Nice Letter from a Danish Reader

Tillykke

Lene C. Lund, Aalborg
Tillykke til Information med ansættelsen af Hana Al-Khamri. Dejligt at Information nu medvirker til, at vi ; læsere ;får en flig af ; forståelse af ;den islamiske verden. Denne gang med ;’indre øjne’

Fortsat mystik om al-Qaeda- drab i Irak

Irak hævder at have dræbt al-Qaedas øverste ledelse i Irak, men beviserne på, at det virkelig er dem, de irakiske sikkerhedsstyrker har fået ram på, savnes fortsat

• 
  

Fungerende premierminister Nouri Al-Maliki viser et billede, der angiveligt skulle vise en af de dræbte al-Qaeda ledere. Foto: Iraqi PM Office

Af: Hana Al-Khamri

Meddelelsen om irakiske og amerikanske styrkers vellykkede likvidering af al-Qaedas ledelse i Irak blev i går bekræftet af Iraks fungerende premierminister Nouri Al-Maliki. Han oplyste, at Al-Qaedas tre øverste ledere i Irak - Abu Ayyub al-Masri, Abu Omar al-Baghdadi og Ahmed al-Obeidi - var blevet dræbt og fremlagde en række fotos som bevis. Bekræftelsen kom, kort efter en domstol havde givet Al-Maliki medhold i kravet om genoptælling af en del af de afgivne stemmer ved sidste måneds parlamentsvalg.
De to begivenheder ses som tegn på, at al-Maliki ønsker at styrke sin position og ruste sig til kommende magtkampe med rivalen Ayad Allawi, der besejrede Maliki med ganske få stemmer ved valget i marts.
Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, kaldte tirsdag likvideringerne af de tre al-Qaeda-ledere for »et ødelæggende slag mod Al-Qaeda i Irak«. Biden roste i den forbindelse den irakiske ledelse. »Irakerne stod selv bag denne operation, og det var efterretninger fra de irakiske sikkerhedstjenester i forbindelse med pågribelsen af en højtstående al-Qaeda-leder i sidste måned, der skabte gennembruddet,« sagde han.

Dræbt for femte gang

Moed Fayad, der er redaktør for det ansete tidsskrift Middle East International, kalder imidlertid likvideringerne for »cowboyjustits«, der har til formål at give omverdenen indtryk af, at USA forlader et land, der kan tage vare på sin egen sikkerhed.
Nouri al-Maliki, oplyste på et pressemøde, at to af de tre al-Qaeda ledere angiveligt blev dræbt ved et raketangreb mod et hus i Tikrit, hvor de holdt sig skjult, mens den tredje, Ahmed al-Obeidi, angiveligt blev dræbt ved en militæroperation i den nordlige Nineveh-provins.
Moed Fayad er imidlertid skeptisk over for de amerikanske og irakiske myndigheders påstand.
»Det er femte gang, at Iraks regering hævder at have dræbt Abu Omar al-Baghdadi - det skete også i 2007, 2008 og 2009«, siger han.
»Men uanset om det er rigtigt denne gang, er sigtet tydeligvis at styrke al-Maliki i magtkampen efter valget og at give legitimitet til den amerikanske tilbagetrækning.«
Fayad påpeger, at ved sådanne operationer plejer en repræsentant for Iraks Forsvarsministerium eller en repræsentant for de irakiske styrker at udtale sig til pressen, men at det ikke er sket i dette tilfælde. »Hvad er det, der gør, at det er en af præsidentkandidaterne, der præsenterer billederne af de dræbte for pressen,« spørger han. Joe Biden sagde i går til flere internationale medier, at aktionen er et bevis på de irakiske sikkerhedsstyrkers voksende styrke og kapacitet. Men det passer ikke, siger Moed Fayad.
»Ifølge mine oplysninger var der tale om en amerikansk operation, og nu forsøger USA at overbevise det internationale samfund om, at den irakiske sikkerhed er forbedret,« siger han.
»Den irakiske regering har hverken kampvogne eller kampfly, og den eneste dræbte i forbindelse med denne operation var en amerikansk soldat. Hvordan kan de så påstå, at det var en irakisk sikkerhedsoperation,« spørger han.

