Tvivl om saudiske al-Qaeda anholdelser

Det saudiarabiske indenrigsministerium røber sjældent navne og identiteter på de personer, som det tilbageholder i terrorbekæmpelsens navn - kritikere er overbeviste om, at mange af de såkaldte terrormistænkte i virkeligheden er oppositionsaktivister

Den saudiske vice-indenrigsminister og prins Mohammed bin Nayef (til venstre), der er ansvarlig for landets interne sikkerhed overlevede et al-Qaeda-attentat tidligere på året. Iagttagere er imidlertid usikre på, om alle de folk, der netop er blevt arresteret, har noget med al-Qaeda at gøre. Foto: FAHAD SHADEED / SCANPIX

Af: Hana Al-Khamri

Det saudiarabiske indenrigsministeriums anholdelse af over 100 »al-Qaeda-militante« onsdag vækker nu både tvivl og debat om, hvorvidt alle tilbageholdte nu virkelig også tilhører al-Qaeda, eller om de saudiske myndigheder misbruger de vidtgående beføjelser, som landets antiterrorlove giver dem, til at skaffe regimemodstandere af vejen.
Ifølge indenrigsministeriet var de i alt 113 mistænkte tilknyttet tre forskellige terroristnetværk, og deres planer var angiveligt at slå til mod olieanlæggene hos verdens største olieeksportør, ville det have været det 22. al-Qaeda-angreb fra al-Qaeda, siden den islamistiske gruppe erklærede krig mod kongedømmet og svor at fordrive alle amerikanere fra Den Arabiske Halvø. Selv om nyheden om anholdelserne først kommer nu, er det sket over seks måneder ved en række forskellige aktioner i syv byer landet over.
Waleed Sami Abu Alkhair, forfatter og iagttager af menneskeretstilstanden i Saudi-Arabien, vurderer, at det saudiarabiske indenrigsministerium givetvis taler sandt, når det hævder at have forpurret flere anslag mod landets sikkerhed, men at dette meget vel kan være sket på bekostning af retssikkerheden.
»Ministeriet oplyser ikke de anholdtes navne,« pointerer han over telefonen fra Jeddah, »så vi har ingen garanti for, at der ikke er sket i overgreb i terrorbekæmpelsens navn - der kan meget vel være sket anholdelser og drab på personer, der intet har med al-Qaeda at gøre.«

Betænkeligt fortilfælde

Abu Alkhari henviser til et konkret fortilfælde. I februar 2007 anholdt indenrigsministeriets politi 10 personer, angiveligt på en mistanke om, at de stod bag finansiering og planlægning af terrorhandlinger. Det viste sig imidlertid, at de alle var politiske reformaktivister fra landets universiteter eller skribenter, som havde vovet at kritisere landets regering. De fik på intet tidspunkt mulighed for at forsvare sig eller blev stillet for en domstol, men tilbageholdt uden sigtelser, og endnu i dag er deres skæbne ukendt.
Amnesty International har da også kritiseret den saudiarabiske regering for at misbruge sine antiterrorlove til at arrestere medlemmer af oppositionen. Personer, som anholdes af det saudiske sikkerhedspoliti, holdes afsondret uden kontakt med omverdenen i særfængsler i efterforskningens ‘indledende fase’, som imidlertid kan strække sig på ubestemt tid. Ingen familie eller advokater tillades at se fangerne, ej heller har humanitære organisationer adgang til dem, hvilket er i direkte modstrid med de internationale menneskerettigheder, noteres det i en oversigtsrapport om menneskerettigheder i Saudi-Arabien udgivet af det amerikanske udenrigsministerium i 2009.
»Der er ingen tillid til, at styret vil respektere de basale rettigheder, og de nationale sikkerhedsinteresser gør, at antallet af tilbageholdte politiske fanger i terrorbekæmpelsens navn er meget vanskeligt at anslå. Jeg vil vurdere, at omkring 30.000 personer holdes interneret på ubestemt tid uden sigtelse, hvilket er et historisk højt tal i Saudi-Arabien, men heriblandt er der givetvis et stort antal politiske oppositionsaktivister,« tilføjer Waleed Sami Abu Alkhair.
De påståede netværk bestod af 58 saudiarabiske statsborgere foruden 55 personer fra lande som Yemen, Somalia, Eritrea og Bangladesh. Også en enkelt kvinde er blandt de arresterede. Nærmere oplysninger blev ikke givet. De anklages for at planer om terroraktioner imod olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien, samt for at ville angribe de saudiske sikkerhedsstyrker, fremgår det af gårsdagens saudi-arabiske aviser, der alle havde nyheden om anholdelserne på forsiden.
Sidste gang gruppen, der kendes som ‘Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø’ slog til var i august sidste år, da den tog ansvaret for et attentat imod Saudi-Arabiens sikkerhedschef, prins Mohammed bin Nayef. Han blev såret, men var på intet tidspunkt i livsfare.

