Danmarksfilmen, som skabte panik

Den dansk-palæstinensiske instruktør, Awad Joumaa taler ud om sin dokumentarfilm om et København i racismens og bandekriminalitetens vold - en film, som var frygtet og blev kaldt fordrejet, endnu før nogen havde set den

Af: Hana al-Khamri

Awad Joumaa er manden bag dokumentaren 'Confrontation in Copenhagen'. Privatfoto

Et København i racistiske banders vold og utilpassede etniske unge, der drages mod kriminelle miljøer - det var det billede, som blev formidlet af dokumentarfilmen Confrontation in Copenhagen, som sidste år blev produceret for og vist på den arabiske tv-kanal al-Jazeera, hvilket ikke bare vakte røre og bekymring i den danske offentlighed, men også afstedkom bekymring i det danske udenrigsministerium for mulige ubehagelige mellemøstlige reaktioner.
I dag vil filmens instruktør Awad Joumaa, der selv er født i en palæstinensisk indvandrerfamilie, men dansk uddannet og opvokset i Jylland, være til stede ved en visning af filmen i Cinemateket i København, som afholdes i samarbejde med kunstneren Jakob Jakobsen og Overgaden - Institut for Samtidskunst, hvor publikum vil få lejlighed til at stille ham spørgsmål. Information har mødt ham og bedt ham kommentere de kontroverser, som hans film gav anledning til.
»De fleste kritikere af min film har kritiseret den uden overhovedet at have set den. I dansk presse, herunder Ekstra Bladet og BT, kunne man også læse, at jeg tidligere har lavet en anden film, der gav et positivt billede af Danmark. Men det var nu aldrig mit ærinde med den film.«
Hjemrejse, som Joumaas første film hedder, fortæller i tre dele om ‘Nakba’ (den arabiske benævnelse på fordrivelsen af palæstinenserne ved staten Israels oprettelse, red.). Filmen former sig som en ekstraordinær og dybt personlig rejse, hvor Joumaa ledsager sin far, Hussein, på vej tilbage til deres tidligere hjem i Palæstina, faderens fødeland.
»I filmen siger min far, at Danmark har givet ham og hans familie rigtig meget. Først og fremmest fik han sikkerhed, han lærte et demokrati at kende, han fik et hus, og hans børn fik en uddannelse. Og det er jo sandt, men den udtalelse gør ikke filmen til en dokumentar om Danmark.«
»Min anden film,« fortsætter Joumaa, » har ikke noget at gøre med den første. Hvor den første var en portrætfilm, sætter Confrontation in Copenhagen fokus på nogle problemstillinger. Jeg fik i mit studieforløb mulighed for at beskæftige mig grundigt med utilpassede unge fra indvandrermiljøer, og det gav mig lyst til at lave denne film. Det er problemstillinger, jeg også opfatter mig selv som engageret i. Som medborger i det danske samfund.«
»Mit mål var at forstå de unges situation. Min holdning til Danmark er forblevet uændret, men som i alle lande og samfund er der også problemer i Danmark. Dem må jeg så se det som min opgave at afdække, for jeg er først og sidst journalist. At jeg er politisk engageret betyder ikke, at jeg er ude på at tjene en bestemt politisk dagsorden.«

Ikke fordrejet

Joumaa afviser alle beskyldninger imod filmen for at være fordrejet.
»Jeg taler i filmen med mange forskellige personer. Der er talsmænd for Hells Angels og andre bander, unge med indvandrerbaggrund, en repræsentant for regeringspartiet Venstre og en journalist fra Berlingske Tidende. Så hvor ligger det fordrejede?«
Det meste af polemikken om filmen fandt da også sted før dens visning på DR1, >betoner Joumaa. »Reaktionerne bagefter var mere positive.«
Den 47 minutter lange dokumentarfilm, som blev optaget på fem dage, indeholder en del klip fra nyhedsmedier om den voksende vold, som har ramt Danmarks hovedstad. Adspurgt om ikke filmen anlægger en for generaliserende vinkel på indvandrerunge svarer Joumaa:
»Det er umuligt at lave journalistik uden en eller anden grad af generalisering. Inden for et så afmålt omfang vil man aldrig kunne inddrage alle vinkler og nuancer.«
Men er filmens budskab ikke primært at skildre unge kriminelle indvandrere som ofre?
»Bestemt ikke. Begge sider har deres andel i ansvaret for bandekriminaliteten. Men jeg har tilstræbt at give et præcist billede af den diskrimination, de unge oplever og de følelser, de har i den forbindelse. Og de føler jo, at de diskrimineres, i al fald i indirekte eller i ‘symbolsk’ forstand, som man taler om det i sociologien. Min dokumentaristkollega her i Danmark, Khaled Ramadan, påpeger også, at Danmark ikke har lært meget af indvandrererfaringerne fra andre vestlige lande. Indvandrere er blevet syndebukke for politikere og medier, og det er med til at skabe de problemer, vi oplever med unge fra indvandrerminoriteter.«
Awad Joumaa henviser også til, at menneskeretsgrupper som SOS Racisme har fremhævet diskriminationsproblemer, og også Det Europæiske Netværk mod Racisme og Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad har tidligere været fremme med kritik af netop Danmark.
»Problemet er der altså, og vi må erkende det for at kunne løse det. Derfor handler det ikke om at skildre minoriteter som ofre, men om at skildre deres virkelighed.«

Påståede eksperter

Joumaa siger, at den arabiske tv-offentlighed har taget vel imod hans film, der har bidraget til at korrigere forfejlede forestillinger om Danmark som et meget harmonisk samfund. Han understreger, at al-Jazeera ikke har nogen danskfjendtlig dagsorden, og at han gerne vil lave andre film om Danmark, der stiller skarpt på andre dele af den danske virkelighed og lader andre stemmer komme til orde.
Ifølge Joumaa var det danske udenrigsministeriums bekymring i vidt omfang frembragt af personer, »som fører sig frem som eksperter på alt, hvad der har at gøre med islam og den arabiske verden.«
»De havde ikke engang set min film, før de advarede imod, hvordan den ville blive opfattet.«
Adspurgt om, hvem han sigter til, nævner Joumaa to navne: Jakob Skovgaard-Petersen (tidligere direktør for det dansk-egyptiske dialogcenter i Cairo) og det konservative folketingsmedlem Naser Khader.
»Khader påstod, at han kender mig personligt, og det er usandt - jeg har aldrig mødt ham i mit liv,« siger Joumaa. »Det her viser, at den danske regering gjorde klogere i at lytte til andre end panikmagere.«