Usikkerhed om identitet

Da Maliki i går fremviste billeder af de to lig for pressen, hævdede han, at de var blevet identificeret ved hjælp af DNA-prøver. Men det overbeviser ikke den irakiske journalist.
»Hvordan kan vi være sikre på, at de to personer virkelig er højtstående Al-Qaeda medlemmer. De havde intet på sig, som beviser dette, siger han. »Da de amerikanske myndigheder i sin tid meddelte, at Saddam Hussein var taget til fange, kunne man bevise det ved hjælp af dna-prøver, som tidligere var taget på et irakisk hospital, og dna-prøver fra hans to sønner, men i denne sag er der ikke noget at sammenligne med.«
Moed Fayads tidsskrift, der udgives i London, mener, at de dræbtes identitet bør bekræftes af al-Qaeda i Irak, før man kan være sikker.
Tirsdag besluttede Iraks Uafhængige Valgkommission i øvrigt, at en del af stemmerne fra parlamentsvalget skal tælles om. Beslutningen kommer efter klager over uregelmæssigheder i forbindelse med valget for seks uger siden. Da der ikke er fundet bevis for omfattende eller systematisk valgsvindel på landsplan, har kommissionen besluttet kun at håndoptælle stemmerne i Bagdad.
Oversat af: Niels Ivar Larsen og Charlotte Aagaard

Saudiarabisk digterstjerne ønskes død i sit hjemland

Med et opsigtsvækkende digt, hvori hun kritiserede islamiske koranlærde på live tv, blev Hissa Hilal nummer tre i en talentkonkurrence for digtere, der bygger på samme principper som 'X-Factor' - nu er hun heltinde for nogle, mens andre diskuterer, hvordan de skal slå hende ihjel

Af: Hana Al-Khamri, Charlotte Aagaard

Saudiske Hissa Hilal trækker på skuldrene af kritikken: 'Mine digte har altid været provo-ke-rende. Det er min måde at udtrykke mig på og igen give arabiske kvinder en stemme, efter at nogen har bragt os til tavshed ved at tage patent på vores kultur og religion. Hun blev nr. tre ud af fem. De fire andre var mænd. Foto: Arablit.com

I sidste uge sluttede endnu en omgang af programmet Poet for millioner produceret i Abu Dahbi - denne gang med medvirken af saudiarabiske Hissa Hilal, en fuldt tilsløret 43-årig mor til fire og digter, som udløste både lovprisninger og vakte vrede med sine digte. I det sidste afsnit af den voldsomt populære tv-dyst endte hun med at vinde tredjepladsen. Det indbragte hende en pengepræmie på tre millioner dirhams (4,5 mio. kr.).
Skønt Hissa Hilal ikke er den første kvindelige deltager i programmet, der har optrådt iført sort niqab, skulle denne deltagelse fra en kvinde i showet blive overordentlig kontroversielt (sidste år optrådte Ida Aljahani, også fra Saudi-Arabien, men uden at vække tilnærmelsesvis samme grad af forargelse).
Da Hilal først havde gjort sin entré på scenen, var hun chokerende frimodig i sine recitationer - ja, hun brugte ligefrem sin poesi til at rette et attentat på islamiske ekstremister og deres fatwaer (kendelser udstedt af religiøse autoriteter, red.).
»Jeg har set ondskaben i øjnene på fatwa-udstedere/ når det, som engang var tilladt, blev forvrænget til forbud,« messede hun bl.a. i et digt, der bar titlen »Fatwaernes kaos«.

