Danske er vi kun på papiret

Eleverne på Humlehaveskolen i Vollsmose føler sig fanget mellem deres forældres kultur og det danske samfunds krav og normer. 'Vores forældre vil altid bestemme for os, og derfor er der mange unge drenge, som bliver trodsige og ulydige,' siger en af de unge

Det er vanskeligt, men det lykkes til sidst Informations journalist i Vollsmose at få tid alene med pigerne fra Humlehaveskolen - det blev til en samtale om nationalitet. Her er det fra venstre Eman, Hafsa og Asia. Foto: sigrid nygaard

Af: Hana Al-Kamri

På vej ned ad gangen på Humlehaveskolen i Vollsmose møder jeg en pige på højst otte år. Hun har hovedtørklæde på. Det er første gang i mit liv, jeg har set så lille en pige bære tørklæde. End ikke i Saudi-Arabien, hvor jeg er vokset op, har jeg set noget sådant. En lærer fortæller mig, at pigens forældre gør alt, hvad de kan, for at beskytte deres børn mod påvirkninger fra det danske samfund.
På Humlehaveskolen har omkring 90 procent af eleverne indvandrerbaggrund. Og pigen med tørklædet er et meget godt eksempel på den kamp, der konstant foregår på skolen og i elevernes hoveder. De drenge og piger, jeg møder på skolen, beretter samstemmende om, hvor kompliceret og forvirrende det er for dem både at skulle leve op til de forventninger, normer og krav, deres familier stiller, og samtidig honorere det danske samfunds krav om, at de lader sig integrere og får en uddannelse.
Skolens inspektør, Olav Nielsen, er en velkendt skikkelse i Vollsmose. Ud over jobbet som skoleinspektør arbejder han også med unge fængselsindsatte - flere af dem har tidligere været elever på skolen.
»Børnene fra mange af vores indvandrerfamilier kommer fra barske forhold. Nogle har set deres fædre blive dræbt for øjnene af dem. Andre har forældre, der har været udsat for tortur eller er traumatiseret af krigsoplevelser,« fortæller han.
På væggen bag ham hænger et palæstinensisk flag og billeder af hans tidligere elever. Og så er der et fuglebur med en papegøje på kontoret. Olav peger på den med fingeren og siger:
»Papegøjen der tilhører en af mine elever. Han afsoner en fængselsstraf, og jeg lovede ham at tage mig af hans fugl, indtil han kommer ud igen.«
Olav forklarer, at elevernes baggrund gør dem sårbare:
»Mødrene har sjældent nogen uddannelse, da de er blevet giftet bort i en ung alder. De fleste af de familier, som bor her i Vollsmose, har lidt en eller anden form for skade; fysisk, psykisk og mentalt. Vi har endda nogle unge mennesker og store børn, som er flygtet alene eller sammen med deres søskende til Danmark.«

Protest

Olav tager mig med ind i en 9. klasse. Den tæller 18 elever, ikke én eneste af dem har etnisk dansk baggrund.
De kan alle fortælle lignende historier om, hvordan de endte i Danmark. Langt de fleste kom hertil som ganske små.
Jeg spørger, hvorfor så mange af de store drenge bliver ballademagere.
»Jeg tror, de laver kriminalitet og problemer, fordi de her drenge har en vanskelig situation i deres familier,« siger Khaled og tilføjer, at han føler, han kun gør, hvad hans familie ønsker af ham.
Han stemme er trist. Khaleds lærer påpeger, at Khaled da har gode forældre, som interesserer sig for deres søns fremtid.
Amojgar, der kommer fra irakisk Kurdistan, rækker fingeren op, og siger:
»Nogle har mistet deres fædre i krig. Andre kommer fra skilsmissefamilier. De laver så meget ballade for at bevise, at de har styrke og kan handle, om det så skal foregå på gaden.«
Men Khaled afbryder ham og siger, at han tror, at de teenagedrenge, som laver ballade, først og fremmest reagerer imod strenge familier, som hele tiden giver dem besked på hvad de må og skal, hvem de ikke må hænge ud med osv.
»Der bliver hele tiden sagt nej. De vil altid bestemme for os, og derfor er der mange unge drenge, som bliver trodsige og ulydige. Som en form for protest imod deres familier,« siger han.
Khaleds familie vil ikke have, at han har danske venner. Hvorfor ved han ikke.
»De lytter ikke til mig. De vil bare have mig til at gøre, hvad de selv mener er bedst for mig.«

