Instruktøren
Haiffa Al-Mansour gæstede for nylig den internationale festival for
arabiske film i Nantes i Frankrig, hvor hun vandt en pris for bedste
dokumentar. Foto: Sigrid Nygaard
Wagada.Den skal handle om en lille pige fra Saudi-Arabien, der forsøger at eksistere i et samfund, der ikke vil se hende. Filmen ventes at få premiere til næste år.
Haifaa Al-Mansour er den første kvindelige filmskaber, som med sit kamera er trængt ind bag sløret af dagligdagen i det ekstremt mandsdominerede saudiarabiske samfund, hvor film er noget, man ser i hjemmet i tv og på dvd.
Al-Mansour, som har markeret sig som som fremtrædende feminist og banebrydende filmskaber, gæstede i går Danmark, hvor hun deltog i en konference, der blev afholdt i Det Kongelige Bibliotek i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Hun er amerikansk gift og bor til daglig i Washington DC.
På konferencen fortalte hun publikum om, hvordan kvindelige kunstnere har brugt kunsten som platform for beskrivelse af kvinder livsvilkår.
»Som filmskaber har jeg brugt kameraet til at skildre og kritisere kvindernes situation i Saudi-Arabien, men som udgangspunkt var det ikke mit ønske at bruge film som redskab til politiske forandringer. Det handlede for mig først og fremmest om at finde et medie, hvori jeg kunne udtrykke mig selv. Senere blev det væsentligt for mig at rejse politiske spørgsmål.«
Hun er den ottende ud af 12 søskende - syv søstre og fire brødre - fra en middelklassefamilie. Faderen er digteren Abdul Rahman Mansour, som introducerede hende for filmens verden ved at vise videofilm i hjemmet, da hun var en lille pige: »Første gang, jeg var i biografen, var, da jeg og mine søstre flyttede til Egypten for at studere.«
Indbyggerne i det østlige Saudi-Arabien, hvortil Haifaa Al-Mansours familie hører, er nødt til at krydse broen til Bahrain eller tage til andre af nabogolfstaterne, hvis de ønsker at se film i biografen.
Skal ikke udviskes
Hun begyndte sin filmkarriere med tre kortfilm. I 2003 kom den første,Hvem?,som varede syv minutter og er filmet med håndholdt kamera. Hendes søster hjalp hende med dette og spillede også med i filmen, ligesom hun fik støtte fra venner og familie, fortæller Al-Mansour.
Filmen handlede om en mand, der forklæder sig som kvinde ved at iføre sig den sorte og traditionelle heldækkende klædedrag,
abaya,forfølger kvinder og bryder ind i deres hjem for at myrde dem.
»Jeg er modstander af, at kvinders identitet skal udviskes. Jeg er modstander af, at kvinder skal usynliggøres med tilslørende dragter. Derfor kaldte jeg filmen
Hvem?Jeg respekterer, at kvinder vil iføre sig
hijab,men jeg finder, at tørklædet anvendes forkert, hvis det sker med det formål at udviske personligheden.«
Mansour bærer ikke traditionel islamisk klædedragt og dækker heller ikke sit hår.
Hendes anden film,
Bitter smag,som også er fra 2003, handler om en ung mand fra en landsby, som tager til den vestlige verden for at studere og derpå nægter at tage hjem igen til det gamle samfund. I 2004 kom filmen
Mig og den anden,hvor hun skildrer tre store drenge, som hver repræsenterer tre forskellige ideologier. Denne film blev optaget i De Forenede Arabiske Emirater.
I 2005 producerede og instruerede hun så sin første dokumentarfilm,
Kvinder uden skygger,som varer 50 minutter og stiller spørgsmålet, om det virkelig er nødvendigt for kvinder at tildække deres ansigter i offentligheden for at overholde islams forskrifter. Filmen fik premiere ved en privat forevisning i Jeddah i det franske konsulat og på grund af et interview i denne med en islamisk lærd, der erkender, at der ikke i islam findes belæg for at påbud om at kvinde skal være tilsløret, blev hun med et slag en velkendt og kontroversiel filmskaber.