26 imamer kræver døden

Det blev hurtigt udlagt som en protest imod sheik Abdulrahman bin Nasser al-Barak, en af de mest ekstreme saudiarabiske gejstlige, som for nylig formulerede en fatwa imod enhver form for samkvem mellem ikke-beslægtede mænd og kvinder i det offentlige liv. Et sådant forbud gælder allerede, men sheiken krævede ydermere, at enhver, som offentligt gør sig til talsmand for at ophæve dette forbud, skal straffes med døden - et krav, som samlede støtte fra 26 andre islamiske retslærde.
Den generelle opfattelse i Saudi-Arabien er, at en kvindes stemme er skamfuld og derfor ikke bør høres i den offentligt sfære, så allerede Hissa Hilas blotte optræden i showet var et dristigt skridt.
Hilals frimodighed har medført adskillige dødstrusler imod hende fra personer, der hævder, at hun undergraver islam. Navnlig de grupper på internettet, som frekventeres af ekstremister, som stempler enhver, der ikke deler deres islamfortolkning til punkt og prikke, som vantro, har skruet op for retorikken. Og på chathjemmesiden Jeg er muslim-Forum, hvor der tidligere har været udsendt videoer optaget af terrorister, har en række medlemmer diskuteret, hvordan de kan myrde Hilal.
Et diskussionspunkt har i den forbindelse været, hvorvidt et drab på hende ville være obligatorisk ud fra begrebet hudud eller ud fra tazir. Hudud omfatter de straffe, som efter islamiske foreskrifter skal tildeles for specifikke forbrydelser som utroskab, tyveri og bagvaskelse, og tazir er straffe, som tilkendes ud fra en herskers eller en dommers skøn. Hvor reality-tv og konkurrenceshows i kontroversielt i den arabiske verden, er den arabiske offentlighed til gengæld begejstret for poesi, der traditionelt anses for at være en væsentlig del af den arabiske kultur.
Programmet Poet for millioner, som sendes fra Abu Dhabis statslige tv, har været særdeles populært, ikke mindst fordi programmet har tiltrukket nogle af de ypperste mestre inden for beduin-dialekt-poesi, kendt som nakbati.
Programmet er bygget op som en konkurrence i digtekunst i stil med talentshows som X-Factor og American Idol. Men i stedet for at synge, skal de deltagende recitere deres digte, hvorefter dommere bedømmer kvaliteten af digtet og fremførelsen.
Også tv-seerne kan evaluere præstationerne ved at sende sms’er ind.
Saudiarabiske kvinder har tidligere fået udgivet poesi og prosa i lokale aviser, men i de fleste tilfælde under falske navne af frygt for, hvad reaktionen ville blive fra et ultrakonservativt samfund.
Hissa Hilal fortæller til internationale medier, at hun har skrevet digte i 15 år og tidligere udgav dem under pseudonymet Remiya.
»Ingen vidste, hvem Remiya var, end ikke min far - han ville blive vred, hvis han vidste, det var mig.«
Men så besluttede hun så til at træde offentligt frem, efter at familien havde givet hende lov - den havde brug for pengepræmien, især fordi hun har et autistisk barn, der kræver dyr særlig pleje.
Langt fra alle saudiarabere støtter fordømmelsen af Hilal. Hun har dog fået sympatierklæringer fra den prominente kvindelige forfatter, Amira Kashgari, som i den liberale avis al-Watan skrev, at hendes recitation var »en milepæl og et kæmpe skridt fremad for saudiarabiske kvinder.«
Betinget opbakning er der også fra Mohamed Salam, programleder for den islamiske tv-kanal, Iqra, der dog siger: »Talentshows kan sagtens have kvindelige medvirkende, så længe disse er tildækkede og uden makeup og ikke reciterer digte om stærke følelsesmæssige emner, f.eks. om kærlighed og elskov. Hissa Hilal digt handlede om seriøse emner, og det er kun nyttigt,« siger han i telefonen fra Saudi-Arabien

På kant med Allah

TV-shows som 'X-Factor' går sejrsgang i den islamiske verden. Men her er showene en konstant udfordring af status quo. De gavner både kvinders rettigheder, den offentlige debat og giver endda en forsmag på, hvad demokrati dels handler om

Talentshowet ’Star Academy’, der sendes fra Libanon, men som alle arabiske lande sender deltagere til. De konservative kræfter er kommet op af stolen, fordi deltagerne knuser, kysser på kinden og klæder sig udfordrende. Her stjernen Haifa Wehbe (tv.) og en anden deltager. Foto: lbcgruoptv.com og arkivfoto

Af: Hana Al-Khamri, Charlotte Aagaard

X-Factor, Big Brother, Paradise Hote. Mere eller mindre underlødige talent- og realityshows går deres sejrsgang over hele verden. Men ikke alle steder med samme effekt.

Større billede

I den islamiske verden er bølgen af talentkonkurrencer og reality shows med til at åbne ellers stærkt konservative samfund. Fra Afghanistan til Algeriet følger millioner af tv-seere med i showene, der udfordrer en lang række traditionelle tabuer. Først og fremmest sætter de spørgsmålet om kvinders rettigheder i det offentlige rum på dagsordenen, men de rokker også ved grænserne for, hvad der er privat og offentligt, hvad der kan debatteres i medierne, og i nogle lande giver de for første gang borgerne en forsmag på, hvad demokrati handler om.
»Reality-tv skaber debat om en hel række tabubelagte emner og har derfor en positiv effekt i mange konservative islamiske lande,« siger medieprofessor Marwan Kraidy, forfatter til flere bøger om medier i den islamiske verden, bl.a. Reality Televison and Arab Politics.