Tavse piger

Flere af drengene i 9. klassen har hiphop-tøj på. Bukserne hænger så lavt, at man kan se deres undertøj, og når de går hen ad gangen, kaster de hele tiden håndtegn til hinanden. Jeg spørger dem, hvad de kunne tænke sig at blive i fremtiden.
Fem drenge siger straks: »Det ved jeg ikke«, mens tre svarer, at de vil være forretningsmænd eller advokater. Khaled siger, at han vil gå på universitetet, for så kan han virkeliggøre sine forældres drøm.
Jeg hæfter mig ved, at det er drengene, som besvarer de fleste af mine spørgsmål. Pigerne markerer sjældent, men jeg vil gerne vide, hvad de mener. Selv da jeg stiller et spørgsmål direkte henvendt til pigerne, er der ingen, der svarer. Olav Nielsen, skoleinspektøren, foreslår, at drengene forlader klassen.
Da jeg er alene med pigerne, spørger jeg, hvorfor de ikke ville sige noget i drengenes påhør.
»Vi er generte, og nogle gange får vi kommentarer fra drengene, hvis de ikke kan lide vores meninger, og det bryder vi os ikke om,« siger Asia, en somalisk pige med lilla slør om hovedet. Seks af pigerne er tilslørede, tre er ikke.

Luder eller ej?

Jeg spørger, om deres familier behandler dem anderledes end deres brødre, men før nogen af dem får chance for at svare, bryder Olav ind. Han fortæller, at hans datter, som er jævnaldrende med pigerne i 9. klasse, en dag spurgte ham, om hun måtte sove sammen med sin kæreste. Nogle af pigerne smiler, andre ser overraskede og ilde til mode ud, som om de ikke billiger, at Olav har givet sin datter lov til at gå i seng med hendes kæreste.
»Det er dansk kultur. Forældre må sige deres ærlige mening, men vi skal respektere vores børns individuelle valg, og jeg skal respektere min datters,« siger han til klassens piger.
»Måske vil jeres forældre nu sige til jer, at min datter er en luder, og at jeg er en dårlig far, men det er sådan, vi respekterer vores børn og opdrager dem som lige i lovens øjne.«
Så forlader Olav klasselokalet og lader mig være alene tilbage med pigerne.
»Jeg vil aldrig kunne finde på at sige, at Olavs datter er en luder. Men danskere er fra en anden kultur end vores,« svarer Asia, da jeg spørger, hvad de mener om Olavs historie. »Det er rigtigt, at drenge behandles anderledes i vores familier, men hvis piger fik samme frihed som drengene, kunne de komme få problemer, f.eks. hvis de blev gravide. Vi har meget at miste, det har drengene ikke,« tilføjer hun.
Men Najah, der er palæstinenser, siger, at »drengenes problemer kommer af, at de har så meget større frihed end vi.«
Hafsa, en somalisk pige, er uenig.
»Det er, fordi familiens kontrol går drengene på nerverne, at de laver alt det ballade.«
Hafsa præsenterer sig:
»Jeg er fra Danmark,« men skifter så mening og retter: »Nej, det var forkert. Jeg er fra Somalia.«
Hendes veninder giver sig til at grine, især da hun igen understreger, at hun ikke er dansk.
Pigerne i klassen kommer fra Palæstina, Irak, Iran, Tyrkiet og Somalia.
»Danske er vi kun på papiret,« siger Hafsa. »Ikke i virkeligheden.«

Serie: Fra Saudi-Arabien til Vollsmose

Informations journalist Hana Al-Khamri, der er fra Yemen og har boet det meste af sit liv i Saudi-Arabien, har besøgt Vollsmose og mødt bydelens beboere. Hun beretter om sit møde med bydelen i denne serie.
’Jeg er tilbage i Den Arabiske Verden. Det er mit første indtryk ved mødet med Odense-bydelen Vollsmose. Dog minder stedet ikke om noget andet arabisk land, jeg kender. Det er, som om det arabiske Vollsmose er groet fast i den livsform, som de første indvandrere bragte med sig til Danmark, mens de arabiske lande er blevet ved med at udvikle sig’

Yemens Nero har sat sit land i brand

Mens de unge aktivister fastholder fredelige aktionsformer, klynger en desperat præsident sig til magten og lægger sig ud med magtfulde stammeledere. Han er klar til at spille sit sidste kort: at kaste landet ud i en borgerkrig