Mulig forbindelse

Ifølge avisen Alwatans kilder er medlemmerne af de formodede terrorceller alle unge mennesker mellem 18 og 25 år. Avisen citerer en talsmand fra indenrigsministeriet for, at cellerne havde forbindelse til den al-Qaeda-gruppe, som holder til i nabolandet Yemen, hvor de udgør en af flere oprørsgrupper mod centralstyret i Saana.
Saudisk politi hævder også at have konfiskeret våben og ammunition, herunder 12 håndgranater, kommunikationsudstyr, taletidskort, computere og et uspecificeret beløb i kontanter, herunder en del i udenlandsk valuta.
Adel Ahmed, en ekspert i al-Qaeda i Yemen, siger, at han anser en forbindelse mellem de arresterede celler i Saudi-Arabien og oprørsgrupperne i Yemen for plausibel, men at al-Qaeda hovedsagelig huserer på kyststrækningerne, hvor de står bag narkosmugling, mens de øvrige oprørsgrupper kontrollerer flere grænseegne op til Saudi-Arabien.
»Grupperne kan have fordele af et operationelt samarbejde og er desuden forenet i deres fælles had til USA. Deres ideologiske og sekteriske forskelle, al-Qaeda er sunnimuslimsk, mens andre grupper er shiaer, er ikke nogen væsentlig hindring for dette,« hævder han.
Oversat af Niels Ivar Larsen

15 år med terroranslag og -komplotter i Saudi-Arabien

1996: Juni: En bombe i en tankbil dræber 19 amerikanske soldater og sårer næsten 400 ved et militært amerikansk beboelseskompleks i byen Khobar.

2003: Maj: 35 personer bliver dræbt, deriblandt ni amerikanere, og 200 såret af al-Qaeda-bomber i Riyadh. November: Al-Qaeda-selvmordsbombere dræber 30 personer i en boligblok.
2004: April: En formodet al-Qaeda-selvmordsbombe ødelægger en politistation i Riyadh og dræber fire.
1. maj: Oliearbejdere myrder fem vestlige ingeniører under skyderier ved et petrokemisk anlæg i den saudiske olieby Yanbu. Maj: Militante angriber et olieanlæg i Khobar og dræber syv politifolk. De flygter siden ind i et højhus og tager gidsler. Saudiske kommandosoldater stormer bygningen. 22 civile bliver dræbt.
Juni: Bevæbnede mænd dræber en amerikansk statsborger i Riyadh. Kennet Scroggs, en amerikansk statsborger, skydes og dræbes i Riyadh. Al Qaeda påtager sig ansvaret. Kidnappere halshugger Pal Johnson, en medarbejder for det amerikanske firma Lockheed Martin. August: En irsk civilingeniør bliver skudt og dræbt i sit kontor i Riyadh.
September: Edward Muirhead-Smith, en britisk ingeniør, bliver dræbt i Riyadh i et al-Qaeda-angreb. Franskmanden Laurent Barbot skuddræbes i Jeddah. December: Militante stormer det amerikanske konsulat i Jeddah og dræber fem lokale ansatte og fire saudiske sikkerhedsfolk. Tre militante bliver dræbt og to pågrebet.
2005: August: Sikkerhedsstyrker likviderer i Saleh al-Awfi, der menes at være leder af al- Qaeda i Saudi-Arabien.
2006: Sikkerhedsstyrker hindrer to selvmordsbombeangreb på et stort olieanlæg i den østlige del af landet. December: De saudiske myndigheder anholder 136 formodede islamiske militante.
2008: Oktober: Saudi-Arabien oplyser, at det har rejst retslig tiltale imod 991 mistænkte al-Qaeda-militante for at stå bag 30 angreb siden 2003.
2009: Februar: Saudi-Arabien udsender en liste over 83 efterlyste militante i udlandet. August. Viceindenrigsminister og prins Mohammed bin Nayef overlever et selvmordsangreb i Jeddah.
2010: 24. marts. Saudi Arabien arresterer over 50 saudiske statsborgere og et lignende antal udlændinge, hovedparten yemenitter, på en mistanke om at forberede angreb på olieanlæg.