Kvinderettigheder

Det er først og fremmest kvinders rolle i samfundet, som sættes til debat, når superpopulære Star Academy, Superstar, Hvem vil være millionær, Big Boss, Poet for millioner, Afghan Star osv. sendes via satellit til millioner af tv-seere i den islamiske verden.
Flere af showene har været genstand for religiøse fatwaer, fordi mænd og kvinder optræder sammen og udfordrer eller overtræder grænserne for almindelig god opførsel. Det er især realityshows af Big Brother-typen, hvor deltagerne bor under samme tag , og seerne kan følge deres dagligliv.
Det mest kontroversielle tv-show er uden tvivl Star Academy, som nu på syvende sæson sendes fra det forholdsvist liberale Libanon til hele Mellemøsten, heriblandt de konservative golfstater.
»Reality-shows hævder jo netop at vise virkeligheden, og det er det, der mere end noget andet skræmmer de konservative kræfter,« siger Marwan Kraidy.
Selv om der ingenlunde er tale om en arabisk kopi af danske Paradise Hotel, giver deltagere i Star Academy hinanden knus, rører ved hinanden og går på besøg hos det modsatte køn. Der er ingen sex, men lige som i de vestlige shows er kærlighedsaffærer en vigtig ingrediens, som foreløbig har ført til to ægteskaber mellem tidligere deltagere. Et kindkys og et tilfælde, hvor en kvindelig og mandlig deltager faldt i søvn ved siden af hinanden på den fælles sofa, hører til de mest kontroversielle episoder, men også de libanesiske kvinders lårkorte kjoler har været genstand for voldsom debat.
»I første omgang er kvinderne sårbare over for kritikken, men på længere sigt har det en positiv effekt på opfattelsen af, hvad der kan debatteres i det offentlige rum,« siger professor Kraidy.

Kulturel invasion

Der er imidlertid meget stor forskel på, hvordan realityshows bliver modtaget i mindre religiøse samfund som det libanesiske, syriske, jordanske og egyptiske og så stærkt konservative lande som Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain og Kuwait.
I Saudi-Arabien forsøgte det statslige teleselskab på et tidspunkt at blokere for de mange stemmer, som seerne sendte til Star Academy, men måtte opgive. Og sidste år nåede det saudiske stemmetal op på 30 millioner, selv om hver stemme kostede mere end 10 kroner. Programchef Mohamed Salam fra landets islamiske tv-station Iqra, forklarer, hvorfor det populære tv-show er så problematisk.
»Det er amoralsk fjernsyn, som skader alle de principper, som vores islamiske samfund bygger på. Det er ikke acceptabelt, at mænd og kvinder rør hinanden eller opholder sig i samme rum. Programmet nedbryder den adskillelse af kønnene, som vi mener er sund og rigtig. Den slags show får de unge til at efterligne det, de ser på tv, uden at tænke over, om det nu også er en del af vores kultur. Og det er det ikke,« siger han.
»Den slags reality-shows er en ideologisk invasion fra Vesten.«
Det samme mener han dog ikke gælder de rene talentshows, hvor det blot handler om at synge, vide, digte eller recitere Koranen, en årtusind gammel konkurrenceform i den islamiske verden, som bl.a. den algeriske tv-station Television Al-Djazair tog i 2008 i et forsøg på at modvirke de kommercielle tv-shows.
Under titlen Ridderne af Koranen kan man her konkurrere om, hvem der husker mest af den hellige bog, men nogen seerstorm som Star Academy har ridderne endnu ikke oplevet.

