Afstand mellem mennesker

I København kender naboerne tilsyneladende ikke alverden til hinanden - i mit hjemland Saudi-Arabien har man derimod ofte naboer så tæt inde på livet, som var de medlemmer af ens egen familie

Af: Hana Al-Khamri

Min første uge i København - Danmark var det første vestlige land, jeg besøgte - husker jeg som ensom og utryg. Det, som skræmte mig mest, var den ekstreme individualisme og den ekstreme travlhed, som kendetegnede indbyggerne i denne by. Og fraværet af umiddelbare sociale kontakter mellem folk.
Selv kommer jeg fra et samfund, hvor nære bånd imellem ikke blot familiemedlemmer, men også naboer, er reglen snarere end undtagelsen.
Men i København kender naboerne tilsyneladende ikke alverden til hinanden, ja de kan, så vidt jeg forstår, bo i samme opgang i årevis og forblive som fremmede. Det fik jeg selv lejlighed til at konstatere, da jeg flere gange spurgte min værtsfamilie, om jeg ikke skulle præsenteres for den familie, der boede nedenunder.
En veninde fortalte mig, at det var helt normalt, at hun havde boet i samme opgang på Nørrebro i årevis og stadig hverken kendte overboer eller underboer. Overrasket blev jeg også, da jeg besøgte en anden af mine veninder på et kollegium. Ingen af de studerende, som boede her, så meget som hilste spontant på mig eller forekom den mindste smule interesseret i at vide, hvem jeg var eller lære mig at kende. Og aldrig fik jeg fornemmelsen af, at jeg blev draget ind i et fælles rum, hvor jeg kunne lære dem bedre at kende.
Jeg husker i min hjemby i Saudi-Arabien, at så snart en ny familie flyttede ind i vores ejendom, ville ejendommens ældste familie straks arrangere en middagskomsammen for at byde dem velkommen og invitere alle naboer til også at være med, hvilket både er vældigt hyggeligt og tryghedsskabende.
I Mellemøsten er familien ens primære sociale kontaktflade, og ens familie vil hyppigt gribe ind i dit liv og endog forsøge at bestemme, med hvem du skal gifte dig, og hvad du skal uddanne dig til. I mit hjemland besøger vi hyppigere vore slægtninge end vore venner. Men i Danmark kan venner ofte være meget tættere relationer end familien, som man ofte kun ser ved særlig festlige lejligheder, juleaften, fødselsdage osv.
Det forekommer mig derfor, at danskerne på en måde selv har sammensat deres familie ud fra de venner, de helst vil omgås - det undrer mig i al fald, at familiebåndene mellem danskere ikke er stærkere.

Også de dumme råd

Der er selvfølgelig positive og negative aspekter ved begge måder at indrette sig på. At familien spiller så stor en rolle i Mellemøsten kan være positivt, man kan føle sig tryg ved, at den nok skal tage sig af en. Negativt er det selvfølgelig, hvis den så vil blande sig alt for meget i alting. Men i Danmark kan afstanden mellem familiemedlemmer absolut også være negativ: En af mine danske venner fortalte mig, at han ikke følte sig tæt nok på sin søster til at give hende gode råd i en vanskelig beslutning, hun stod overfor at skulle træffe.
I mit hjemland derimod kan man være sikker på at få alle mulige råd med på vejen fra familien, også dumme og uønskede råd, selvfølgelig, men ikke nødvendigvis, fordi de ønsker at kontrollere en. At jeg altid har kunnet spørge min familie til råds om alt har i al fald helt klart betydet, at jeg har begået færre fejltrin i mit liv, end jeg nok ellers ville have gjort.
I Danmark har den enkelte en større frihed til selv at skabe sin tilværelse og selv at vælge, med hvem han eller hun vil være sammen i stedet for at blive tvunget sammen med andre personer, som de eventuelt ikke bryder sig om.
Kunsten er selvfølgelig at finde den rette balance mellem disse to yderligheder: Den ekstreme individualisme i København, der skaber afstand mellem mennesker og mindsker fællesskabsfølelse, og den overdrevne socialitet i mit hjemland, der gør det svært at bryde ud af enklaver.
HanaAl-Khamri er fra Yemen og bor normalt i Saudi-Arabien, Hun vil i artikler beskrive sine adskillige kulturchok ved at bo og arbejde i Danmark