Ministat er ny fredsmager i den arabiske verden

Qatar tæller kun 200.000 indbyggere - alligevel er lilleputlandet i Den Arabiske Golf ved at udvikle sig til diplomatisk supermagt i regionen, for ingen frygter Qatar

Qatars emir, Hamad bin Khalifa al-Thani, har spillet en afgørende rolle i moderniseringen af den lille golfstat og ikke mindst i den stadig mere vigtige diplomatiske rolle, lilleputstaten indtager i den arabiske verden. Foto: YASSER AL-ZAYYAT/scanpix

Af: Hana Al-Khamri

En genoptaget dialog mellem oprørsgrupper og Yemen i 2008, en national konference om gensidig politisk forståelse i Libanon, et topmøde mellem lederne fra de palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad om alternative strategier mod Israels invasion af Gaza og inden for de seneste uger: Underskrivelsen af en våbenhvileaftale mellem den største oprørsgruppe i Darfur, Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen, og Sudans regering.
Fællesnævneren for alle disse fredsbestræbelser er, at den drivende kraft i alle tilfælde har været en meget lille, men meget velstående ministat i Den Arabisk Golf, et absolut monarki ved navn Qatar, der i de senere år er rykket op i førerfeltet af regionens diplomati. Qatars diplomatiske oprustning blev indledt i 1995, da viceemir Sheik Hamad bin Khalifa afsatte sin far ved et blodløst kup, da sidstnævnte var på ferie i Schweiz.
»Siden da har Qatar oplevet store politiske kursændringer,« siger en diplomat fra det qatarske udenrigsministerium, som udtaler sig anonymt,fordi han ikke er bemyndiget til at udtale sig til pressen .
»Emiren har erklæret sin hensigt om at bevæge landet i retning af demokrati, og han har tilladt en mere fri og åben presse. Så snart han kom til, begyndte han at forvandle Qatar fra en indadvendt provins til en dynamisk ny stat,« siger Mohamed Mesfar, politolog ved Qatar Universitet.