Demokratisering

I flere lande har realityshows for første gang givet den almindelige borger en forsmag på hvad demokrati handler om. Det er f.eks. tilfældet i Afghanistan, hvor de mange sms-afstemninger i den nationale talentkonkurrence Afghan Star for første gang har givet, ikke mindst kvinderne, en mulighed for at deltage i beslutninger.
I Kuwait var kvindernes deltagelse i tv-showenes sms-afstemninger et vigtigt argument for at give kvinder stemmeret i 2005. Marwan Kraidy bruger da også en del af sin bog om effekten af reality shows til at behandle netop det spørgsmål.
»Der er mange eksempler på, at debattører bruger tv-showene til at argumentere for eller imod demokrati« siger han, men understreger, at der jo ikke er tale om rigtig demokrati. Dem, der har råd, kan stemme 100 gange.
»Det er demokrati for dem, der har de dybeste lommer, det er ikke en mand en stemme.«
Samme pointe har Mohammed Salam fra Iqra-tv.
»Påvirkningen i retning af demokrati er indirekte, for det er jo ikke alvorlige spørgsmål, der stemmes om i showene, og det er ikke obligatorisk at deltage. Men der er ingen tvivl om, at folk senere vil huske, at de har været med til at tage beslutninger,« siger han.
Den mest direkte effekt af realityshowene ser man formentlig i Afghanistan, hvor den nationale version af lokal X-faktor Afghan Star har givet millioner af afghanere en stemme. Det mener i hvert fald Hana Marking, der har lavet dokumentarfilmen Afghan Star om showet og de konsekvenser, showet har haft, ikke mindst for de kvindelige deltagere.
En enkelt af sangerinderne, den 23-årige Setara, har været nødt til at gå under jorden i en periode efter at have danset på scenen og ladet sit tørklæde falde, men i det store hele har kvinderne klaret sig rigtig godt efter showet, siger Hana Marking.
»Afghan Star er selvfølgelig bare et tv-show, som ikke i sig selv kan tage æren af at ændre det afghanske samfund. Men det har helt sikkert givet afghanerne en vision af, hvordan fremtiden kan se ud. F.eks. bliver de forskellige etniske grupper, kønnene, rige og fattige behandlet ens, når de er på scenen. Det har bl.a. givet det etniske hazara-mindretal og kvinderne en plads i det offentlige rum,« siger hun. Det har været med til at opmuntre kvinderne til at deltage i det offentlige liv, også når det handler om politik og samfundsforhold.
»Afghan Starhar ændret det afghanske samfund mere, end nogen ngo kunne have gjort på et helt år,« >siger hun og peger på, at en af sangerinderne siden hen er blevet politiker.

Kulturrevolution

Jahed Mohseni, der er initiativtager til det afghanske show og leder af mediegruppen Moby Group, er enig.
»Vi har fra starten ønsket at være med til at forandre det afghanske samfund både socialt og kulturelt,« siger han og understreger, at Afghan Star først og fremmest har revolutioneret kulturlivet i det krigsramte land.
»Under Taleban var al musikudøvelse og filmproduktion forbudt, og Afghanistan kulturliv var derfor så godt som forsvundet. Efter Talebans fald blev vi oversvømmet af især indisk Bollywood-kultur, og vi havde intet at stå imod med. Det har vi nu. Afghan Star har været med til at puste liv i det afghanske musikliv,« siger han og afviser på det bestemteste, at der er tale vestlig kulturimperialisme.
»Både sangene og musikken er afghansk. Nogle sange er genfortolkninger af århundredgamle digte eller popsange fra tiden før Taleban. Og andre igen er ny afghansk musik skrevet til sangerne af vores egne afghanske sangskrivere og poeter. På den måde har Afghan Star givet os vores kultur tilbage,« siger han.

Afstand mellem mennesker

I København kender naboerne tilsyneladende ikke alverden til hinanden - i mit hjemland Saudi-Arabien har man derimod ofte naboer så tæt inde på livet, som var de medlemmer af ens egen familie

Af: Hana Al-Khamri

Min første uge i København - Danmark var det første vestlige land, jeg besøgte - husker jeg som ensom og utryg. Det, som skræmte mig mest, var den ekstreme individualisme og den ekstreme travlhed, som kendetegnede indbyggerne i denne by. Og fraværet af umiddelbare sociale kontakter mellem folk.
Selv kommer jeg fra et samfund, hvor nære bånd imellem ikke blot familiemedlemmer, men også naboer, er reglen snarere end undtagelsen.
Men i København kender naboerne tilsyneladende ikke alverden til hinanden, ja de kan, så vidt jeg forstår, bo i samme opgang i årevis og forblive som fremmede. Det fik jeg selv lejlighed til at konstatere, da jeg flere gange spurgte min værtsfamilie, om jeg ikke skulle præsenteres for den familie, der boede nedenunder.
En veninde fortalte mig, at det var helt normalt, at hun havde boet i samme opgang på Nørrebro i årevis og stadig hverken kendte overboer eller underboer. Overrasket blev jeg også, da jeg besøgte en anden af mine veninder på et kollegium. Ingen af de studerende, som boede her, så meget som hilste spontant på mig eller forekom den mindste smule interesseret i at vide, hvem jeg var eller lære mig at kende. Og aldrig fik jeg fornemmelsen af, at jeg blev draget ind i et fælles rum, hvor jeg kunne lære dem bedre at kende.
Jeg husker i min hjemby i Saudi-Arabien, at så snart en ny familie flyttede ind i vores ejendom, ville ejendommens ældste familie straks arrangere en middagskomsammen for at byde dem velkommen og invitere alle naboer til også at være med, hvilket både er vældigt hyggeligt og tryghedsskabende.
I Mellemøsten er familien ens primære sociale kontaktflade, og ens familie vil hyppigt gribe ind i dit liv og endog forsøge at bestemme, med hvem du skal gifte dig, og hvad du skal uddanne dig til. I mit hjemland besøger vi hyppigere vore slægtninge end vore venner. Men i Danmark kan venner ofte være meget tættere relationer end familien, som man ofte kun ser ved særlig festlige lejligheder, juleaften, fødselsdage osv.
Det forekommer mig derfor, at danskerne på en måde selv har sammensat deres familie ud fra de venner, de helst vil omgås - det undrer mig i al fald, at familiebåndene mellem danskere ikke er stærkere.

