Den danske Gud

Mit første møde med dansk ateisme var et chok, men måske er jeres religiøsitet så svag, fordi staten er så stærk

Af: Hana Al-Khamri

Min veninde Hariett fra Odense fortalte mig om, da hun som lille pige første gang læste om Darwins udviklingslære. Hun styrtede ind til sin farmor og spurgte: »Er det rigtigt, at vi nedstammer fra aberne?« - »Ja, det må så være på din mors side af familien, ikke min,« svarede farmoren.
Harietts historie fik mig til at tænke på min skoletid i Saudi-Arabien. Her hørte vi også om Darwin, men vores lærer understregede, at Darwins tanker blot var endnu et af Vestens afsindige påfund. Vi fik aldrig en chance for at tage selvstændig stilling eller diskutere teoriens mulige sandhed.
Jeg har nu tilbragt godt et halvt år i Danmark, og det slår aldrig fejl: Religion er det emne, som har optaget mest plads i mine diskussioner med danskere.
Saudi-Arabien, hvor jeg kommer fra, er uhyre konservativt og ekstremt religiøst - kristne kirker findes ikke - så for mig var det et chok, da jeg første gang hørte en dansk fyr sige at »Gud ikke eksisterer«. Aldrig havde jeg forestillet mig, at nogen i hele verden kunne finde på at sige sådan.
Dér hvor jeg kommer fra, er symboler på religiøs magt og tilbedelse af Gud allestedsnærværende i samfundet, men her synes ateisme nærmest at være normen.
Jeg tror, at det tilsyneladende fravær af religiøsitet hos danskerne hænger sammen med, at I har en stærk stat, der sørger godt for borgerne og sikrer dem uddannelse og sundhed. I USA, hvis samfundsmodel er mindre velfærdsorienteret, er religiøsiteten stærkere, og ældre, syge og nødlidende er de stærkest troende. Sådan er det også mit hjemland, hvor der heller ikke er en udbygget velfærdsstat.
Her har jeg oplevet en familie, hvis medlemmer alle er erklærede ikke-religiøse, og hvor forældrene tror på de værdier, som de gør, fordi de har diskuteret sig til rette om dem og udviklet dem i fællesskab. Man hylder disse værdier, fordi de i sig selv anses for gode. Ikke fordi Bibelen siger det.
Det har været en almindelig antagelse i Danmark, forstår jeg, at religioner ville dø ud med tiden. Fra andre, bl.a. en bekendt, som studerer islam på universitetet, har jeg dog også hørt, at der hos stadig flere danskere er opstået en længsel efter åndelighed og mere faste regler i livet.

Tolerancen tager jeg med

Da jeg var til en sammenkomst hos en dansk præst og hans datter, kom jeg til at tænke på, om præstens børn mon ville være stærkt præget af hans overbevisninger. For i Saudi-Arabien er det normalt, at et religiøst overhoved kræver stærk religiøs hengivenhed af sine familiemedlemmer. Men den danske præst var uhyre tolerant og forsikrede mig om, at han ikke kunne finde på at tvinge sine børn til at leve efter hans tro. Det kom helt bag på mig.
Da jeg i Saudi-Arabien besluttede ikke at ville gå med alkemar (klædedragt, der dækker både krop og ansigt, red.) længere, fik det nogle veninder til at bryde med mig, fordi jeg i deres øjne ikke længere var religiøs. Til forskel herfra var den tolerance, jeg oplevede hos den danske præst, et godt budskab, jeg vil tage med mig hjem. Vi har så let ved at dømme andre mennesker ud fra deres religion. Men bør vi afvise religion pga. nogles misbrug af den? Det ville være en misforstået generalisering. Som en ung, kristen britisk fyr sagde til mig: Ateister kan ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, men vi troende kan heller ikke bevise, at Gud eksisterer. Jeg er enig i denne pragmatiske tilgang til religion - også selv om jeg tror på Allah.
HanaAl-Khamri er fra Yemen og bor normalt i Saudi-Arabien, Hun vil i artikler beskrive sine adskillige kulturchok ved at bo og arbejde i Danmark.