud med osv.
»Der bliver hele tiden sagt nej. De vil altid bestemme for os, og derfor er der mange unge drenge, som bliver trodsige og ulydige. Som en form for protest imod deres familier,« siger han.
Khaleds familie vil ikke have, at han har danske venner. Hvorfor ved han ikke.
»De lytter ikke til mig. De vil bare have mig til at gøre, hvad de selv mener er bedst for mig.«
Fem drenge siger straks: »Det ved jeg ikke«, mens tre svarer, at de vil være forretningsmænd eller advokater. Khaled siger, at han vil gå på universitetet, for så kan han virkeliggøre sine forældres drøm.
Jeg hæfter mig ved, at det er drengene, som besvarer de fleste af mine spørgsmål. Pigerne markerer sjældent, men jeg vil gerne vide, hvad de mener. Selv da jeg stiller et spørgsmål direkte henvendt til pigerne, er der ingen, der svarer. Olav Nielsen, skoleinspektøren, foreslår, at drengene forlader klassen.
Da jeg er alene med pigerne, spørger jeg, hvorfor de ikke ville sige noget i drengenes påhør.
»Vi er generte, og nogle gange får vi kommentarer fra drengene, hvis de ikke kan lide vores meninger, og det bryder vi os ikke om,« siger Asia, en somalisk pige med lilla slør om hovedet. Seks af pigerne er tilslørede, tre er ikke.
»Det er dansk kultur. Forældre må sige deres ærlige mening, men vi skal respektere vores børns individuelle valg, og jeg skal respektere min datters,« siger han til klassens piger.
»Måske vil jeres forældre nu sige til jer, at min datter er en luder, og at jeg er en dårlig far, men det er sådan, vi respekterer vores børn og opdrager dem som lige i lovens øjne.«
Så forlader Olav klasselokalet og lader mig være alene tilbage med pigerne.
»Jeg vil aldrig kunne finde på at sige, at Olavs datter er en luder. Men danskere er fra en anden kultur end vores,« svarer Asia, da jeg spørger, hvad de mener om Olavs historie. »Det er rigtigt, at drenge behandles anderledes i vores familier, men hvis piger fik samme frihed som drengene, kunne de komme få problemer, f.eks. hvis de blev gravide. Vi har meget at miste, det har drengene ikke,« tilføjer hun.
Men Najah, der er palæstinenser, siger, at »drengenes problemer kommer af, at de har så meget større frihed end vi.«
Hafsa, en somalisk pige, er uenig.
»Det er, fordi familiens kontrol går drengene på nerverne, at de laver alt det ballade.«
Hafsa præsenterer sig:
»Jeg er fra Danmark,« men skifter så mening og retter: »Nej, det var forkert. Jeg er fra Somalia.«
Hendes veninder giver sig til at grine, især da hun igen understreger, at hun ikke er dansk.
Pigerne i klassen kommer fra Palæstina, Irak, Iran, Tyrkiet og Somalia.
»Danske er vi kun på papiret,« siger Hafsa. »Ikke i virkeligheden.«
På Humlehaveskolen har omkring 90 procent af eleverne indvandrerbaggrund. Og pigen med tørklædet er et meget godt eksempel på den kamp, der konstant foregår på skolen og i elevernes hoveder. De drenge og piger, jeg møder på skolen, beretter samstemmende om, hvor kompliceret og forvirrende det er for dem både at skulle leve op til de forventninger, normer og krav, deres familier stiller, og samtidig honorere det danske samfunds krav om, at de lader sig integrere og får en uddannelse.
Skolens inspektør, Olav Nielsen, er en velkendt skikkelse i Vollsmose. Ud over jobbet som skoleinspektør arbejder han også med unge fængselsindsatte - flere af dem har tidligere været elever på skolen.
»Børnene fra mange af vores indvandrerfamilier kommer fra barske forhold. Nogle har set deres fædre blive dræbt for øjnene af dem. Andre har forældre, der har været udsat for tortur eller er traumatiseret af krigsoplevelser,« fortæller han.
På væggen bag ham hænger et palæstinensisk flag og billeder af hans tidligere elever. Og så er der et fuglebur med en papegøje på kontoret. Olav peger på den med fingeren og siger:
»Papegøjen der tilhører en af mine elever. Han afsoner en fængselsstraf, og jeg lovede ham at tage mig af hans fugl, indtil han kommer ud igen.«
Olav forklarer, at elevernes baggrund gør dem sårbare:
»Mødrene har sjældent nogen uddannelse, da de er blevet giftet bort i en ung alder. De fleste af de familier, som bor her i Vollsmose, har lidt en eller anden form for skade; fysisk, psykisk og mentalt. Vi har endda nogle unge mennesker og store børn, som er flygtet alene eller sammen med deres søskende til Danmark.«
Protest
Olav tager mig med ind i en 9. klasse. Den tæller 18 elever, ikke én eneste af dem har etnisk dansk baggrund.De kan alle fortælle lignende historier om, hvordan de endte i Danmark. Langt de fleste kom hertil som ganske små.