Foragt og traditioner
Den pågældende teolog, sheik Ayed al-Qarni, har dog siden trukket det udsagn tilbage, hvor han sagde, at kun tildækning af håret, ikke ansigtet, er påbudt i islam, efter voldsomme reaktioner fra det muslimske præsteskab.»Han er nu vendt tilbage til at mene det, som alle andre teologer i kongeriget mener: At kvinder nu engang må skjule deres ansigt i det offentlige rum,« fortæller hun.
Forudsigeligt nok er al-Mansour blevet skarpt kritiseret for at være ikke-religiøs og frafalden, og reaktionerne på hendes film spænder fra forskrækket og forarget forkastelse til oprigtig empati.
»Jeg har fået ros af mange af mine saudiarabiske landsmænd for at rejse diskussionsemner, som sædvanligvis anses for tabuiseret,« påpeger hun.
»De negative reaktioner fra mit hjemland kommer ikke bag på mig. Vi lever i et samfund, som er dybt optaget af at beskytte sine traditionelle normer. Mænd bliver bange for en kvinde som jeg, fordi de føler, at jeg anfægter den magt og de privilegier, som det gamle stammesystem giver dem.«
Hendes kun 10 dage spæde datter giver sig til at græde, så det bliver nødvendigt at tage en pause i interviewet. Al-Mansour har senest gæstet den internationale festival for arabiske film i Nantes i Frankrig, hvor hun vandt en pris for bedste dokumentar.
Et kulturelt redskab
Efter at have trøstet babyen siger hun: »Der er en stor nysgerrighed i Vesten over for Saudi-Arabien, som er så stort, så rigt, så konservativt og så religiøst. Og har så stor international indflydelse i den islamiske verden.«Hun er meget optaget af iranske film på grund af de ligheder, hun ser mellem det saudiarabiske og det iranske samfund - begge lande er dybt konservative.
»Vi saudiarabere er ikke så gode til at lave film om vores egen kultur. Det bliver så nogle andre, der gør det, men det er ikke optimalt. Vi burde selv være de rette til at skildre vores kultur på den bedste måde.«
Haifaa Al-Mansour studerede engelsk litteratur på det amerikanske universitet i Cairo og fik siden en mastergrad i filmvidenskab.
»Film er det bedste kulturelle redskab til at slå bro mellem kulturer,« mener hun.
Trods den hårde diskrimination og undertrykkelse, som Saudi-Arabiens kvinder er henvist til at leve under, understreger hun, at hun som filmskaber ikke udelukkende ønsker at behandle kvindespørgsmål. »Jeg vil gerne lave film, der hylder livsglæden og celebrerer livet,« siger hun.
Skønt amerikanske og europæiske film til overflod kan opdrives på dvd og vhs i Saudi-Arabien, »mangler vi en organiseret filmbranche. Gode spillefilm kan vi først lave, hvis vi åbner døren for det kommercielle marked.«
Kampen om kunsten
Al-Mansour sukker, da jeg spørger hende, om hun tror, hun snart vil kunne se film i en biograf i sit hjemland.»Det vil kræve en politisk beslutning, og den ser jeg ikke for mig i de første mange år. Præsteskabet er stadig meget opsat på at opretholde deres forbud. Det er dem i den grad magtpåliggende, at Saudi-Arabien bliver ved med et være et ‘rent’ land. Og det kan det kun forblive, hvis kunst er forbudt.«
»Men trods disse barske odds er flere unge mennesker begyndt at lave film, og det er da opmuntrende,« siger Haiffa.
De sidste to år har der da også været afviklet de første filmfestivaler nogensinde i Saudi-Arabien. De fandt sted i Jeddah, landets næststørste by, selv om præsteskabet gjorde alt, hvad de kunne for at stoppe dem, siger hun.
No comments:
Post a Comment