I den islamiske verden er bølgen af talentkonkurrencer og reality shows med til at åbne ellers stærkt konservative samfund. Fra Afghanistan til Algeriet følger millioner af tv-seere med i showene, der udfordrer en lang række traditionelle tabuer. Først og fremmest sætter de spørgsmålet om kvinders rettigheder i det offentlige rum på dagsordenen, men de rokker også ved grænserne for, hvad der er privat og offentligt, hvad der kan debatteres i medierne, og i nogle lande giver de for første gang borgerne en forsmag på, hvad demokrati handler om.
»Reality-tv skaber debat om en hel række tabubelagte emner og har derfor en positiv effekt i mange konservative islamiske lande,« siger medieprofessor Marwan Kraidy, forfatter til flere bøger om medier i den islamiske verden, bl.a. Reality Televison and Arab Politics.
Kvinderettigheder
Det er først og fremmest kvinders rolle i samfundet, som sættes til debat, når superpopulære Star Academy, Superstar, Hvem vil være millionær, Big Boss, Poet for millioner, Afghan Star osv. sendes via satellit til millioner af tv-seere i den islamiske verden.Flere af showene har været genstand for religiøse fatwaer, fordi mænd og kvinder optræder sammen og udfordrer eller overtræder grænserne for almindelig god opførsel. Det er især realityshows af Big Brother-typen, hvor deltagerne bor under samme tag , og seerne kan følge deres dagligliv.
Det mest kontroversielle tv-show er uden tvivl Star Academy, som nu på syvende sæson sendes fra det forholdsvist liberale Libanon til hele Mellemøsten, heriblandt de konservative golfstater.
»Reality-shows hævder jo netop at vise virkeligheden, og det er det, der mere end noget andet skræmmer de konservative kræfter,« siger Marwan Kraidy.
Selv om der ingenlunde er tale om en arabisk kopi af danske Paradise Hotel, giver deltagere i Star Academy hinanden knus, rører ved hinanden og går på besøg hos det modsatte køn. Der er ingen sex, men lige som i de vestlige shows er kærlighedsaffærer en vigtig ingrediens, som foreløbig har ført til to ægteskaber mellem tidligere deltagere. Et kindkys og et tilfælde, hvor en kvindelig og mandlig deltager faldt i søvn ved siden af hinanden på den fælles sofa, hører til de mest kontroversielle episoder, men også de libanesiske kvinders lårkorte kjoler har været genstand for voldsom debat.
»I første omgang er kvinderne sårbare over for kritikken, men på længere sigt har det en positiv effekt på opfattelsen af, hvad der kan debatteres i det offentlige rum,« siger professor Kraidy.
Kulturel invasion
Der er imidlertid meget stor forskel på, hvordan realityshows bliver modtaget i mindre religiøse samfund som det libanesiske, syriske, jordanske og egyptiske og så stærkt konservative lande som Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain og Kuwait.I Saudi-Arabien forsøgte det statslige teleselskab på et tidspunkt at blokere for de mange stemmer, som seerne sendte til Star Academy, men måtte opgive. Og sidste år nåede det saudiske stemmetal op på 30 millioner, selv om hver stemme kostede mere end 10 kroner. Programchef Mohamed Salam fra landets islamiske tv-station Iqra, forklarer, hvorfor det populære tv-show er så problematisk.
»Det er amoralsk fjernsyn, som skader alle de principper, som vores islamiske samfund bygger på. Det er ikke acceptabelt, at mænd og kvinder rør hinanden eller opholder sig i samme rum. Programmet nedbryder den adskillelse af kønnene, som vi mener er sund og rigtig. Den slags show får de unge til at efterligne det, de ser på tv, uden at tænke over, om det nu også er en del af vores kultur. Og det er det ikke,« siger han.
»Den slags reality-shows er en ideologisk invasion fra Vesten.«
Det samme mener han dog ikke gælder de rene talentshows, hvor det blot handler om at synge, vide, digte eller recitere Koranen, en årtusind gammel konkurrenceform i den islamiske verden, som bl.a. den algeriske tv-station Television Al-Djazair tog i 2008 i et forsøg på at modvirke de kommercielle tv-shows.