Yemens demokratibevægelse håbede slagord og vedholdende demonstrationer kunne få præsidenten til at træde tilbage. Nu taler våbnene. Foto: AMMAR AWAD/Scanpix

Af: Hana al-Kamri

30. maj 2011 | Om denne artikel

Som ved et historiens lune er maj den måned, hvor yemenitterne oplever de største og mest barske omvæltninger i deres lands nyere historie. Yemens genforening fandt sted i maj 1990, og i maj 1994 var der en intens, men kortvarig borgerkrig mellem de væbnede styrker fra Yemens Arabiske Republik i Nord og Folkets demokratiske Republik Yemen i syd de to lande var på papiret blevet sammenlagt fire år før, men deres hære var aldrig blevet integreret.
Nu kan en ny borgerkrig være under udvikling. På al-Jazeera kunne man i sidste uge høre en ung mand fra Forandringspladsen centrum for de seneste fire måneders revolte berette om voldsomme sammenstød mellem den yemenitiske præsident, Ali Abdullah Salehs, sikkerhedsstyrker og medlemmer af en af de store stammer, som har sluttet sig til oppositionskræfterne.
Manden forsikrede, at de unge fortsat vil gennemføre en fredelig revolution og ikke lade sig narre til at blive part i en voldseskalation.
I marts svor Yemens unge og oppositionspartier, at de ville tage permanent opstilling ud for præsidentpaladset for at tvinge Saleh til at gå af, men for at undgå vold og forblive en fredelig bevægelse ville de afstå fra at storme det.
I sidste uge var det så i stedet Saleh, der lod sine hyrede voldsmænd gå til angreb på den magtfulde stammeleder sheik Sadeq al-Ahmars hus. Sheiken har stor indflydelse på Yemens store Hashid-stamme, der på hans initiativ har bakket op om demonstranternes krav om et magtskifte og demokratiske valg.
Med denne handling har Saleh definitivt begået politisk selvmord. Ikke blot har han formået at få hele det internationale samfund imod sig, han har også anstiftet en potentiel stammekrig i Yemen.

Nej tak til nådig sortie

Sidste lørdag underskrev lederne af den etablerede opposition ellers en pagt forhandlet i stand ved mægling fra Golfstaterne. Den indebar bl.a., at præsidenten skulle tage sin afgang efter 33 års styre inden for en måned. Han fik med andre ord foræret muligheden for en nådig sortie, der indebar immunitet imod strafforfølgelse.
De underskrev pagten med den forståelse, at præsident Salehs underskrift ville følge kort efter, men for tredje gang på to uger vægrede han sig i sidste øjeblik.
Først kaldte han manøvren for »en kupoperation«, så krævede han, at oppositionspartierne skulle underskrive pagten på ny ved en officiel underskriftsceremoni, som skulle finde sted i hans palads. Da oppositionen nægtede at føje ham i denne nye udflugt, udtalte han i en tv-tale til nationen: »Hvis oppositionskoalitionen ikke kommer til besindelse og virkelig ønsker at nedkalde en borgerkrig over dette land, vil den blive holdt ansvarlig for det blod, der allerede er blevet udgydt og for det, som vil blive udgydt over de kommende dage.«
Begivenhederne siden da har udviklet sig med sneboldeffekt og truer med at slå et sort hul i Yemens fremtid: Saleh ser nu ud til at være opsat på selv at virkeliggøre det borgerkrigsscenarie, han fremmanede i tv-talen. Den var tydeligvis tænkt som startskuddet til de daglige voldsepisoder, der har hærget landet i den sidste uges tid.
På samme måde som kejser Nero ifølge legenden stak ild på oldtidens Rom, har Yemens Nero nu sat hovedstaden Sana’a i brand, overbevist om, at hans bedste chance for at fastholde magten ligger i at udløse kaos og vold.