Økonomi giver spillerum

Qatar begyndte fra dette regimeskifte at bruge flere af sine enorme indtægter på olie og naturgas til at udvikle landet. Indtægter og investeringer nærmest eksploderede fra 6 milliarder dollars i 1995 til over 60 milliarder dollars i 2007. Qatar besidder verdens tredjestørste naturgasreserver og er blevet en af verdens rigeste stater målt i indkomst pr. indbygger.
»Den stærke økonomi giver et stort politisk spillerum og gør det muligt for Qatar at sætte sin egen uafhængige dagsorden som fredsmager,« siger den qatarske diplomat.
»Qatarere har skabt sig et ry som uafhængige mæglere og ses ikke som parthavere i regionens konflikter,« tilføjer han.
En af succeserne for de qatarske bestræbelser er den aftale, som blev opnået i maj sidste år i Libanon efter 18 måneders politisk krise. Qatar er også meget aktiv i Sudan, hvor lilleputstatens diplomater har bragt samtaler i stand mellem Sudans regering og oprørsgrupper og stillet en milliard dollars i udsigt til genopbygning af landet efter en fredsløsning.
»Qatar er med sine kun 200.000 indfødte indbyggere (hertil kommer flere hundredtusinder ‘fremmedarbejdere’, red.) så lille, at det ikke kan skræmme nogen. Der er heller ikke nogen skam forbundet ved at tage imod dets tilbud om økonomisk støtte til gengæld for at opfylde fredsbetingelser. Ingen tvivl om, at Qatars regionale og internationale anseelse på den baggrund er stigende,« forklarer diplomaten.
- Men hvilke motiver driver Qatar?
»Qatarerne ønsker at stabilisere regionen og beskytte os selv og vores investeringer imod følgevirkningerne af konflikter,« lyder svaret fra diplomaten.

Egyptens fjende

Qatar er dog stadig en meget vigtig forbundsfælle for Washington, men USA bifalder fredsinitiativerne. Som den amerikanske ambassadør i Qatar, Joseph LeBaron, udtaler til Qatar News, er mange af disse koordineret i et nært samarbejde med USA, og »det er en model, som er så god, at den burde danne skole andre steder i verden.«
Men Qatars nye rolle har også skabt spænding imellem ministaten og andre arabiske regeringer, navnlig Egypten, som ser en diplomatisk rival i Qatar. Som den egyptiske parlamentariker og redaktør af regeringsavisen, Al-Gumhouriyya, skriver:
»Qatar ser ud til at stræbe efter et niveau, der sætter det i stand til at konkurrere med Egypten og skubbe os ud på et sidespor. Men er Qatar, uanset alle sine penge, virkelig i stand til at hamle op med Egyptens rolle, vægt og status? Det tror jeg næppe. Penge kan købe næsten alt, men ikke position, historie og kultur.«
Vred blev Egypten også, da Qatar iværksatte sin egen konference om genopbygningshjælp til Gaza efter Israels invasion som alternativ til den tilsvarende egyptiske. Endnu en kurre på tråden kom der, da Qatars emir for nylig kritiserede egyptiske planer om at forsegle grænsen til Gaza med jernbarrierer.
Qatar har et økonomisk samarbejde med Israel, men beordrede Israels diplomatiske mission lukket efter Gaza-offensiven.
Qatar er Syriens tætteste arabiske ven, og hvor mange arabiske golfnationer skælver over Irans regionale ambitioner, opretholder Qatar glimrende relationer med den Islamiske Republik.
»Vi har ikke nogen magtpolitisk dagsorden. Vi truer ingen og har ingen strategiske interesser. Derfor er Qatar i en unik position som mægler i kriser,« pointerer den qatarske diplomat.

Filminstruktøren fra landet uden biografer

Saudi-Arabiens første kvindelige filmstruktør bruger sine film som politiske redskaber til at sætte fokus på kvindeundertrykkelsen i sit hjemland, men ønsker også at lave film, der kan blive en hyldest til livsglæden - i denne uge gæstede hun Danmark

• 
  

Instruktøren Haiffa Al-Mansour gæstede for nylig den internationale festival for arabiske film i Nantes i Frankrig, hvor hun vandt en pris for bedste dokumentar. Foto: Sigrid Nygaard