Under titlen Ridderne af Koranen kan man her konkurrere om, hvem der husker mest af den hellige bog, men nogen seerstorm som Star Academy har ridderne endnu ikke oplevet.
Demokratisering
I flere lande har realityshows for første gang givet den almindelige borger en forsmag på hvad demokrati handler om. Det er f.eks. tilfældet i Afghanistan, hvor de mange sms-afstemninger i den nationale talentkonkurrence Afghan Star for første gang har givet, ikke mindst kvinderne, en mulighed for at deltage i beslutninger.I Kuwait var kvindernes deltagelse i tv-showenes sms-afstemninger et vigtigt argument for at give kvinder stemmeret i 2005. Marwan Kraidy bruger da også en del af sin bog om effekten af reality shows til at behandle netop det spørgsmål.
»Der er mange eksempler på, at debattører bruger tv-showene til at argumentere for eller imod demokrati« siger han, men understreger, at der jo ikke er tale om rigtig demokrati. Dem, der har råd, kan stemme 100 gange.
»Det er demokrati for dem, der har de dybeste lommer, det er ikke en mand en stemme.«
Samme pointe har Mohammed Salam fra Iqra-tv.
»Påvirkningen i retning af demokrati er indirekte, for det er jo ikke alvorlige spørgsmål, der stemmes om i showene, og det er ikke obligatorisk at deltage. Men der er ingen tvivl om, at folk senere vil huske, at de har været med til at tage beslutninger,« siger han.
Den mest direkte effekt af realityshowene ser man formentlig i Afghanistan, hvor den nationale version af lokal X-faktor Afghan Star har givet millioner af afghanere en stemme. Det mener i hvert fald Hana Marking, der har lavet dokumentarfilmen Afghan Star om showet og de konsekvenser, showet har haft, ikke mindst for de kvindelige deltagere.
En enkelt af sangerinderne, den 23-årige Setara, har været nødt til at gå under jorden i en periode efter at have danset på scenen og ladet sit tørklæde falde, men i det store hele har kvinderne klaret sig rigtig godt efter showet, siger Hana Marking.
»Afghan Star er selvfølgelig bare et tv-show, som ikke i sig selv kan tage æren af at ændre det afghanske samfund. Men det har helt sikkert givet afghanerne en vision af, hvordan fremtiden kan se ud. F.eks. bliver de forskellige etniske grupper, kønnene, rige og fattige behandlet ens, når de er på scenen. Det har bl.a. givet det etniske hazara-mindretal og kvinderne en plads i det offentlige rum,« siger hun. Det har været med til at opmuntre kvinderne til at deltage i det offentlige liv, også når det handler om politik og samfundsforhold.
»Afghan Starhar ændret det afghanske samfund mere, end nogen ngo kunne have gjort på et helt år,« >siger hun og peger på, at en af sangerinderne siden hen er blevet politiker.
Kulturrevolution
Jahed Mohseni, der er initiativtager til det afghanske show og leder af mediegruppen Moby Group, er enig.»Vi har fra starten ønsket at være med til at forandre det afghanske samfund både socialt og kulturelt,« siger han og understreger, at Afghan Star først og fremmest har revolutioneret kulturlivet i det krigsramte land.
»Under Taleban var al musikudøvelse og filmproduktion forbudt, og Afghanistan kulturliv var derfor så godt som forsvundet. Efter Talebans fald blev vi oversvømmet af især indisk Bollywood-kultur, og vi havde intet at stå imod med. Det har vi nu. Afghan Star har været med til at puste liv i det afghanske musikliv,« siger han og afviser på det bestemteste, at der er tale vestlig kulturimperialisme.
»Både sangene og musikken er afghansk. Nogle sange er genfortolkninger af århundredgamle digte eller popsange fra tiden før Taleban. Og andre igen er ny afghansk musik skrevet til sangerne af vores egne afghanske sangskrivere og poeter. På den måde har Afghan Star givet os vores kultur tilbage,« siger han.
No comments:
Post a Comment