Også de dumme råd

Der er selvfølgelig positive og negative aspekter ved begge måder at indrette sig på. At familien spiller så stor en rolle i Mellemøsten kan være positivt, man kan føle sig tryg ved, at den nok skal tage sig af en. Negativt er det selvfølgelig, hvis den så vil blande sig alt for meget i alting. Men i Danmark kan afstanden mellem familiemedlemmer absolut også være negativ: En af mine danske venner fortalte mig, at han ikke følte sig tæt nok på sin søster til at give hende gode råd i en vanskelig beslutning, hun stod overfor at skulle træffe.
I mit hjemland derimod kan man være sikker på at få alle mulige råd med på vejen fra familien, også dumme og uønskede råd, selvfølgelig, men ikke nødvendigvis, fordi de ønsker at kontrollere en. At jeg altid har kunnet spørge min familie til råds om alt har i al fald helt klart betydet, at jeg har begået færre fejltrin i mit liv, end jeg nok ellers ville have gjort.
I Danmark har den enkelte en større frihed til selv at skabe sin tilværelse og selv at vælge, med hvem han eller hun vil være sammen i stedet for at blive tvunget sammen med andre personer, som de eventuelt ikke bryder sig om.
Kunsten er selvfølgelig at finde den rette balance mellem disse to yderligheder: Den ekstreme individualisme i København, der skaber afstand mellem mennesker og mindsker fællesskabsfølelse, og den overdrevne socialitet i mit hjemland, der gør det svært at bryde ud af enklaver.
HanaAl-Khamri er fra Yemen og bor normalt i Saudi-Arabien, Hun vil i artikler beskrive sine adskillige kulturchok ved at bo og arbejde i Danmark

Danmarksfilmen, som skabte panik

Den dansk-palæstinensiske instruktør, Awad Joumaa taler ud om sin dokumentarfilm om et København i racismens og bandekriminalitetens vold - en film, som var frygtet og blev kaldt fordrejet, endnu før nogen havde set den