Af: Hana Al-Khamri

8. marts 2010 | Om denne artikel

Opslag til denne artikel

Emneord:	film, ligestilling
Personer:	Abdul Rahman
Steder:	Saudi-Arabien

Saudi-Arabien har ingen biografer og kun uhyre få filminstruktører. Kun en af disse er kvinde, men hun er til gengæld både den mest berømte og den mest kontroversielle, og det er da også en stolt Haifaa Al-Mansour, der betror til Information, at hun nu har manuskriptet klar til sin første store spillefilm,
Wagada.Den skal handle om en lille pige fra Saudi-Arabien, der forsøger at eksistere i et samfund, der ikke vil se hende. Filmen ventes at få premiere til næste år.
Haifaa Al-Mansour er den første kvindelige filmskaber, som med sit kamera er trængt ind bag sløret af dagligdagen i det ekstremt mandsdominerede saudiarabiske samfund, hvor film er noget, man ser i hjemmet i tv og på dvd.
Al-Mansour, som har markeret sig som som fremtrædende feminist og banebrydende filmskaber, gæstede i går Danmark, hvor hun deltog i en konference, der blev afholdt i Det Kongelige Bibliotek i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Hun er amerikansk gift og bor til daglig i Washington DC.
På konferencen fortalte hun publikum om, hvordan kvindelige kunstnere har brugt kunsten som platform for beskrivelse af kvinder livsvilkår.
»Som filmskaber har jeg brugt kameraet til at skildre og kritisere kvindernes situation i Saudi-Arabien, men som udgangspunkt var det ikke mit ønske at bruge film som redskab til politiske forandringer. Det handlede for mig først og fremmest om at finde et medie, hvori jeg kunne udtrykke mig selv. Senere blev det væsentligt for mig at rejse politiske spørgsmål.«
Hun er den ottende ud af 12 søskende - syv søstre og fire brødre - fra en middelklassefamilie. Faderen er digteren Abdul Rahman Mansour, som introducerede hende for filmens verden ved at vise videofilm i hjemmet, da hun var en lille pige: »Første gang, jeg var i biografen, var, da jeg og mine søstre flyttede til Egypten for at studere.«
Indbyggerne i det østlige Saudi-Arabien, hvortil Haifaa Al-Mansours familie hører, er nødt til at krydse broen til Bahrain eller tage til andre af nabogolfstaterne, hvis de ønsker at se film i biografen.

Skal ikke udviskes

Hun begyndte sin filmkarriere med tre kortfilm. I 2003 kom den første,
Hvem?,som varede syv minutter og er filmet med håndholdt kamera. Hendes søster hjalp hende med dette og spillede også med i filmen, ligesom hun fik støtte fra venner og familie, fortæller Al-Mansour.
Filmen handlede om en mand, der forklæder sig som kvinde ved at iføre sig den sorte og traditionelle heldækkende klædedrag,
abaya,forfølger kvinder og bryder ind i deres hjem for at myrde dem.
»Jeg er modstander af, at kvinders identitet skal udviskes. Jeg er modstander af, at kvinder skal usynliggøres med tilslørende dragter. Derfor kaldte jeg filmen
Hvem?Jeg respekterer, at kvinder vil iføre sig
hijab,men jeg finder, at tørklædet anvendes forkert, hvis det sker med det formål at udviske personligheden.«
Mansour bærer ikke traditionel islamisk klædedragt og dækker heller ikke sit hår.
Hendes anden film,
Bitter smag,som også er fra 2003, handler om en ung mand fra en landsby, som tager til den vestlige verden for at studere og derpå nægter at tage hjem igen til det gamle samfund. I 2004 kom filmen
Mig og den anden,hvor hun skildrer tre store drenge, som hver repræsenterer tre forskellige ideologier. Denne film blev optaget i De Forenede Arabiske Emirater.
I 2005 producerede og instruerede hun så sin første dokumentarfilm,
Kvinder uden skygger,som varer 50 minutter og stiller spørgsmålet, om det virkelig er nødvendigt for kvinder at tildække deres ansigter i offentligheden for at overholde islams forskrifter. Filmen fik premiere ved en privat forevisning i Jeddah i det franske konsulat og på grund af et interview i denne med en islamisk lærd, der erkender, at der ikke i islam findes belæg for at påbud om at kvinde skal være tilsløret, blev hun med et slag en velkendt og kontroversiel filmskaber.