Kampe tager til

At forhandlingsvejen er spærret, viste sig i sidste uge helt konkret ved, at Saleh lod sine tilhængere danne fysiske blokader foran flere ambassader fra Golfstaterne og vestlige lande herunder de lande, det stod bag mæglingsinitiativet fra Golflandenes Samarbejdsråd.
De blev tvunget til at evakuere deres diplomater i helikoptere og har nu reelt opgivet deres bestræbelser på at mægle en politisk løsning på plads.
Kampene mellem stammefolk og Saleh-loyale militærstyrker brød ud sidste mandag og fortsatte den følgende dag. Det har været vanskeligt at fastslå deres omfang, men det lykkedes mig dog at komme igennem til min gode veninde Suad, der bor i Sana’a.
»Hanaaa!,« råbte hun i telefonen og talte meget hurtigt, som om nogen jagtede hende.
»Åh min kære, vi kan høre lyden af skud helt tæt ved vores hus. Der er voldsomme kampe. Vi kan høre maskinpistoler og mortérild overalt. Der løber beskidt vand gennem Sana’as gader. Vi har hverken adgang til rent vand eller elektricitet, vi kan heller ikke følge nyhederne. Vi aner ikke, hvad der sker. Strømafbrydelsen har varet i fire dage … « Så gik hendes mobil død. Hun sympatiserer med aktivisterne, men har tidligere fortalt mig, at hendes familie ikke ville tillade hende at deltage i protesterne på Forandringspladsen.
Ifølge øjenvidner blev mindst ti mennesker dræbt under kampene ved al-Ahmars hus, og dødstallet i Sana’a for hele sidste uge løb op i 124.
I løbet af denne weekend bredte urolighederne sig til andre dele af Yemen: Søndag skød Saleh-loyale sikkerhedsstyrker og dræbte mindst 20 antiregeringsdemonstranter i byen Taiz. BBC rapporterede, at sikkerhedsstyrkerne herefter indsatte bulldozere for at fjerne alle spor af den fire måneder lange protestaktion på byens frihedsplads. Samtidig forlød det, at al-Qaeda-partisaner havde overtaget kontrollen med byen Zinjibar og dræbt fire regeringssoldater.

Personligt opgør

Man må forstå, at konflikten mellem præsidenten og sheik Sadeq al-Ahmar, overhovedet for Hashid-stammen, i højere grad er en personlig end en politisk konflikt. Den må forstås på baggrund af det økonomiske sammenbrud, som fik den velhavende al-Ahmar, der har store forretningsinteresser i Yemen, til at tabe tålmodigheden med præsidenten og tage parti for demonstranterne.
Sadeq al-Ahmar, den ældste af 10 brødre i den ledende familie i Yemens Hashid-stammeforbund, fulgte dermed eksemplet fra sin magtfulde yngre bror Hamid al-Ahmar en mangemillionær og fremtrædende oppositionsleder. Deres støtte til demokratiaktivisterne er mere end verbal. De sponserer bevægelsen og betalte bl.a. for, at der blev opstillet telte på Forandringspladsen og leveret mad og drikke til demonstranterne.

Grib ind nu

Det er vanskeligt at være neutral iagttager, når ens fædreland falder fra hinanden. Et Yemen, der var klar til at favne demokratisk revolution, er blevet svigtet. Verdenssamfundet har afstået fra at tage de skridt, der kunne have sat en stopper for det nuværende regime og afværget den voldseskalation og det blodbad, vi ser nu.
Sandt nok producerer Yemen ikke meget olie. Ej heller ligger vi ved Middelhavets bredder, hvorfor en borgerkrig ikke umiddelbart vil resultere i nye strømme af illegale flygtninge mod Europas kyster.
Ali Saleh brugte længe kontraterrorisme-kortet, men det hjalp ham ikke meget, for fredelige protester uden fortilfælde fortsatte i et land, der har klodens højeste udbredelse af skydevåben per indbygger. Nu har han spillet sit sidste kort for at holde sig ved magten: at trække hele landet ned i en borgerkrig for at bevise for verden, at det eneste alternativ til ham er krig. I denne situation er der grund til at appellere til EU og USA om at markere en stærkere holdning over for Yemen. Det er nationens skæbne som sammenhængende land, der står på spil.
De seneste rygter tyder på, at Ahmar-stammefolk er på vej til Sana’a for at kæmpe på sheik al-Ahmars side imod Salehs regering. Sheikens militser skal allerede have overtaget flere regeringsbygninger. I Yemen har vi aldrig rigtig haft et militær som en separat institution. Hvad vi har er stammefraktioner i uniform, og et militært opgør imellem dem, kan føre til strømme af blod. I det kaos, som søges sluppet løs, bliver taberne de almindelige yemenitter mennesker som min veninde Suad.
Der er brug for, at oppositionskræfterne både de etablerede partier og de unge aktivister danner et overgangsråd, der kan lede Yemen, på samme måde som vi har set det ske i Libyen. Det internationale samfund må træde ind på scenen nu, hvis kaos skal afværges. Det vil også være i dets egen interesse. For et Yemen i borgerkrig vil give ideelle trivselsbetingelser for, at globale islamistiske terrornetværk kan operere i større frihed herfra.
Hana al-Khamri er yemenitisk journalist og videreuddanner sig pt. i Danmark. Hun er tidligere praktikant på dagbladet Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

