Tuesday, December 1, 2009

Pilgrimmene slider hårdt på Mekka

Den årlige pilgrimsrejse til Mekka skaber kolossale indtægter for den saudiske stat - men lokale røster er begyndt at klage over, at de stadigt voksende pilgrimsstrømme hærger den hellige bys kulturarv

Der har været byggeboom i Mekka de senere år, og det truer byens mange kulturskatte, mener lokale kritikere. Her ses byggepladsen klos op og ned af Den Hellige Moske, islams helligste, som den så ud i 2008. Foto: Khaled Desouki




Den årlige Hajj-pilgrimsfærd, som i sidste uge trak omkring 2,5 millioner muslimer fra hele verden til Mekka, har altid været en højtid af meget stor både religiøs og økonomisk betydning. Men de senere år har en voksende pilgrimsturismeindustri fået frit spil i en sådan grad, at det truer de uvurderlige historiske mindesmærker i den hellige by og dens omgivelser - det mener i hvert fald lokale kritikere af udviklingen.
Den saudiske avis Al-Watan har offentliggjort forskningsresultater fra University of Sheffield, hvoraf det fremgår, at Mekka i 2007 under Hajj-måneden fik turistindtægter, som løb op i fire milliarder dollars - mere end Londons samlede indtjening på turisme i samme år. I Mekka findes der 50.000 faste fuldtidsstillinger, men under pilgrimsmåneden er der sæsonarbejde til yderligere 80.000. Alle pilgrimmene behøver et sted at bo, og derfor har Mekka oplevet eksplosiv vækst i byggesektoren. Men nogle af de lokale ytrer nu skarp kritik over den måde, Mekkas udbygning er foregået på.
»Regeringen hævder, at den gør alt for sørge for logi til alle pilgrimme. Men det, som foregår, har intet at gøre med at indkvartere pilgrimme - i stedet ødelægger de steder af historisk betydning for at stå sig godt med den private lobby,« >siger Dr. Sami Amgawi, som i 1975 stiftede Haj Research Center for at beskytte Mekkas kulturskatte, til Information. Angawi, som i dag er en anerkendt ekspert i områdets arkitektur og leder Ehmar Center for Architecture Studies i den nærliggende by Jeddah, forklarer nærmere:
»I Mekka findes der en lobby af forretningsfolk, som er de eneste, der høster fordele på Mekkas økonomiske liv. De ejer byens hoteller, restauranter og butikscentre, de står for transporten og så videre. Jeg mener ikke, at Kongeriget (Saudi-Arabien, red.) får nogen særlige fordele ud af pilgrimsfærden.«

Mister sin værdi

»De burde ikke udvikle Mekka som en by. Det er et center at stor historisk og religiøs betydning, og de burde i stedet forsøge at bevare Mekkas historiske steder og dens natur. Jeg tror gerne, at de begår disse fejltagelser ud fra gode motiver, men jeg må advare om, at hvis ikke den aktuelle udvikling i Mekka vendes, risikerer byen at miste sin særlige værdi og blive som enhver anden by.«
Som et eksempel på, hvad han anser for den uheldige udvikling i byen, nævner Sami Angawi, hvordan Omar-bjerget - som optog eftertragtede byggegrunde nær Den Hellige Moske - blev fuldstændig fjernet for at gøre plads til hotelbyggeri.
»Hvis der bliver fjernet en sten fra Al-Aqsa Moskeeen i Jerusalem, rejser hele den muslimske verden sig i oprør. Men når man fjerner et helt bjerg i Mekka, er der ingen, som siger et ord,« siger han.

Tusindårig historie

Ifølge bogen Economics of Hajj af Dr. Hajj Ali Hassan Nakor har der altid eksisteret en stærk symbiose mellem Hajj-pilgrimsfærden og den økonomiske udvikling på Den Arabiske Halvø, ikke blot i dag, men over tusind år tilbage, ligesom han understreger, at både Hajj og Umrah (en mindre pilgrimsfærd til Mekka, som finder sted på andre tider af året, red.) har haft en stærk og direkte indvirkning på den saudi-arabiske nationalindkomst.
Som Yasser Awwan, leder af handelskammeret i Mekka, formulerer det:
»Der er en ære for regeringen at tjene pilgrimmene, og regeringen bruger mange penge på at organisere pilgrimsfærden og gøre den så bekvem som mulig.«
Han fortsætter: »Den lokale økonomi topper under Hajj-sæsonen. I Mekka har vi over 600 hoteller, hvilket er det største antal i nogen saudiarabisk by. Samtidig er mange flere under opførelse på byggepladser.«
Adel Kaki, en lokal foretningsmand, som ejer flere hoteller og virksomheder i Mekka, siger: »De, som tjener mest på Hajj, er dem, der udlejer boliger. Jeg har hørt, at indtægterne på udlejning af værelser og lejligheder under den fem dage lange Hajj-højtid når over én milliard riyal (1,3 mia. kroner., red.). Hvad mig selv angår som forretningsmand, begynder jeg forberedelserne til pilgrimsæsonen et halvt år før.«

Femstjernede pilgrimme

»Der er sket væsentlige forandringer i pilgrimsfærdens historie,« forklarer Sami Angawi.
»Mekka var en handelsby, hvor muslimer af mange nationaliteter førhen plejede at mødes, også for at udveksle varer. Men nu er det af sikkerhedsgrunde ikke længere tilladt at medbringe ting hjemmefra og sælge dem i Mekka. Derfor bruger pilgrimmene i dag deres penge på de tjenester, som den saudi-arabiske regering stiller til rådighed. Og i dag kommer de ting, som kan købes i Mekka, ikke nødvendigvis fra muslimske lande, men fra hele verden. Værdien af den globale turistindustri er 10 gange højere end de globale olieindtægter, og Mekka har et enormt udviklingspotentiale. Problemet er, at der ikke foregår nogen planlægning eller seriøse studier af, hvordan byen bedst kan udvikles økonomisk,« siger Sami Angawi.
For nylig blev en ny tjeneste ved navn ‘Femstjernet Pilgrimsfærd’ lanceret. Den henvender sig især til de meget rige og omfatter ud over opholdet på et femstjernet luksushotel også en personlig privatchauffør.
»Hvis disse tendenser fortsætter uforandret, vil det fremover kun være rige mennesker, som har råd til at tage til Mekka. Og det strider imod islams principper,« siger Angawi.
Hana Alkhamri kommer fra Yemen, men er opvokset i Saudi-Arabien, og er i praktik på Dagbladet Information. Oversat af Niels Ivar Larsen