Twitter havde ikke nogen særlig stor betydning for den iranske opstand, mener Mahmood Enayat, der forsker i nye medier.
Foto: Kristine Kiilerich
Sådan siger Mahmood Enayat, en iransk ekspert, der forsker i nye medier ved Oxford Internet Institute, og som netop har gæstet Danmark, i et interview med Information.
‘Twitterrevolutionen’ blev de kaldt, de protestdemonstrationer, som skyllede hen over Irans større byer i sommeren 2009 (og stadig blusser op med jævne mellemrum, navnlig på nationale og religiøse mærkedage, red.), som udtryk for folkelig vrede over hvad der blev set som en tilsvindlet valgsejr, der gav præsident Ahmadinejad en ny periode på bekostning af rivalen Mousavi. Demonstrationerne, der på deres højeste kunne samle over en million mennesker, blev knust med stor brutalitet, og samtidig fik de iranske mainstreamjournalister forbud mod at dække begivenhederne
Meningsløs betegnelse
»Twitter er slet ikke det mobiliseringsværktøj, det er blevet gjort til. Twitter blev ikke brugt til at organisere protesterne, så derfor er Twitter-revolutionen en meningsløs betegnelse,« siger Enayat. »Udtrykket blev lanceret af en iransk blogger, der skriver under navnet Andrew Sullivan. Herfra spredte det sig hurtigt til verdens medier,« forklarer han.Enayat, hvis akademiske forskning fokuserer på de juridiske, politiske, sociale og psykologiske implikationer af internetfiltrering, har navnligt interesseret sig for, hvordan de iranske myndigheder bruger filterteknologien til at blokere for bestemte typer indhold.
Sammen med fem andre eksiliranske journalister er han i denne uge i Danmark for at deltage i et seminar arrangeret af blandt andet Dansk Journalistforbund, International Media Support og Forlæggerforeningen, der skal belyse, hvad der kan gøres for at skabe nye strukturer, der kan styrke og professionalisere de iranske medier - både dem, der opererer indenfor og dem, der opererer uden for Den Islamiske Republik, således at disse kan sættes bedre i stand til at formidle ucensurerede informationer og fremme åben debat.
»De fleste twitteraktivister i Iran efter præsidentvalget skrev på engelsk og ikke på farsi,« siger Enayat. »Det fortæller alt om, hvor lille en minoritet der var tale om.«
»Situationen i Iran i de hektiske uger var præget af de restriktioner, som regimet havde pålagt både iranske og udenlandske medier. Men ved siden af disse medier var der så bloggeraktivisterne, der også benyttede sig af Facebook og YouTube. De fleste af disse skrev på farsi, og hvad der så skete, var at iranere i udlandet, som fulgte med i disse blogs, formidlede oplysninger videre på engelsk på Twitter. Derfor begyndte alle de udenlandske medier at interessere sig så meget for Twitter. CNN havde sågar sin egen Twitter-korrespondent.«
»Facebook spillede således en rolle, selv om regimet efter valget gjorde hvad de kunne for at filtrere og blokere tjenesten. Aktivisterne og deres publikum blev herefter nødt til at bruge konverteringsværktøjer for at få adgang til de spærrede sider. Før valget var Facebook mere åbent, og tjenesten blev hurtigt meget populær i Iran og blandt eksiliranere i udlandet,« siger Enayat og tilføjer: .
»Der er tusindvis af politiske aktivistgrupper blandt de over to millioner eksiliranere i verden, og de bruger de sociale internettjenester flittigt for at mobilisere støtte mod præstestyret, men i selve Iran spiller de en mindre rolle og bliver kun i begrænset omfang brugt til at koordinere aktivisternes aktioner.«
Vestlig forelskelse
»At uploade materiale til YouTube er en teknisk udfordring for de fleste, og hvis man ser på, hvad der faktisk ligger, fremgår det, at der kun er ret få personer, der har lagt videoklip op. Det kræver, at man har udstyret og ikke blot kamera og computer, men også konverteringsværktøjer, og det har kun de færreste. Noget massefænomen er der altså ikke tale om,« pointerer Enayat.»De vestlige medier forelskede sig i en utopi om internettet som demokrativærktøj, hvor sandheden er, at måske så få som 11 procent af de iranske oppositionsaktivister i selve Iran har adgang til internettets sociale tjenester.«
Ikke desto mindre er det iranske præstestyre meget opmærksom på netmediernes undergravende potentiale, fortæller Enayat.
»Den iranske regering har iværksat et omfattende program, hvor de promoverer regeringsloyale bloggere og investerer store midler i ikke bare at kontrollere internettet, men også skabe sine egne internettjenester. F.eks. forsøger man at udvikle en national e-mailtjeneste for at slippe af med de amerikanske webmailtjenester, som mange iranere bruger.«
»Et problem ved internetaktivisme er desuden sårbarheden. Man blotter sig, efterlader et digitalt spor, og det betyder, at flere er blevet arresteret og retsforfulgt, fordi de har skrevet på Facebook og Twitter.
»Det kræver et stort teknisk knowhow at vide, hvordan man omgår myndighederne og undgår at blive afsløret.«
»De sociale internetmedier kan ikke i sig selv skabe en revolution, selv om medier selvfølgelig altid spiller en rolle for massemobilisering. Under den Islamiske Revolution i 1979 var fotokopimaskiner og kassettebånd de vigtige medier.«