'Yemens regime er allerede faldet'

Yemen vakler på et vendepunkt – regimets sidste flig af legitimitet er forsvundet i folkets øjne, og det er kun et spørgsmål om tid, før det må tage konsekvensen af dette, mener toneangivende yemenitiske oppositionsaktivister

Yemenitter demonstrerer for fuld musik mod regeringen og præsidenten, Ali Abdullah Saleh, i Sanaa. foto: AHMAD GHARABL

Af: Hana al-Khamri

22. marts 2011 | Om denne artikel

I et desperat forsøg på at klynge sig til magten i bare endnu en minimal periode tilbød Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, i går at træde tilbage inden udgangen af i år.
Kilder blandt de demonstrerende på Taqhyeer-pladsen i hovedstaden Sanaa, som Information har talt med, siger imidlertid, at det slet ikke står til diskussion, at han skal træde tilbage aldeles omgående. Sker det ikke, lover de, vil demonstranterne opsøge ham i præsidentpaladset og egenhændigt sparke ham ud, høfligt, men bestemt.
Tawakul Karman, en kvindelig aktivist og journalist, der kom til at påtage sig en ledende rolle i de studerendes protestbevægelse, da denne fik fremdrift i januar, siger i et telefoninterview, at det yemenitiske regime de facto allerede er væltet, og at dets ledende figurer kan forvente at blive draget til ansvar for de forbrydelser, som i løbet af de seneste par uger har blevet begået imod demonstranterne, som trods massakrer med brug af giftgas og geværkugler har holdt sig til at aktionere med fredelige midler.

Han kan vælge blodbadet

Samtidig vil de penge, som præsidenten har stjålet fra Yemens folk under sit korrupte styre, blive givet tilbage til folket, forsikrer hun. »Efter sidste fredags massakre er Salehs dage talte,« understreger også Addulmez Dbwan, medlem af parlamentet for det oppositionelle Islah-parti.
»Denne menneskelige tragedie har for alvor provokeret de revolutionære, som i dag ikke vil stille sig tilfreds med mindre en præsidentens øjeblikkelige afgang.«
»For en uge siden fremsatte vi ellers på initiativ af en gruppe gejstlige et forslag om, at han kunne få lov til at blive ved magten i den tid, det tog ham at sikre en velordnet magtoverdragelse. Efter den overdrevne magtanvendelse mod de protesterende er alle alternativer udtømt på nær to: Enten træder han fredeligt tilbage nu, eller også vælger han blodbadet. Gør han det, vil vi være klar til at kæmpe for at opnå ægte demokrati for Yemen,« tilføjer parlamentsmedlemmet.
Det stigende antal af afhoppede officerer såvel som af de medlemmer af regeringspartiet, der frasiger sig enhver loyalitet over for Salehs regime, ligner lige så mange yderligere tegn til begyndelsen til enden for regimet, siger kilder i Yemen til Information.
Ibrahim Mothana, en ung aktivist, der er deltager i de overvejende unge yemenitters protestbevægelse i Sanaa, fortæller, at hærchefen generalmajor Ali Mohsen Al-Ahmar sideskift var ventet, da den fastlåste situation gjorde det nødvendigt at finde en alternativ magtoverdragelse. Han fortæller, at vestlige ambassader har holdt møder med yemenitter fra forskellige partier om, hvordan der kan findes en løsning på Yemens uro, og at Ali Mohsens navn skal være dukket hyppigt op under disse drøftelser.
Addulmez Dbwan fra Islah-partiet vurderer:
»Yemen vil gå efter andre scenarier end i Tunesien og Egypten. Vi ser ingen grund til at have hverken et militært råd eller en militær undtagelsestilstand. Vi vil forsøge at sammensætte et overgangsråd, som skal bestå af både militære og civile personer, indtil der kan dannes en samlingsregering efter frie valg, som så kan videreføre en velordnet magtoverdragelse«.