Jeg spørger, hvorfor så mange af de store drenge bliver ballademagere.
»Jeg tror, de laver kriminalitet og problemer, fordi de her drenge har en vanskelig situation i deres familier,« siger Khaled og tilføjer, at han føler, han kun gør, hvad hans familie ønsker af ham.
Han stemme er trist. Khaleds lærer påpeger, at Khaled da har gode forældre, som interesserer sig for deres søns fremtid.
Amojgar, der kommer fra irakisk Kurdistan, rækker fingeren op, og siger:
»Nogle har mistet deres fædre i krig. Andre kommer fra skilsmissefamilier. De laver så meget ballade for at bevise, at de har styrke og kan handle, om det så skal foregå på gaden.«
Men Khaled afbryder ham og siger, at han tror, at de teenagedrenge, som laver ballade, først og fremmest reagerer imod strenge familier, som hele tiden giver dem besked på hvad de må og skal, hvem de ikke må hænge ud med osv.
»Der bliver hele tiden sagt nej. De vil altid bestemme for os, og derfor er der mange unge drenge, som bliver trodsige og ulydige. Som en form for protest imod deres familier,« siger han.
Khaleds familie vil ikke have, at han har danske venner. Hvorfor ved han ikke.
»De lytter ikke til mig. De vil bare have mig til at gøre, hvad de selv mener er bedst for mig.«
Tavse piger
Flere af drengene i 9. klassen har hiphop-tøj på. Bukserne hænger så lavt, at man kan se deres undertøj, og når de går hen ad gangen, kaster de hele tiden håndtegn til hinanden. Jeg spørger dem, hvad de kunne tænke sig at blive i fremtiden.Fem drenge siger straks: »Det ved jeg ikke«, mens tre svarer, at de vil være forretningsmænd eller advokater. Khaled siger, at han vil gå på universitetet, for så kan han virkeliggøre sine forældres drøm.
Jeg hæfter mig ved, at det er drengene, som besvarer de fleste af mine spørgsmål. Pigerne markerer sjældent, men jeg vil gerne vide, hvad de mener. Selv da jeg stiller et spørgsmål direkte henvendt til pigerne, er der ingen, der svarer. Olav Nielsen, skoleinspektøren, foreslår, at drengene forlader klassen.
Da jeg er alene med pigerne, spørger jeg, hvorfor de ikke ville sige noget i drengenes påhør.
»Vi er generte, og nogle gange får vi kommentarer fra drengene, hvis de ikke kan lide vores meninger, og det bryder vi os ikke om,« siger Asia, en somalisk pige med lilla slør om hovedet. Seks af pigerne er tilslørede, tre er ikke.
Luder eller ej?
Jeg spørger, om deres familier behandler dem anderledes end deres brødre, men før nogen af dem får chance for at svare, bryder Olav ind. Han fortæller, at hans datter, som er jævnaldrende med pigerne i 9. klasse, en dag spurgte ham, om hun måtte sove sammen med sin kæreste. Nogle af pigerne smiler, andre ser overraskede og ilde til mode ud, som om de ikke billiger, at Olav har givet sin datter lov til at gå i seng med hendes kæreste.»Det er dansk kultur. Forældre må sige deres ærlige mening, men vi skal respektere vores børns individuelle valg, og jeg skal respektere min datters,« siger han til klassens piger.
»Måske vil jeres forældre nu sige til jer, at min datter er en luder, og at jeg er en dårlig far, men det er sådan, vi respekterer vores børn og opdrager dem som lige i lovens øjne.«
Så forlader Olav klasselokalet og lader mig være alene tilbage med pigerne.
»Jeg vil aldrig kunne finde på at sige, at Olavs datter er en luder. Men danskere er fra en anden kultur end vores,« svarer Asia, da jeg spørger, hvad de mener om Olavs historie. »Det er rigtigt, at drenge behandles anderledes i vores familier, men hvis piger fik samme frihed som drengene, kunne de komme få problemer, f.eks. hvis de blev gravide. Vi har meget at miste, det har drengene ikke,« tilføjer hun.
Men Najah, der er palæstinenser, siger, at »drengenes problemer kommer af, at de har så meget større frihed end vi.«
Hafsa, en somalisk pige, er uenig.
»Det er, fordi familiens kontrol går drengene på nerverne, at de laver alt det ballade.«
Hafsa præsenterer sig:
»Jeg er fra Danmark,« men skifter så mening og retter: »Nej, det var forkert. Jeg er fra Somalia.«
Hendes veninder giver sig til at grine, især da hun igen understreger, at hun ikke er dansk.
Pigerne i klassen kommer fra Palæstina, Irak, Iran, Tyrkiet og Somalia.
»Danske er vi kun på papiret,« siger Hafsa. »Ikke i virkeligheden.«
Serie: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose
Informations journalist Hana Al-Khamri,
der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har
besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere. Hun beretter om sit møde med
bydelen i denne serie.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’
