»Den danske efterretningstjeneste har helt tydelig undervurderet truslen fra Al-Shabab« siger den anerkendte terrorekspert Rafaelle Pantucci fra Institute of Strategic Studies, IISS i London.
Al-Shabab er ikke længere kun et lokalt somalisk fænomen,« siger han. »Tværtimod. Det er en bevægelse, som er i fuld gang med at udvikle sig til en globalt orienteret terrororganisation, der også ønsker at ramme den fjerne fjende – dvs. USA og deres allierede,« siger han. »Og det er en udvikling, som mange efterretningstjenester har overset, inklusive den danske.«
Den samme vurdering kommer fra den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Stockholm. Han ser også angrebet på Westergaard som et tegn på, at PET har undervurderet karakteren af den somaliske terrortrussel.
»Det er farligt at tro, at konflikten i Somalia kun er lokal - den har i stigende grad global betydning. Set i lyset af angrebet på Kurt Westergaard må man sige, at PET har vurderet forkert,« siger han.
Globalisering
Al-Shababs nye globale orientering ses imidlertid ikke bare af den danske terrorsag. Den fremgår også af organisationens stigende fokus på rekruttering af sympatisører i en lang række lande verden over. Både i USA, Canada, Australien, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark er grupper af somaliske flygtninge blevet rekrutteret til bevægelsen. Hundredvis er draget til Somalia for at kæmpe og en del vender – som den 28-årige, der angreb Westergaard – tilbage med ønsket om at fortsætte kampen.På det seneste er al-Shabab også begyndt at rekruttere folk med anden baggrund end somalisk.
»Der er stadig flere unge med arabisk baggrund, som slutter sig til bevægelsen – og også en hel del vestlige konvertitter« siger han og mener, at det er et resultat på al-Shababs nye, mere globale profil.
»Indtil for nylig var det i højere grad nationalisme, der drev unge eksilsomaliere i armene på al-Shabab. I dag handler det i højere grad om at deltage i en global jihad,« siger han.
Ud over at rekruttere i Vesten har al-Shabab også hyret arbejdsløse unge i flere af Somalias nabolande, bl.a. Kenya.
Al-Qaedas hånd
Årsagen til al-Shababs voksende globale ambitioner er bevægelsens stadig tættere forbindelse til al-Qaeda, som i stigende grad deltager i al-Shababs forsøg på at overtage magten i Somalia.Talrige presserapporter fortæller om tilstedeværelsen af erfarne al-Qaeda-folk, som træner i tusindvis af al-Shabab-rekrutter rundt omkring i landet.
Mahmoud Al-Burai, der dækker krigen i Somalia for det London-baserede dagblad Asharq Al-Awsat, fortæller, at de udenlandske krigere spiller en afgørende rolle for al-Shabab.
»De kommer typisk fra Vesten eller fra lande som Pakistan og Afghanistan. Deres rolle er at træne de unge somaliske rekrutter, tage sig af kommunikation, holde møder, koordinere osv. De sprænger ikke sig selv i luften, de sender blot de somaliske rekrutter i døden,« siger han.
Shabab-ledere har gentagne gange erklæret bevægelsens loyalitet over for al-Qaedas leder Osama bin Laden, som til gengæld har kvitteret med massiv støtte til al-Shababs kamp, ikke mindst i de propagandavideoer, som bevægelsens ledere jævnligt udsender, hvor al-Shabab hyldes, og den somaliske præsident stemples som kætter.
Ifølge al-Shabab-lederen sheik Mukhtar Robow har mange af bevægelsens ledere desuden opholdt sig i al-Qaeda-træningslejre i Afghanistan i 1990’erne.
»Vi følger sheik Osama bin Ladens ordrer, for vi er hans elever. al-Qaeda er vor hellige krigs mor,« som han sagde i et interview i august 2008.
No comments:
Post a Comment