Hæren bør støtte os

Den analyse tilslutter også Tawakul Karman sig og tilføjer:
»Vi kræver et nyt demokrati med rigtige demokratiske institutioner og ikke en videreførelse af autokratiet, hvor der bare kommer en ny lederperson i stedet for Saleh.«
Dbwan tilføjer: »Vi forventer at militæret vil beskytte revolutionen og dens resultater. Militæret kan, hvis det vil, sikre, at der sker reelle forandringer på jorden og påtage sig en betydelig rolle i at redde nationens fremtid.«
Yemens forsvarsminister, Mohammad Nasser Ali, sagde dog mandag, at militæret fortsat støtter præsident Saleh, og vil forsvare ham mod alle »kupforsøg«.
Yemenitterne betragtede forsvarsministerens ord som en krigserklæring mod folket, siger Dbwan.
I går advarede den trængte præsident Saleh også imod kup og ustabilitet, som kan udløse en blodig borgerkrig. Det gjorde han efter at have ført samtaler med en gruppe militære officerer. Heroverfor hævder Dbwan, at borgerkrigskortet er »anakronistisk«, og at yemenitterne for første gang i Yemens af dybe splittelser prægede historie alle er forenet i ét samme krav: »Saleh skal gå«.
Den afhoppede hærchef, som har tilsluttet sig de unges bevægelse for demokrati, gav i går præsidenten svar på tiltale.
»Præsidenten har omgivet sit palads med våben og kampvogne. Jeg er ikke interesseret i et kup eller at overtage magten. Vi støtter jer og vil opfordre ham til at træde tilbage,« sagde han til Al-Jazeera-tv, idet han bebudede, at fredag bliver ’Vredens dag’, medmindre Saleh går af.

Frygter ikke borgerkrig

De færreste yemenitter frygter en borgerkrig, men der er reel frygt for, at demonstranterne skal blive udsat for mere vold fra sikkerhedsstyrkerne, og om muligt for hævnaktioner, når regimet forventeligt falder.
Ibrahim siger: »Noget af det mest ekstraordinære ved Yemens ungdomsoprør, og noget af det, vi er mest stolte af, er, at vores revolution har været fredelig, i betragtning af, at der er millioner af våben i omløb i landet. Ikke ét skud har vi løsnet.«
Dette bekræftes af Dbwan:
»Mange af stammefolkene, som ellers er velbevæbnede, har sluttet sig til revolutionen, men uden våben. Det yemenitiske folk har udvist en fællesskabsfølelse og et borgersind, som uden fortilfælde for Yemens civilsamfund. Hele landet er ved reorganisere sig på en helt ny og uforudsigelig måde, og vi kommer til at overraske hele verden med det her.«
Da Information spørger til, om den folkelige revolution ikke risikerer at blive kapret af militære og kommercielle interesser, afviser det yemenitiske parlamentsmedlem dette med indignation.
»Det er ren propaganda og 5. kolonnevirksomhed fra det korrupte regime for at underminere vores historiske revolution her. Hæren kan højest blive protektor for vores revolution – ikke mere.«
»Vi gider ikke vente længere på præsidentens afskedsbegæring, da han allerede har mistet al legitimitet i sit folk. Millioner af mennesker fra hele landet vil nu kræve hans afgang,« siger kvindesagsaktivisten Tawakul Karman.
Hana Al-Khamri er yemenitisk journalist. Oversat af Niels Ivar Larsen

Yemens gejstlige truer USA med jihad

I morgen afholdes anti-terrorkonference i London med fokus på Yemen, hvor en stor gruppe gejstlige forrige uge truede USA med 'hellig krig' i en erklæring, der siden er blevet spredt på fundamentalistiske militante hjemmesider

Formanden for USA's forsvarsudvalg, Carl Levin, har opfordret til angreb på al-Qaeda-mål i Yemen. Det fik forrige uge 158 ledende yemenitiske gejstlige, heriblandt den indflydelsesrige Zindani (i midten), til at true USA med hellig krig. Foto: Khaled Abdullah/Scanpix

Af: Hana Al-Khamri

Hvis Amerika indsætter tropper mod al-Qaedas tilstedeværelse i Yemen, »betyder det hellig krig«.
Sådan advarede en gruppe højtstående yemenitiske gejstlige fra en moské i Sanaa 14. januar i en erklæring, der har fået betydelig international medieopmærksomhed.
Ikke mindst er advarslen siden blevet citeret på mange af de mest radikale islamistiske hjemmesider fra al-Qaedas til al-Mujahideens.
Læserreaktionerne på samme websider har været begejstrede, men andre religiøse ledere i det fattige Golf-land afviser imidlertid at bakke op om erklæringen.