Af: Hana al-Khamri

Awad Joumaa er manden bag dokumentaren 'Confrontation in Copenhagen'. Privatfoto

Et København i racistiske banders vold og utilpassede etniske unge, der drages mod kriminelle miljøer - det var det billede, som blev formidlet af dokumentarfilmen Confrontation in Copenhagen, som sidste år blev produceret for og vist på den arabiske tv-kanal al-Jazeera, hvilket ikke bare vakte røre og bekymring i den danske offentlighed, men også afstedkom bekymring i det danske udenrigsministerium for mulige ubehagelige mellemøstlige reaktioner.
I dag vil filmens instruktør Awad Joumaa, der selv er født i en palæstinensisk indvandrerfamilie, men dansk uddannet og opvokset i Jylland, være til stede ved en visning af filmen i Cinemateket i København, som afholdes i samarbejde med kunstneren Jakob Jakobsen og Overgaden - Institut for Samtidskunst, hvor publikum vil få lejlighed til at stille ham spørgsmål. Information har mødt ham og bedt ham kommentere de kontroverser, som hans film gav anledning til.
»De fleste kritikere af min film har kritiseret den uden overhovedet at have set den. I dansk presse, herunder Ekstra Bladet og BT, kunne man også læse, at jeg tidligere har lavet en anden film, der gav et positivt billede af Danmark. Men det var nu aldrig mit ærinde med den film.«
Hjemrejse, som Joumaas første film hedder, fortæller i tre dele om ‘Nakba’ (den arabiske benævnelse på fordrivelsen af palæstinenserne ved staten Israels oprettelse, red.). Filmen former sig som en ekstraordinær og dybt personlig rejse, hvor Joumaa ledsager sin far, Hussein, på vej tilbage til deres tidligere hjem i Palæstina, faderens fødeland.
»I filmen siger min far, at Danmark har givet ham og hans familie rigtig meget. Først og fremmest fik han sikkerhed, han lærte et demokrati at kende, han fik et hus, og hans børn fik en uddannelse. Og det er jo sandt, men den udtalelse gør ikke filmen til en dokumentar om Danmark.«
»Min anden film,« fortsætter Joumaa, » har ikke noget at gøre med den første. Hvor den første var en portrætfilm, sætter Confrontation in Copenhagen fokus på nogle problemstillinger. Jeg fik i mit studieforløb mulighed for at beskæftige mig grundigt med utilpassede unge fra indvandrermiljøer, og det gav mig lyst til at lave denne film. Det er problemstillinger, jeg også opfatter mig selv som engageret i. Som medborger i det danske samfund.«
»Mit mål var at forstå de unges situation. Min holdning til Danmark er forblevet uændret, men som i alle lande og samfund er der også problemer i Danmark. Dem må jeg så se det som min opgave at afdække, for jeg er først og sidst journalist. At jeg er politisk engageret betyder ikke, at jeg er ude på at tjene en bestemt politisk dagsorden.«

Ikke fordrejet

Joumaa afviser alle beskyldninger imod filmen for at være fordrejet.
»Jeg taler i filmen med mange forskellige personer. Der er talsmænd for Hells Angels og andre bander, unge med indvandrerbaggrund, en repræsentant for regeringspartiet Venstre og en journalist fra Berlingske Tidende. Så hvor ligger det fordrejede?«
Det meste af polemikken om filmen fandt da også sted før dens visning på DR1, >betoner Joumaa. »Reaktionerne bagefter var mere positive.«
Den 47 minutter lange dokumentarfilm, som blev optaget på fem dage, indeholder en del klip fra nyhedsmedier om den voksende vold, som har ramt Danmarks hovedstad. Adspurgt om ikke filmen anlægger en for generaliserende vinkel på indvandrerunge svarer Joumaa:
»Det er umuligt at lave journalistik uden en eller anden grad af generalisering. Inden for et så afmålt omfang vil man aldrig kunne inddrage alle vinkler og nuancer.«
Men er filmens budskab ikke primært at skildre unge kriminelle indvandrere som ofre?
»Bestemt ikke. Begge sider har deres andel i ansvaret for bandekriminaliteten. Men jeg har tilstræbt at give et præcist billede af den diskrimination, de unge oplever og de følelser, de har i den forbindelse. Og de føler jo, at de diskrimineres, i al fald i indirekte eller i ‘symbolsk’ forstand, som man taler om det i sociologien. Min dokumentaristkollega her i Danmark, Khaled Ramadan, påpeger også, at Danmark ikke har lært meget af indvandrererfaringerne fra andre vestlige lande. Indvandrere er blevet syndebukke for politikere og medier, og det er med til at skabe de problemer, vi oplever med unge fra indvandrerminoriteter.«
Awad Joumaa henviser også til, at menneskeretsgrupper som SOS Racisme har fremhævet diskriminationsproblemer, og også Det Europæiske Netværk mod Racisme og Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad har tidligere været fremme med kritik af netop Danmark.
»Problemet er der altså, og vi må erkende det for at kunne løse det. Derfor handler det ikke om at skildre minoriteter som ofre, men om at skildre deres virkelighed.«

Påståede eksperter

Joumaa siger, at den arabiske tv-offentlighed har taget vel imod hans film, der har bidraget til at korrigere forfejlede forestillinger om Danmark som et meget harmonisk samfund. Han understreger, at al-Jazeera ikke har nogen danskfjendtlig dagsorden, og at han gerne vil lave andre film om Danmark, der stiller skarpt på andre dele af den danske virkelighed og lader andre stemmer komme til orde.
Ifølge Joumaa var det danske udenrigsministeriums bekymring i vidt omfang frembragt af personer, »som fører sig frem som eksperter på alt, hvad der har at gøre med islam og den arabiske verden.«
»De havde ikke engang set min film, før de advarede imod, hvordan den ville blive opfattet.«
Adspurgt om, hvem han sigter til, nævner Joumaa to navne: Jakob Skovgaard-Petersen (tidligere direktør for det dansk-egyptiske dialogcenter i Cairo) og det konservative folketingsmedlem Naser Khader.
»Khader påstod, at han kender mig personligt, og det er usandt - jeg har aldrig mødt ham i mit liv,« siger Joumaa. »Det her viser, at den danske regering gjorde klogere i at lytte til andre end panikmagere.«

