Tuesday, March 22, 2011

'Yemens regime er allerede faldet'



Yemen vakler på et vendepunkt – regimets sidste flig af legitimitet er forsvundet i folkets øjne, og det er kun et spørgsmål om tid, før det må tage konsekvensen af dette, mener toneangivende yemenitiske oppositionsaktivister
Yemenitter demonstrerer for fuld musik mod regeringen og præsidenten, Ali Abdullah Saleh, i Sanaa. foto: AHMAD GHARABL
I et desperat forsøg på at klynge sig til magten i bare endnu en minimal periode tilbød Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, i går at træde tilbage inden udgangen af i år.
Kilder blandt de demonstrerende på Taqhyeer-pladsen i hovedstaden Sanaa, som Information har talt med, siger imidlertid, at det slet ikke står til diskussion, at han skal træde tilbage aldeles omgående. Sker det ikke, lover de, vil demonstranterne opsøge ham i præsidentpaladset og egenhændigt sparke ham ud, høfligt, men bestemt.
Tawakul Karman, en kvindelig aktivist og journalist, der kom til at påtage sig en ledende rolle i de studerendes protestbevægelse, da denne fik fremdrift i januar, siger i et telefoninterview, at det yemenitiske regime de facto allerede er væltet, og at dets ledende figurer kan forvente at blive draget til ansvar for de forbrydelser, som i løbet af de seneste par uger har blevet begået imod demonstranterne, som trods massakrer med brug af giftgas og geværkugler har holdt sig til at aktionere med fredelige midler.

Han kan vælge blodbadet

Samtidig vil de penge, som præsidenten har stjålet fra Yemens folk under sit korrupte styre, blive givet tilbage til folket, forsikrer hun. »Efter sidste fredags massakre er Salehs dage talte,« understreger også Addulmez Dbwan, medlem af parlamentet for det oppositionelle Islah-parti.
»Denne menneskelige tragedie har for alvor provokeret de revolutionære, som i dag ikke vil stille sig tilfreds med mindre en præsidentens øjeblikkelige afgang.«
»For en uge siden fremsatte vi ellers på initiativ af en gruppe gejstlige et forslag om, at han kunne få lov til at blive ved magten i den tid, det tog ham at sikre en velordnet magtoverdragelse. Efter den overdrevne magtanvendelse mod de protesterende er alle alternativer udtømt på nær to: Enten træder han fredeligt tilbage nu, eller også vælger han blodbadet. Gør han det, vil vi være klar til at kæmpe for at opnå ægte demokrati for Yemen,« tilføjer parlamentsmedlemmet.
Det stigende antal af afhoppede officerer såvel som af de medlemmer af regeringspartiet, der frasiger sig enhver loyalitet over for Salehs regime, ligner lige så mange yderligere tegn til begyndelsen til enden for regimet, siger kilder i Yemen til Information.
Ibrahim Mothana, en ung aktivist, der er deltager i de overvejende unge yemenitters protestbevægelse i Sanaa, fortæller, at hærchefen generalmajor Ali Mohsen Al-Ahmar sideskift var ventet, da den fastlåste situation gjorde det nødvendigt at finde en alternativ magtoverdragelse. Han fortæller, at vestlige ambassader har holdt møder med yemenitter fra forskellige partier om, hvordan der kan findes en løsning på Yemens uro, og at Ali Mohsens navn skal være dukket hyppigt op under disse drøftelser.
Addulmez Dbwan fra Islah-partiet vurderer:
»Yemen vil gå efter andre scenarier end i Tunesien og Egypten. Vi ser ingen grund til at have hverken et militært råd eller en militær undtagelsestilstand. Vi vil forsøge at sammensætte et overgangsråd, som skal bestå af både militære og civile personer, indtil der kan dannes en samlingsregering efter frie valg, som så kan videreføre en velordnet magtoverdragelse«.

Hæren bør støtte os

Den analyse tilslutter også Tawakul Karman sig og tilføjer:
»Vi kræver et nyt demokrati med rigtige demokratiske institutioner og ikke en videreførelse af autokratiet, hvor der bare kommer en ny lederperson i stedet for Saleh.«
Dbwan tilføjer: »Vi forventer at militæret vil beskytte revolutionen og dens resultater. Militæret kan, hvis det vil, sikre, at der sker reelle forandringer på jorden og påtage sig en betydelig rolle i at redde nationens fremtid.«
Yemens forsvarsminister, Mohammad Nasser Ali, sagde dog mandag, at militæret fortsat støtter præsident Saleh, og vil forsvare ham mod alle »kupforsøg«.
Yemenitterne betragtede forsvarsministerens ord som en krigserklæring mod folket, siger Dbwan.
I går advarede den trængte præsident Saleh også imod kup og ustabilitet, som kan udløse en blodig borgerkrig. Det gjorde han efter at have ført samtaler med en gruppe militære officerer. Heroverfor hævder Dbwan, at borgerkrigskortet er »anakronistisk«, og at yemenitterne for første gang i Yemens af dybe splittelser prægede historie alle er forenet i ét samme krav: »Saleh skal gå«.
Den afhoppede hærchef, som har tilsluttet sig de unges bevægelse for demokrati, gav i går præsidenten svar på tiltale.
»Præsidenten har omgivet sit palads med våben og kampvogne. Jeg er ikke interesseret i et kup eller at overtage magten. Vi støtter jer og vil opfordre ham til at træde tilbage,« sagde han til Al-Jazeera-tv, idet han bebudede, at fredag bliver ’Vredens dag’, medmindre Saleh går af.

Frygter ikke borgerkrig

De færreste yemenitter frygter en borgerkrig, men der er reel frygt for, at demonstranterne skal blive udsat for mere vold fra sikkerhedsstyrkerne, og om muligt for hævnaktioner, når regimet forventeligt falder.
Ibrahim siger: »Noget af det mest ekstraordinære ved Yemens ungdomsoprør, og noget af det, vi er mest stolte af, er, at vores revolution har været fredelig, i betragtning af, at der er millioner af våben i omløb i landet. Ikke ét skud har vi løsnet.«
Dette bekræftes af Dbwan:
»Mange af stammefolkene, som ellers er velbevæbnede, har sluttet sig til revolutionen, men uden våben. Det yemenitiske folk har udvist en fællesskabsfølelse og et borgersind, som uden fortilfælde for Yemens civilsamfund. Hele landet er ved reorganisere sig på en helt ny og uforudsigelig måde, og vi kommer til at overraske hele verden med det her.«
Da Information spørger til, om den folkelige revolution ikke risikerer at blive kapret af militære og kommercielle interesser, afviser det yemenitiske parlamentsmedlem dette med indignation.
»Det er ren propaganda og 5. kolonnevirksomhed fra det korrupte regime for at underminere vores historiske revolution her. Hæren kan højest blive protektor for vores revolution – ikke mere.«
»Vi gider ikke vente længere på præsidentens afskedsbegæring, da han allerede har mistet al legitimitet i sit folk. Millioner af mennesker fra hele landet vil nu kræve hans afgang,« siger kvindesagsaktivisten Tawakul Karman.
Hana Al-Khamri er yemenitisk journalist. Oversat af Niels Ivar Larsen

No comments:

Post a Comment