Frygter nyt Afghanistan

Ikke desto mindre afspejler budskabet en udbredt frygt for udenlandsk intervention, pointerer Dr. Sheik Ali Alahdal, professor i islamisk kultur ved Sanaas universitet - han er selv en af dem, der har nægtet at skrive under på jihad-advarslen.
Han siger til Information:
»Erklæringen og den pressekonference, hvor den blev fremsat, viser, hvor stærk frygten er for et amerikansk militærindgreb, og hvor bange mange er for, at dette land skal udvikle sig til et nyt Afghanistan eller Irak.«
Yemens islamiske gejstlige har traditionelt en stor indflydelse på landets politiske liv og folkestemninger.
Mange af de gejstlige, som deltog i pressekonferencen, arbejder da også sammen med regeringen, som f.eks. Abdul Majeed al-Zindani, der er en af Yemens mest indflydelsesrige religiøse autoriteter og mistænkt af USA for at have forbindelser til al-Qaeda.
Al-Zindani er et ledende medlem af Yemens al-Islah-parti, grundlægger af og rektor for Sanaas Iman-universitet.
Regeringen er nødt til at holde sig på nogenlunde god fod med Al-Zindani og andre radikale islamistiske ledere, hvis den vil holde sig ved magten, siger Dr. Sheik Ali Alahdal:
»Religiøse ledere og klanledere spiller en stor politisk rolle og har ofte et afgørende ord. Det må regeringen forholde sig til, hvis den vil modvirke øgede stammemodsætninger.«
I erklæringen lyder det:
»Hvis nogen udenlandsk nation insisterer på aggression og på at invadere militært eller intervenere i vores lands sikkerhed, er alle muslimske sønner bundet af pligten til at udkæmpe jihad og slå aggressorerne tilbage.«

Amerikansk trussel

De yemenitiske gejstliges fatwa kommer, efter at formanden for det amerikanske senats forsvarsudvalg, Carl Levin, indtrængende opfordrede Washington til at slå til mod al-Qaeda-mål i Yemen, hvad enten med fjernstyrede droner, med luftangreb eller ved dækoperationer.
Tawakal Kerman, en politisk analytiker fra Yemen, forklarer, at den gejstlige frygt hænger sammen med den internationale konference om Yemen, som i morgen skal holdes i London med deltagere fra USA og europæiske lande, og som de frygter, skal bane vej for, at udenlandske magter kan intervenere i det arabiske land.
De yemenitiske gejstlige fordømte også »drab på uskyldige« >- en henvisning til de to amerikanske støttede luftangreb mod al-Qaeda-mål i december.
USA afviser fortsat, at det skulle have planer om at sende soldater til Yemen. Men den amerikanske efterretningstjenestes voksende hjælp og støtte til Yemens regering og militær hævdes at have øget tilslutningen til al-Qaedas aflægger i Yemen - en gruppe, der påtog sig ansvaret for den, akkurat forpurrede, terroraktion, da den nigerianske statsborger, Umar Farouk Mutallab juledag forsøgte at sprænge et amerikansk passagerfly i luften.

USA ikke velkomne

Dr. Alahdal støtter afsendelsen af et eksplicit budskab til USA om ikke at udvide sit efterretningssamarbejde med Yemen til at omfatte indsættelse af landstyrker - »det vil svare til en militær besættelse,« advarer han.
Han nægter dog at bakke op om de gejstliges jihad- manifest med den begrundelse, at sådanne henvendelser bør komme fra Yemens regering og ikke fra en kreds af gejstlige.
»Nogle vil helt sikkert udnytte denne erklæring, det vil f.eks. al-Qaeda i Yemen,« >siger han over telefonen fra sit kontor i Sanaa.
Såvel Alahdal som Kerman vurderer dog, at det store flertal af yemenitterne er enige med de islamiske gejstlige i, at amerikanske tropper ikke er velkomne i landet.
Oversat af Niels Ivar Larsen