Den danske Gud

Mit første møde med dansk ateisme var et chok, men måske er jeres religiøsitet så svag, fordi staten er så stærk

Af: Hana Al-Khamri

Min veninde Hariett fra Odense fortalte mig om, da hun som lille pige første gang læste om Darwins udviklingslære. Hun styrtede ind til sin farmor og spurgte: »Er det rigtigt, at vi nedstammer fra aberne?« - »Ja, det må så være på din mors side af familien, ikke min,« svarede farmoren.
Harietts historie fik mig til at tænke på min skoletid i Saudi-Arabien. Her hørte vi også om Darwin, men vores lærer understregede, at Darwins tanker blot var endnu et af Vestens afsindige påfund. Vi fik aldrig en chance for at tage selvstændig stilling eller diskutere teoriens mulige sandhed.
Jeg har nu tilbragt godt et halvt år i Danmark, og det slår aldrig fejl: Religion er det emne, som har optaget mest plads i mine diskussioner med danskere.
Saudi-Arabien, hvor jeg kommer fra, er uhyre konservativt og ekstremt religiøst - kristne kirker findes ikke - så for mig var det et chok, da jeg første gang hørte en dansk fyr sige at »Gud ikke eksisterer«. Aldrig havde jeg forestillet mig, at nogen i hele verden kunne finde på at sige sådan.
Dér hvor jeg kommer fra, er symboler på religiøs magt og tilbedelse af Gud allestedsnærværende i samfundet, men her synes ateisme nærmest at være normen.
Jeg tror, at det tilsyneladende fravær af religiøsitet hos danskerne hænger sammen med, at I har en stærk stat, der sørger godt for borgerne og sikrer dem uddannelse og sundhed. I USA, hvis samfundsmodel er mindre velfærdsorienteret, er religiøsiteten stærkere, og ældre, syge og nødlidende er de stærkest troende. Sådan er det også mit hjemland, hvor der heller ikke er en udbygget velfærdsstat.
Her har jeg oplevet en familie, hvis medlemmer alle er erklærede ikke-religiøse, og hvor forældrene tror på de værdier, som de gør, fordi de har diskuteret sig til rette om dem og udviklet dem i fællesskab. Man hylder disse værdier, fordi de i sig selv anses for gode. Ikke fordi Bibelen siger det.
Det har været en almindelig antagelse i Danmark, forstår jeg, at religioner ville dø ud med tiden. Fra andre, bl.a. en bekendt, som studerer islam på universitetet, har jeg dog også hørt, at der hos stadig flere danskere er opstået en længsel efter åndelighed og mere faste regler i livet.

Tolerancen tager jeg med

Da jeg var til en sammenkomst hos en dansk præst og hans datter, kom jeg til at tænke på, om præstens børn mon ville være stærkt præget af hans overbevisninger. For i Saudi-Arabien er det normalt, at et religiøst overhoved kræver stærk religiøs hengivenhed af sine familiemedlemmer. Men den danske præst var uhyre tolerant og forsikrede mig om, at han ikke kunne finde på at tvinge sine børn til at leve efter hans tro. Det kom helt bag på mig.
Da jeg i Saudi-Arabien besluttede ikke at ville gå med alkemar (klædedragt, der dækker både krop og ansigt, red.) længere, fik det nogle veninder til at bryde med mig, fordi jeg i deres øjne ikke længere var religiøs. Til forskel herfra var den tolerance, jeg oplevede hos den danske præst, et godt budskab, jeg vil tage med mig hjem. Vi har så let ved at dømme andre mennesker ud fra deres religion. Men bør vi afvise religion pga. nogles misbrug af den? Det ville være en misforstået generalisering. Som en ung, kristen britisk fyr sagde til mig: Ateister kan ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, men vi troende kan heller ikke bevise, at Gud eksisterer. Jeg er enig i denne pragmatiske tilgang til religion - også selv om jeg tror på Allah.
HanaAl-Khamri er fra Yemen og bor normalt i Saudi-Arabien, Hun vil i artikler beskrive sine adskillige kulturchok ved at bo og arbejde i Danmark.