Foragt og traditioner

Den pågældende teolog, sheik Ayed al-Qarni, har dog siden trukket det udsagn tilbage, hvor han sagde, at kun tildækning af håret, ikke ansigtet, er påbudt i islam, efter voldsomme reaktioner fra det muslimske præsteskab.
»Han er nu vendt tilbage til at mene det, som alle andre teologer i kongeriget mener: At kvinder nu engang må skjule deres ansigt i det offentlige rum,« fortæller hun.
Forudsigeligt nok er al-Mansour blevet skarpt kritiseret for at være ikke-religiøs og frafalden, og reaktionerne på hendes film spænder fra forskrækket og forarget forkastelse til oprigtig empati.
»Jeg har fået ros af mange af mine saudiarabiske landsmænd for at rejse diskussionsemner, som sædvanligvis anses for tabuiseret,« påpeger hun.
»De negative reaktioner fra mit hjemland kommer ikke bag på mig. Vi lever i et samfund, som er dybt optaget af at beskytte sine traditionelle normer. Mænd bliver bange for en kvinde som jeg, fordi de føler, at jeg anfægter den magt og de privilegier, som det gamle stammesystem giver dem.«
Hendes kun 10 dage spæde datter giver sig til at græde, så det bliver nødvendigt at tage en pause i interviewet. Al-Mansour har senest gæstet den internationale festival for arabiske film i Nantes i Frankrig, hvor hun vandt en pris for bedste dokumentar.

Et kulturelt redskab

Efter at have trøstet babyen siger hun: »Der er en stor nysgerrighed i Vesten over for Saudi-Arabien, som er så stort, så rigt, så konservativt og så religiøst. Og har så stor international indflydelse i den islamiske verden.«
Hun er meget optaget af iranske film på grund af de ligheder, hun ser mellem det saudiarabiske og det iranske samfund - begge lande er dybt konservative.
»Vi saudiarabere er ikke så gode til at lave film om vores egen kultur. Det bliver så nogle andre, der gør det, men det er ikke optimalt. Vi burde selv være de rette til at skildre vores kultur på den bedste måde.«
Haifaa Al-Mansour studerede engelsk litteratur på det amerikanske universitet i Cairo og fik siden en mastergrad i filmvidenskab.
»Film er det bedste kulturelle redskab til at slå bro mellem kulturer,« mener hun.
Trods den hårde diskrimination og undertrykkelse, som Saudi-Arabiens kvinder er henvist til at leve under, understreger hun, at hun som filmskaber ikke udelukkende ønsker at behandle kvindespørgsmål. »Jeg vil gerne lave film, der hylder livsglæden og celebrerer livet,« siger hun.
Skønt amerikanske og europæiske film til overflod kan opdrives på dvd og vhs i Saudi-Arabien, »mangler vi en organiseret filmbranche. Gode spillefilm kan vi først lave, hvis vi åbner døren for det kommercielle marked.«

Kampen om kunsten

Al-Mansour sukker, da jeg spørger hende, om hun tror, hun snart vil kunne se film i en biograf i sit hjemland.
»Det vil kræve en politisk beslutning, og den ser jeg ikke for mig i de første mange år. Præsteskabet er stadig meget opsat på at opretholde deres forbud. Det er dem i den grad magtpåliggende, at Saudi-Arabien bliver ved med et være et ‘rent’ land. Og det kan det kun forblive, hvis kunst er forbudt.«
»Men trods disse barske odds er flere unge mennesker begyndt at lave film, og det er da opmuntrende,« siger Haiffa.
De sidste to år har der da også været afviklet de første filmfestivaler nogensinde i Saudi-Arabien. De fandt sted i Jeddah, landets næststørste by, selv om præsteskabet gjorde alt, hvad de kunne for at stoppe dem, siger hun.